Det Sorte Indien

Harry Ford var en høj, kraftig og velvoksen, ung Mand paa 25 Aar. Allerede i hans tidligste Ungdom lagde man Mærke til hans alvorlige Ansigt og eftertænksomme Væsen. Han havde regelmæssige Træk, store, blide Øjne og brunligt Haar. Af Karakter var han overordentlig elskværdig, han var en fuldendt Type paa den bedste Sort Lavlændere. Han var vant til Arbejde fra sin tidligste Ungdom og havde i Minerne lært at være en god Kamerat. I sin Fritid havde han udvidet sine Kundskaber og hans Uddannelse, var nu saadan, at han utvivlsom vilde være blevet sin Faders Efterfølger, som Overstiger i Dochart Gruben, hvis denne ikke var bleven ophævet. De to Fodgængere fulgte Flodens venstre Bred og drejede saa af ind over Landet og kom paa Egne, som James Starr gensaa med bevægede Følelser. Nu sitrede Luften ikke mere af fjerne Damppiber og af Maskinernes kogende Aandedræt. I Horizonten opdagede man ikke den sorte Røg, som Industrifolk holder saa meget af at se. Ingen høj cylindrisk eller prismatisk Skorsten ragede op ved Siden af en Grube og man hørte ikke Dampens Hvæsen igennem Spilderørene. Den tidligere af Kulstøv tilsmudsede Jordbund, havde nu et renligt Udseende, som James Starrs Øjne slet ikke kunde vende sig til.

Da Ingeniøren blev staaende, standsede ogsaa Harry Ford sine Skridt. Den unge Minør ventede uden at sige et Ord, han havde en instinktmæssig Følelse af, hvad' det var, der optog Ingeniørens Tanker og han, Kulgrubens Barn, der havde tilbragt hele sin Ungdom i Jordens Dyb, forstod den andens smertelige Følelser.

„Ja, Harry,” begyndte James Starr, „her har rigtignok alting forandret sig, og dog, det maatte jo komme, naar disse Kulskatte en Gang var udtømte. Du tænker vel med Bedrøvelse paa den Tid.”

„Ja, det gør jeg, Hr. Starr. Arbejdet var haardt, men det var underholdende som en Kamp.”

„Det har Du Ret i, min Ven. Hvert Minut var Kamp, Kamp mod Faren, mod Nedstyrtning, mod Ildebrand, mod Oversvømmelse, der rammer sine Ofre som Lynet. Her galt det om at have et modigt Sind, ja, Du har Ret, det var en Kamp, et evigt bevæget Liv.”

„Minearbejderne i Alloa har trukket et bedre Lod end de i Aberfoyle, Hr. Starr'.””

„Javel Harry,” svarede Ingeniøren.

„Ja, man maa virkelig beklage,” fortsatte den unge Mand, „at der ikke findes Stenkul under hele Jordkloden, saa havde vi da et Forraad for nogle Millioner Aar.”

„Det er sandt, Harry, og dog har Naturen handlet viseligt, ved fortrinsvis at danne vore Planeter af Sandsten, Kalk og Granit, af ikke brændbare Stoffer.”

„De vil dog ikke dermed sige, Hr. Starr, at Menneskene ellers tilsidst vilde have opbrændt hele Jorden?”

„Jo, det vil jeg rigtignok,” svarede Ingeniøren, „de vilde have brugt hver en Smule af Jorden og paa den Maade vilde vor Klode tilsidst være gaaet til Grunde.”

„Det behøver vi ikke mere at være bange for, Hr. Starr; Stenkullene vil maaske være brugt endnu hurtigere end Statistikerne har udregnet.”

„Uden Tvivl, Harry, og efter min Mening er det urigtigt af England, at ombytte sit Brændselsmateriale mod andre Nationers Guld. Jeg ved nok, at den hydrauliske Kraft og Elektriciteten endnu ikke har sagt deres sidste Ord og at begge Dele kan udnyttes mere fordelagtigt; men Stenkul er nu en Gang saa uhyre bekvemt og tilfredsstiller saa mange forskellige af Industriens Behov. Desværre kan Menneskene imidlertid ikke faa saa mange Stenkul, som de ønsker. Medens Jordoverfladens Skove stadig fornyes ved Hjælp af Varme og Vand, saa er det jo ikke Tilfældet med Skovaflejringerne i Jordens Indre og sandsynligvis kommer de Betingelser, som er nødvendige til Aflejringernes Dannelse aldrig mere tilstede paa vor Planet.”

Stadig smaasnakkende fortsatte James Starr og hans Ledsager deres Vej. En Time efter at de havde forladt Callander, naaede de Dochart Gruben.

Selv en ganske Udeltagende, vilde have følt sig pinlig berørt ved det forladte Etablissements sørgelige Udseende. Det lignede kun et Skelet af et en Gang levende Væsen.

Indenfor en vid, af nogle magre Træer indfattet Firkant, dækkede Kulstøv endnu Jorden, men ingen Steder laa der Slagger eller Stykker. Alt var ført væk og forlængst brugt.

Paa et Bakkedrag stod endnu et omfangsrigt Stillads i flere Etager. Øverst oppe paa det, saa man et stort Jernhjul og derunder de store Valser, om hvilke tidligere de Tove havde løbet, som trak Kulladningerne op.

I Stilladsets underste Etage, var nogle forfaldne Maskinrum, hvis Staal—og Kobberdele tidligere havde skinnet saa klart og muntert: Nogle Murrester laa spredt omkring paa Jorden mellem sønderbrudte, mosbevoksede Bjælker. Knækkede Pumpestænger, søndrede Puffer, Drivhjul uden Tænder. Stræbebjælker med enkelte Tværstykker, der stak frem som Ryghvirvlerne paa en Ichthyosaurus, Skinner over en halv sammenfalden Viadukt, der kun støttedes af to eller tre faldefærdige Stivere, Hestebanespor, som næppe kunde bære en tom Vogns Vægt, saaledes var det bedrøvelige Skue, Dochart Gruben frembød i Dag.

Skaktaabningens murede Rand, hvis Sten havde forskubbet sig, var helt tilgroet med Ukrudt; men her kunde man dog endnu se Sporene af en Tipvogn og paa et andet Sted Kulrester; det var der, hvor man havde sorteret Kullene efter Kvalitet og Størrelse.

„Det er en forfærdelig Ødelæggelse,” sagde James Starr, med et Blik paa den unge Mand, der ikke gav noget Svar. Ingeniøren bøjede sig ud over Skaktmundingen; her hørte man tidligere den pibende Lyd af de mægtige Ventilatorer, der sugede Luft til sig, nu herskede her en Stilhed som i en Afgrund.

James Starr og Harry Ford gik ned af den første Stigeafdeling; i den Tid hvor her blev arbejdet, havde forskellige sindrigt konstruerede Maskiner uden Fare for Minearbejderne, ført dem op og ned i Gruben. Disse fuldkomne Apparater var blevet fjernede da Arbejdet hørte op. I Yarow-Skakten var der nu kun et System af Stiger, som var delt i Afsnit paa 50 Fod. Ad 30 Stiger, den ene under den anden, naaede man saa til Grunden af det underste Galleri, der laa i en Dybde af 1500 Fod. Anden Vej fra Dochart Gruben til Jordens Overflade fandtes ikke. Luften fornyedes i Yarow Skakten gennem en Forbindelse mellem en højere liggende Skaktaabning og saaledes steg den varme Luft stadig op igennem denne omvendte Hævert og blev erstattet fra den dybere liggende Munding.

„Jeg følger Dig,” sagde Ingeniøren og gav den unge Mand et Tegn.

„Som De vil, Hr. Starr.”

„Du har vel Din Lampe?”

„Ja, det har jeg rigtignok.”

„Ak, var det dog blot en Sikkerhedslampe, som dem vi tidligere brugte.”

„Jamen nu behøver man ikke mere at frygte noget,” svarede Starr.

Harry tog en ganske simpel Olielampe frem og tændte Vægen. I den kultømte Grube kunde Kulvandsgasstoffet ikke mere udvikle sig og man behøvede derfor ikke mere at nære Bekymringer for Explosioner, og ligesaa overflødigt syntes det, at omgive Flammen med den Beskytter af Metaltraad, som er bestemt til at forhindre den letfængelige Kulgas fra at blive antændt. Den den Gang allerede forbedrede Davidske Sikkerhedslampe var her ikke mere i Brug. Naar Faren ikke mere existerede, saa var det fordi Aarsagen til den, Brændselsmaterialet, Dochart Grubens tidligere Rigdom ikke længere var tilstede.

Harry steg nu ned ad de første Trin paa den øverste Stige. James Starr fulgte ham og snart befandt begge sig i det dybeste Mørke, som Lampens svage Lysskær kun langsomt formaaede at trænge igennem. Den unge Mand holdt Lampen over sit Hoved, for at kunne lyse bedre for sin Ledsager. Ved den femtende Afsats, der betegnede Halvdelen af Vejen, tog de et Øjebliks Hvil.

„Jeg har ikke mere Dine Ben,” sagde Ingeniøren og trak Vejret dybt, „men det gaar dog an endnu.”

„De har et udmærket Helbred, Hr. Starr,” svarede Harry, „det er ikke saa underligt„ at jeg klarer mig godt, som har levet saa længe i Gruben.”

„Du har Ret, Harry, da jeg var nogle og tyve Aar, steg jeg med Lethed ned i den uden at standse, men lad os nu gaa videre.”

Men netop som de vilde fortsætte deres Gang af Stigen, som førte dybere ned, hørte man fra Skaktens Bund en Stemme. Den trængte op, som en efterhaanden voksende Bølge og tiltog i Tydelighed.

„Naa, hvem kommer dér,” spurgte Ingeniøren og holdt Harry tilbage.

„Jeg ved det ikke,” svarede den unge Miner.

„Din Faders Stemme er det ikke.”

„Nej, sikkert ikke, Hr. Starr.”

„Saa maaske en Nabo.”

„Vi har ingen Naboer i Gruben dernede, vi er alene, ganske alene.”

„Godt, saa lad os først lade denne Fremmede passere”, sagde James Starr, „det er jo Sædvane her i Minerne, at de, der stiger ned, bør vige for den, der klavrer op.”

Begge ventede.

Stemmen lød nu helt klar og forunderlig tydelig, som var det et ypperligt akkustisk Rum, og snart hørte den unge Minør nogle Ord af en bekendt skotsk Vise.

„Visen om Indsøen,” raabte Harry, „det skulde undre mig, hvis den kom fra en andens Mund end Jack Ryans.”

„Hvem er denne Jack Ryan, der synger saa fortræffeligt,” spurgte James Starr.

„En gammel Kammerat fra Gruben,” svarede Harry. Han bøjede sig frem over Stigen.

„Hej, Jack,” raabte han ned.

„Er det dig, Harry,” lød det tilbage, „jeg kommer, jeg kommer.” Snart hørte han paany Sangen og lidt efter viste sig i Lyskeglen en ung Mand paa 25 Aar. Han havde et aabent Ansigt, leende Træk, lyseblondt Haar og stod nu paa den femtende Stigeafsats. Han greb straks Harrys Haand og trykkede den hjerteligt.

„Aah, det glæder mig at møde Dig,” raabte han. „Havde jeg dog bare vidst, at Du i Dag var steget op til Jordens Overflade, saa kunde jeg have sparet mig denne Klatretur i Yarow Skakten.”

„Her er Hr. James Starr,” sagde Harry og rettede Lyset mod Ingeniøren, der stod i Halvmørke.

„Hr. Starr,” raabte Jack Ryan. „Hr. Ingeniør, jeg vilde ikke have været i Stand til at kende Dem. Siden jeg ikke mere arbejder i Grubefaget er mine Øjne helt afvant med at se i Halvmørke.”

„Jeg husker godt en lystig Knøs fra den Gang; han sang altid, det er ganske vist ti Aar siden, men det var Dig, ikke sandt.”

„Lyslevende Hr. Starr, selv om jeg ogsaa har opgivet min Bestilling, saa har jeg dog beholdt det gamle Humør. Man maa hellere le og synge end jamre og græde.”

„Vel talt, Jack Ryan, og hvad bestiller Du nu, siden Minen er gaaet i Staa?”

„Jeg arbejder paa Mejeriet i Melrose, i Nærheden af Irwine Grevskabet Renfeew, omtrent 14 Mil herfra; men det var rigtignok rarere her i Gruberne i Aberfoyle, og saa er her saadan et dejligt Ekko her i den gamle Grube, som synger Viserne meget bedre med end deroppe. De vil aflægge den gamle Skakt et Besøg, Hr. Starr?”

„Ja,” bekræftede Ingeniøren.

„Saa vil jeg ikke opholde Dem.”

. „Men sig mig, Jack,” spurgte Harry, „hvad førte Dig egentlig herned til os?”

„Jeg vilde besøge Dig,” svarede Jack Rayn, „for at indbyde Dig til Irwine Dagens Fest. Du ved jeg er Piber der paa Stedet, og der bliver sunget og danset.”

„Tak skal Du have, Jack, men det bliver mig ganske umuligt.”

„Umuligt!”

„Ja, Hr. Starrs Besøg hos os kan godt trække noget længere ud, og jeg maa ogsaa følge ham tilbage til Callander.”

„Jamen Harry, Klanens Fest er først om 8 Dage, og til den Tid tænker jeg da, at Hr. Starrs Besøg vil være forbi, og saa er der da ikke noget, der kan holde Dig tilbage.”

„Slaa til, Harry,” sagde Ingeniøren, „og modtag din Kammerats Indbydelse.”

„Godt, jeg kommer, Jack,” sagde Harry, „om 8 Dage mødes vi til Festen.”

„Glem det nu ikke,” svarede Ryan. „Lev vel, Harry, Farvel Hr. Starr, De ved ikke hvor glad jeg er over endelig en Gang at have set Dem igen, og nu kan jeg da bringe mine Venner Efterretninger om Dem. Der er ikke en eneste, der har glemt Dem, Hr. Ingeniør.”

Jack Ryan forsvandt snart syngende højt oppe i Skakten og Skinnet fra hans Lampe tabte sig. Et Kvarter senere klatrede James Starr og Harry lykkeligt ned ad de sidste Trin og betraadte Grunden i Grubens underste Etage.

Rundt om den lille cirkelformede Flade, som danner Yarow Skaktens Grund, løb flere straaleformede Gange ud, de sidste Aarer i Kulminen, der havde givet Udbytte. De førte lige ind i Skifer og Sandstensmasser og de var delvis afstivede med mægtige Bjælker og dels opmurede, hvor Jorden var løsere.

Der herskede det dybeste Mørke i disse Gallerier, som en Gang var blevet oplyste med Minefolkenes Lamper eller med elektrisk Lys, som man havde anvendt de sidste Aar, Minen var i Drift; men de dunkle Gange genlød heller ikke mere af Tipvognenes Skuren paa Skinnerne, af Hestes og Mulæslers Vrinsken, af Kulhuggerens Slag eller af Dynamitpatronernes Tordnen, naar der blev sprængt noget løs i det underjordiske Rige.

„Vil De hvile Dem lidt, Hr. Starr?” spurgte den unge Mand.

„Nej, min Ven,” svarede Ingeniøren, „lad os snarest muligt naa til Simons Bolig.”

„Saa følg De efter mig, Hr. Starr. Jeg vil føre an, skønt jeg er vis paa, at De ogsaa vilde være i Stand til at finde Vej alene i denne dunkle Labyrint.”

„Det vilde jeg. Jeg har endnu hele Planen af den gamle Grube i Hovedet.”

Harry gik foran og holdt Lampen højt i Vejret for bedre at oplyse Vejen for Ingeniøren. De høje Gallerier lignede Sideskibet i en mægtig gammel Kirke. Af og til stødte den Vandrendes Fod endnu mod Sveller fra den Tid der var Skinner her. De havde næppe gaaet 50 Skridt, før en vældig Sten faldt ned tæt foran James Starr.

„Tag Dem i Agt, Hr. Starr,” raabte Harry, idet han greb Ingeniørens-Arm.

„Det var kun en Sten, der rev sig løs, Harry.”

„Hr. Starr,” svarede Harry, „mig forekom det, som om den Sten blev kastet af en Menneskehaand.”

„Kastet!” gentog James Starr. „Hvad mener Du med det?”

„Intet, intet, Hr. Starr,” svarede Harry Ford undvigende; men hans Blik var mørkere og søgte ligesom at trænge igennem den tykke Jordmur. „Vi vil gaa videre, tag De min Arm, saa behøver De ikke at være lange, hvis De skulde gøre et Fejltrin.”

Begge gik videre, medens Harry gentagne Gange saa sig tilbage og vendte Lampens Skin mod de dunkle Sidegange.

„Er vi der snart?” spurgte Ingeniøren.

„Det varer højst 10 Minutter.”

„Godt!”

„Det er dog højst ejendommeligt,” mumlede Harry, „og det er første Gang noget saadant har hændt mig. Og at Stenen netop skulde falde ned i det Øjeblik, vi gik der forbi.”

„Det var et rent Tilfælde, Harry.”

„Tilfælde,” den unge Mand rystede paa Hovedet, saa standsede han pludselig og lyttede.

„Hvad er der i Vejen med Dig, Harry?” spurgte Ingeniøren.

„Jeg troede, jeg hørte Skridt bagved os,” svarede den unge Mand og lyttede anspændt. Efter en Stunds Forløb sagde han: „Nej, jeg maa dog have taget fejl; men støt Dem nu til mig, Hr. Starr. Benyt mig som en Stok.”

„Og det kalder jeg en solid Stok,” afbrød James Starr ham. „Du er dog den braveste Knøs i Verden.”

Tavse vandrede de begge gennem den brede, mørke Gang. Harry vedblev at vende sig om, enten for at lytte efter en fjern Støj eller for at se efter et eller andet Lysskær; men foran ham og bagved ham vedblev alting at være mørkt og stille.

JV.Gilead.org.il
Copyright © Zvi Har’El
$Date: 2007/12/27 09:26:57 $