Det Sorte Indien

Det er bekendt, at der endnu hersker en Del Overtro baade i det skotske Lav—og Højland. I visse Klaner holder Godsejerne og Bønderne af at underholde sig med Fortællinger fra Mythologien, naar de kommer sammen om Aftenen. Skønt der bliver sørget rigeligt for Folkets Oplysning, saa er det dog ikke gaaet op for Beboerne, at disse gamle Legender er opdigtede; det er ligesom om de synes at være fast sammenvoksede med Jordbunden i Skotland.

I Bevidstheden lever endnu Aander og Spøgelser, Nisser og Feer. Onde Aander kommer tilsyne i de mest forskellige Skikkelser. Her færdes Højlandets Fremsynede, som kan forkynde forestaaende Dødsfald, endvidere „May Moullach”, der viser sig i Skikkelse af en ung Pige med behaarede Arme, som forkynder Familierne, naar en Ulykke truer dem, Feen „Branschie”, der ligeledes meddeler sørgelige Begivenheder, „Brawnies”, der anses for at være Hjemmenes Beskyttere, „Urisk”, der fortrinsvis driver sit Spil ved Catharina Søen vilde romantiske Slugter — og endnu mange andre.

Det forstaar sig af sig selv, at de skotske Kulminers Arbejderbefolkning leverer yderligere Bidrag til Legenderne og Fablerne paa dette mythologiske Repertoire. Naar Højlandets Bjerge er opfyldte af gode og onde fantastiske Væsener, saa maa selvfølgelig de mørke Kulgruber i endnu højere Grad kunne gøre Krav paa, at være beboet af lignende overnaturlige Væsener, langt nede i Dybet. Hvem skulde ellers i stormfulde Nætter ryste Jordlagene, hvem føre den søgende Minør til endnu ikke udnyttede Aarer, hvem lader hine frygtelige Eksplosioner opstaa uden en Aand i Minen?

Det var i det mindste en ganske almindelig udbredt Anskuelse blandt de overtroiske Skotter, og hvor kunde ogsaa Lettroenheden udvikle sig bedre end i disse stille Dyb, og naturligvis foregik saadanne overnaturlige Hændelser ganske særligt i Minerne i Aberfoyle, der netop laa lige midt i en af de sagnrigeste Egne.

Den store Mængdes Tro paa det overnaturlige, fik stadig ny Næring gennem forskellige hidtil uforklarlige Tilfælde, som var forekommet i den allernyeste Tid.

Til de allermest overtroiske Folk i Dochart Gruben hørte Jack Ryan, Harrys Arbejdskammerat. Han havde nu ogsaa en ganske særlig Interesse i alt overnaturligt. De Viser, som han foredrog i de lange Vinteraftener under Tilhørernes udelte Bifald, var for en stor Del byggede over hine fantastiske Sagnberetninger. Men han var imidlertid ikke den eneste; alle hans Kamerater kunde bekræfte, at der i Gruberne ved Aberfoyle, ligesom i Højlandene, hyppigt viste sig overnaturlige Væsener. Naar man hørte Folkene tale derom, maatte man næsten tro paa deres Fortællinger. Der gives jo for Dværge, Bjergaander og Spøgelser af alle Arter, næppe et bedre egnet Sted end Minens mørke, stille Dyb; her er jo indrettet en fuldstændig Scene for dem, og hvorfor skulde saa de overnaturlige Væsener forsømme at spille deres Roller netop der?

Saaledes tænkte i det mindste Jack Ryan og hans Kammerater fra Aberfoyle Minerne. De forskellige Gruber stod alle i Forbindelse med hverandre gennem lange Gallerier. Den udstrakte Undergrund, der var gennemskaaret af Tunneler og gennemboret af Skakter, dannede altsaa under hele Grevskabet Stirling en Slags underjordisk Labyrint, der lignede en uhyre Myretue. Minearbejderne fra de forskellige Skakter mødtes hyppigt, naar de kom til eller gik fra Arbejde. De meddelte hinanden deres Oplevelser og Eventyrene løb let fra Grube til Grube. Beretningerne fik derved en vidunderlig hurtig Udbredelse, og som det gerne sker, voksede de ved at fortælles fra Mund til Mund.

Der var dog to Mennesker, som paa Grund af derea udmærkede Uddannelse og hele nøgterne Karakter, dannede en hæderlig Undtagelse og aldrig lod sig forlede til at antage, at Aanderne eller Féerne øvede nogen Indvirkning paa Livets Foreteelser: det var Simon Ford og hans Søn. Det var jo ogsaa et Vidnesbyrd herom, at de var blevet boende i Dochart Grubens ensomme Huler efter at Arbejdet var blevet nedlagt. Maaske havde den brave Madge, som de fleste andre skotske Minekvinder, en vis Hang til det overnaturlige. Alle Beretninger om Aandesyner og deslige gemte hun dog for sig selv; men hun bevarede dem med en vis Troskab, ligesom af en Slags Pietetsfølelse mod de gamle Sagn.

Men selv om Simon og Harry Ford havde været lige saa overtroiske som deres Kammerater, vilde de dog ikke have overladt Minen til de Overnaturlige. Haabet om at finde en ny Kulaare, vilde have faaet dem til at byde hele den fantastiske Flok af Puslinger Trods.

Deres Tro samlede sig kun om et Punkt: de kunde ikke fatte, at Aberfoyle Kullejerne allerede vare fuldstændig udtømte. Man kunde med Rette sige, at Simon Ford og hans Søn i den Retning nærede en sand Kulsviertro. De troede paa det, som paa Gud og var ikke til at rokke.

Igennem ti lange Aar, uden at tage sig en eneste Fridag, tog Fader og Søn, urokkelig i deres Overbevisning, Hakke, Stok og Lampe i Haanden og gik ud for at søge efter nye Skatte. De bankede paa enhver Klippevæg for at høre, om den ikke gav en tør eller lovende Tone.

Da de tidligere Undersøgelser ikke var naaet til den primære Formations Granit, troede Simon og Harry _Ford fuldt og fast, at de Efterforskninger, der i Dag var frugtesløse, ikke behøvede at være det i Morgen, og de arbejdede rastløs videre. De viede deres hele Liv til at tilbagevinde Aberfoyle Minernes tidligere Værd. Skulde Faderen bukke under, førend Maalet var kronet med Held, saa vilde Sønnen alene have fortsat Arbejdet. Paa samme Tid havde disse tro Vogtere af Kulgruben ogsaa Øje for Nødvendigheden af, at holde Gruben i Stand; de undersøgte, hvor man kunde befrygte en Sammenstyrtning og om man skulde overlade denne eller hin Del af Minen til Forfald. De eftersporede enhver Indtrængen af Vand, de gravede Afløbsrender og ledede Vandet til Opsamlingsbrønde. Kort sagt de tjente frivillig som Beskyttere og Opretholdere af dette uproduktive Anlæg, af hvilke en Gang saa store, men nu i Røg forflygtede Rigdomme var fremgaaet.

Under nogle af disse Udflugter havde Harry lagt Mærke til nogle paafaldende Foreteelser, som det ikke var lykkedes ham at tyde.

Flere Gange, naar han var gaaet igennem et eller andet snævert Galleri, troede han at høre Støj, som blev der slaaet kraftigt med en Hakke et eller andet Sted paa Væggen. Da han hverken følte sig forskrækket af noget overnaturligt eller naturligt, havde han anstrengt sig efter Evne for at komme paa Spor efter dette hemmelighedsfulde Arbejde. Gangene var forladte, den unge Mand lyste med sin Lampe langs Væggene uden noget Sted at finde Spor af Økse- eller Hakkeslag. Han kom tilsidst til den Overbevisning, at det maatte være et akkustisk Bedrag, et vidunderligt fantastisk Ekko.

Til andre Tider, naar han pludselig lod sin Lygte lyse ned i en hemmelighedsfuld Udhulning, havde han set noget, der lignede en Skygge, liste sig forbi. Han sprang løs paa det: der var intet, han fandt ikke en Gang et Smuthul, gennem hvilket et menneskeligt Væsen kunde have undraget sig Forfølgelsen.

To Gange i Løbet af en Maaned hørte Harry, naar han besøgte den vestlige Del af Minerne, fjerne Brag, som naar Arbejderne—foretager Sprængninger med Dynamitpatroner. Ved at anstille de mest omhyggelige Efterforskninger, fandt han ogsaa ud af, at en Pille var blevet kastet omkuld ved en Minesprængning. Han undersøgte ved Hjælp af en Lampe, den ved Sprængningen sønderrevne Væg, den bestod af Skifer, som jo overhovedet er fremherskende i denne Del af Minen. Havde nu en eller anden foretaget denne Sprængning for muligvis at opdage en ny Aare, eller var det kun et Forsøg paa at afspærre denne Del af Minen? Disse Spørgsmaal gjorde han stadig sig selv, og da han fortalte sin Fader derom, var heller ikke han i Stand til at besvare dem tilfredsstillende.

„Det er forunderligt,” gentog Harry hyppigt, „man skulde dog ikke antage, at der opholdt sig et ubekendt Væsen i Gruben, og alligevel synes det at være udenfor al Tvivl. Er der foruden os, en anden, der søger om her endnu findes et Leje, der kan udnyttes, eller vil han kun fuldstændig ødelægge hvad der endnu er tilbage af Aberfoyle Minerne. Jeg maa vide det, selv om det skal koste Livet”

Fjorten Dage førend Harry Ford førte Ingeniøren gennem Dochart Grubens vildsomme Gange, troede han, at han var nær ved at naa Maalet for sine Efterforskninger.

Med en mægtig Fakkel i Haanden strejfede han gennem den sydvestlige Del af Gruben, da det pludselig forekom ham, at der blev slukket et Lys nogle faa hundrede Skridt foran ham, netop ved en skraa opadløbende Skakts Udgangspunkt. Han ilede i Retning af det Sted, hvor han havde set det mistænkelige Lysskær: forgæves!

Da Harry ikke var vant til at tilskrive naturlige Hændelser en overnaturlig Aarsag, saa sluttede han, af hvad han havde set, at en Ubekendt maatte være paa Spil. Men trods det, at han med den pinligste Omhyggelighed undersøgte de mindste Fremspring og Hulheder i Gangene, var hans Anstrængelser forgæves og skaffede ham ingen Vished.

Harry satte nu sin Lid til, at et Tilfælde vilde bringe Hemmeligheden for en Dag. Her og dér saa' han flere Gange Lys skinne. De lignede Lygtemænd, som de hoppede fra det ene Sted til det andet, men de lyste kun op som et Lyn, og han maatte opgive videre Efterforskninger.

Hvis Jack Ryan eller en af de andre overtroiske Grube-arbejdere havde set disse fantastiske Flammer, vilde de uden Tøven have troet, at de skyldtes overnaturlige Kræfter, men det troede hverken Harry eller hans Fader. De talte som sagt ofte om det og var vis paa, at Aar-sagerne var ganske naturlige.

„Lad os bare være rolige,” plejede den gamle Overstiger at sige, „det kommer nok altsammen for en Dag.”

Hverken Harry eller hans Fader havde nogensinde været Genstand for et voldeligt Angreb, og hvis hin Sten, der faldt saa tæt ned foran Ingeniøren, var blevet kastet af en ondsindet Person, saa var dette det første forbryderiske Forsøg.

James Starr svarede, da man spurgte om hans Mening, at Stenen maatte have løsnet sig, men Harry troede ikke paa en saa simpel Forklaring. Han blev ved sit, at Stenen ikke var faldet ned, men kastet.

Den maatte være slynget ned med Magt, thi ellers havde den ikke kunnet beskrive en Kurve.

Harry saa' heri snarere et direkte Attentat mod sig og sin Fader end mod Ingeniøren, og man maa tilstaa, at han havde nogen Grund til at tænke saaledes.

JV.Gilead.org.il
Copyright © Zvi Har’El
$Date: 2007/12/27 09:26:57 $