James Starrs Tankegang blev pludselig afbrudt, da han havde læst dette andet Brev, som modsagde det første.
Hvad skal dog det betyde? spurgte han sig selv.
Han tog den halvt iturevne Konvolut op. Postetemplet var det samme: Aberfoyle, og det var altsaa i hvert Fald kommet fra den samme Del af Grevskabet Stirling. At den gamle Værkfører ikke havde skrevet det var klart, derimod kendte Forfatteren af det andet Brev Overstigerens Hemmelighed, da han udtrykkelig sendte Afbud om Mødet. Vilde man kun forhindre, at James Starr ulejligede sig derhen til ingen Nytte, eller skjulte Brevet en ond Hensigt til at krydse Simon Fords Planer? Saadanne Tanker paatrængte sig James Starr imedens han overvejede Sagen. Modsigelsen mellem de to Breve gjorde ham imidlertid kun dobbelt ivrig efter at møde ved Dochart Gruben. Selv om hele Indbydelsen kun beroede paa en Mystifikation, ansaa han det dog for bedre at skaffe sig Vished derom. Og desuden var han mere tilbøjelig til at skænke den første Skrivelse mere Tiltro end den efterfølgende — det vil sige mere end Indbydelsen fra en Mand, som Simon Ford, end en Tilbagekaldelse fra hans navnløse Modstander.
„Netop fordi man søger at øve Indflydelse paa min Beslutning,” sagde han til sig selv, „maa jeg gaa ud fra, at Simons Fords Meddelelse er af en ganske særlig Interesse. Jeg vil i Morgen være paa det opgivne Sted til den bestemte Tid.”
Henimod Aften traf James Starr de nødvendige Forberedelser til sin Afrejse. Da hans Fraværelse nemt kunde komme til at strække sig over flere Dage, underrettede han Sir W. Elphiston, Præsidenten for „Royal Institution” om, at han var forhindret fra at være tilstede ved Selskabets næste Møde. Han gjorde sig ogsaa fri for et Par andre Forretninger, som han skulde have udført i Ugens Løb. Efter at han endelig havde givet sin Tjener Ordre til at pakke ind, lagde han sig til Hvile, vistnok mere .nervøs end hele Historien var værd.
Næate Morgen ved Femtiden stod James Starr op og klædte sig godt varmt paa, da der faldt en kold Regn. Han gik fra Huset i Canongate til Granton-Pier for at faa fat i Dampbaaden, der gaar fra Forth til Stirling paa smaa tre Timer.
Da James Starr gik gennem Canongate, det gamle Edinburghs berømte Hovedgade, var det maaske første Gang i sit Liv, at han ikke saa paa Holyrood, de tidligere Regenters Palads. Han lagde ikke Mærke til Vagten foran Porten, og skønt han var en stor Beundrer at Walter Scott, værdigede han ikke det Gæstgiverhus et Blik, hvor Wawerly tog ind og hvor Skrædderen havde bragt ham den berømte Vaabendragt, som Enken Flock, havde fundet saa yndig. I Highstreet drejede han af ved Kæmpebroen, der forbinder Edinburghs tre Høje med hverandre.
Faa Minutter senere naaede haa Hovedbanegaarden og tog med Toget til Newhaven, et smukt Fiskerleje en Fjerdingvej fra Edinburghs Havnestad Leith. Tilvenstre i det lille Havnebassin, laa den Baad, som besørgede Trafikken mellem Edinburgh og Stirling.
Sorte Røgskyer hvirvlede ud af „Prinsen af Wales” Skorsten. Klokken ringede og de sidste Passagerer skyndte sig med at naa Skibet. Købmænd, Forpagtere og Tjenere tumlede rundt imellem hinanden, de sidste let kendelige paa deres korte Knæbenklæder, lange Frakker og hvide Halslinninger.
James Starr var ikke den sidste, som gik ombord, han sprang adræt op paa „Prinsen at Wales” Fordæk. Skønt det regnede stærkt, tænkte dog ingen af Passagererne paa at søge Ly i Damperens Salon, alle blev siddende indhyllede i Plaider og Kapper, nogle styrkede sig nu og da med en Slurk Ingefærøl eller Whisky fra Feltflasken, hvad man der kalder „at tørre sig indvendig”. Saa lød Klokken for sidste Gang, der blev kastet los og „Prinsen at Wales” snoede sig med nogle forsigtige Bevægelser ud af det lille Bassin.
Bugten hedder Firth of Forth og her flyder den lille, ubetydelige Flod Forth ud. Den er ligesom Themsen og Mersey meget dyb. Fra Newhaven til den yderste af Bugten er kun en kort Vej; men den gøres længere fordi Skibet saa ofte skal løbe an ved begge Bredderne. Smaa Provinsbyer, Landsbyer og enkelte Herregaarde dukker op mellem de yppige Trægrupper i det frugtbare Landskab. James Starr stod beskyttet under Kommandobroen og gjorde sig aabenbart ikke megen Ulejlighed med at studere Landskabet, der forøvrigt laa halvt indhyllet i Regn-tykning. Han var meget mere optaget af, ikke at vække nogen af Passagerernes Opmærksomhed; thi maaske var Forfatteren af det andet Brev ogsaa her med Damperen, skønt Ingeniøren maatte indrømme for sig selv, at der ikke var nogen, som saa paa ham med mistænksomme Blikke.
Efter at „Prinsen af Wales” havde forladt Granton-Pier gik den igennem det smalle .Løb mellem de to stærkt fremspringende Landtanger ved Syd og Nord Queensferry. Paa den anden Side Løbet danner Forth en Slags Sø, som kan befares af Skibe paa indtil 100 Tons. Gennem nogle enkelte Flænger i Taagen kunde man ude i Horizonten skimte Grampion Bjergenes snedækte Toppe.
James Starr var noget urolig. Vilde Simon Fords Søn, som aftalt, være tilstede? Han vidste af Erfaring, at Minefolkene, der er vant til de dybe Kulgrubers forholdsvis uforanderlige Vejrlig, nødig udsætter sig for Slud og Regn. Fra Callander til Dochart Gruben og Yarow Skakten er Afstanden fire engelske Mil. Muligvis havde den lange Afstand forskrækket den unge Mand eller dog i det mindste forsinket ham, og saa var der jo endelig det med det andet Brev, der ophævede det første.
Han bestemte sig til, saafremt Harry Ford ikke skulde være tilstede, at gaa alene til Dochart Gruben og hvis det var nødvendigt, videre til Aberfoyle. Der maatte han kunne faa Underretning om Simon Ford og skaffe sig Besked om, hvor han nu boede.
Imidlertid vedblev „Prinsen af Wales” at piske Søerne med sine Skovle, indtil den løb ind ved Alloa, for at sætte nogle Passagerer i Land. James Starr følte en vis Beklemthed, da han nu efter ti Aars Forløb atter passerede den lille By, der, som Midtpunkt i et vigtigt Kuldistrikt, beboedes af en talrig Arbejderskare. Hans Fantasi førte ham ned under Jorden, hvor Minearbejdernes Spidshakker bragte de sorte Skatte frem. Disse Miner i Alloa, der laa nærmest ved Aberfoyle Minerne, skaffede endnu store Rigdomme til Grevskabet, medens de tilgrænsende allerede for mange Aar siden udtømte Værker, ikke kunde underholde en eneste Arbejder.
Da Damperen forlod Alloa, maatte den møjsommelig sno sig frem gennem de mange Bugter, der er særlig talrige her. Ruinerne af Abbediet ved Cambuscennet, der var opført i det tolvte Aarhundrede, kom et Øjeblik tilsyne. Saa passeredes—Slottet ved Stirling, hvorfra Floden ikke mere er farbar for Fartøjer med Mast, da to lave Broer gaar over den.
Næppe havde „Prinsen af Wales” lagt til, førend Ingeniøren sprang i Land paa Kajen, fem minutter senere naaede han Banegaarden i Stirling, og en Time derefter steg han ud af Toget i Callander paa den venstre Leithbred.
Foran Banegaarden ventede en ung Mand, der straks gik Ingeniøren i Møde.
Det var Harry, Simon Fords Søn.