Det Sorte Indien

Klokken slog 12 paa det gamle Stueur, da James Starr og hans Ledsagere forlod „Cottagen”. Dagslyset, som svagt trængte ned gennem Ventilationsskakten, overflødiggjorde næsten Lamperne; men det vilde ikke vare længe, thi det var den gamle Overstigers Hensigt, at føre Ingeniøren helt over til Dochart Grubens fjerneste Ende.

Efter at de havde fulgt et af Hovedgallerierne i en Strækning af to Mil, kom de til en snævrere Passage, der gik i samme Retning, som den cirka 1500 Fod ovenover løbende „Forth”.

Da Simon Ford gik ud fra, at Ingeniøren havde glemt Grubens nøjagtige Beliggenhed, gav han ham en kort Beskrivelse af dens Grundplan og Formation.

De to Mænd gik rask fremad, ført af Harry, der gjorde sig Umage for at lade Skæret af sin Lygte falde ind i alle fordægtige Kroge og Smuthuller.

„Er der langt igen, Simon?” spurgte Ingeniøren.

„En lille halv Mil, Hr. Ingeniør. I gamle Dage havde vi bare taget Plads paa en af „Hundene”, saa havde vi været der i en Haandevending. Ak ja, den Tid ligger allerede langt tilbage.” —

„Vi skal altsaa der hen, hvor vi fandt den sidste Aare, kan jeg forstaa.”

„Javel, jeg ser, at Ingeniøren endnu ikke har glemt den gamle Grube. Vi skal derhen, hvor jeg med egen Haand løsnede det sidste Stykke Kul, som fandtes i Gruben. Aah, jeg husker det endnu, som det var i Gaar. Der var slet ikke andet end Skifer og Sandsten tilbage, og da den sidste „Hund” rullede tilbage til Oplagspladsen, var det, som om mit Hjerte skulde briste, og jeg havde en Følelse af, at jeg havde været tilstede ved en Begravelse.

Ingeniøren følte sig dybt grebet af den gamle Bjergmands Tale. Uvilkaarlig greb han Simons Haand og tryk kede den i Tavshed.

Simon Ford vedblev:

„Men vi tog alle fejl. Den gamle Kulgrube var ikke død, den hvilede blot og dens Hjerte slaar endnu den Dag i Dag.”

„De har altsaa fundet en ny Aare,” raabte James Starr ude af sig selv, „det anede mig nok. Deres Brev kunde jo ikke betyde andet. En Meddelelse, som netop skulde gøres mig i Dochart Gruben. Hvad andet skulde kunne interessere mig saa levende? Forklar Simon, forklar.”

„Jeg ønskede altsaa først og fremmest,” begyndte Simon, „at Herren skulde være den første, som fik Nys om Sagen.”

.„Det var Ret, Gamle! Men fortæl mig nu hvorledes det hele er gaaet til, og hvor det nye Leje ligger.”

„Jeg kan just ikke sige at jeg har fundet noget Leje, men... ”

„Hvad da?”

„Kun haandbegribelige Beviser paa, at et saadant maa eksistere.”

„Og. hvori bestaar disse?”

„I Eksplosioner. Kan det tænkes, at der kan være Gas uden at der ogsaa maa være Kul?”

„Nej, vist ikke. Hvor der er Gas er der ogsaa altid Kul. Ingen Virkning uden Aarsag.”

„Det er ogsaa det, jeg mener. Der gaar aldrig Røg af en Brand, uden at der er Ild i den.”

„Og De er sikker paa, at her findes Kulgas?”

„Saadan noget kan en gammel Bjergmand ikke tage fejl af,” svarede Simon, „dertil kender jeg kun altfor godt min gamle Fjende.”

„Men sæt nu, at det er en anden Slags Gas,” indvendte James Starr. „Karbiden er jo farveløs og næsten lugtfri, og viser sig egentlig kun i sine eksploderende Virkninger.”

„Hvis Ingeniøren tillader det, vil jeg gerne give Dem en Beskrivelse af hvorledes det hele er gaaet til, og skulde jeg af og til blive en Smule langtrukken, maa Herren have mig undskyldt.”

James Starr, der kendte Simon Ford godt nok til at vide, at det var bedst ikke at afbryde ham, nikkede blot og den Gamle fortsatte:

„Som jeg vist allerede har fortalt Dem, er der i det forløbne Aar ikke gaaet en eneste Dag, uden at Fyren dér og jeg har været beskæftiget i Gruberne, enten paa den ene eller den anden Maade. Og stadig har vi ventet og haabet paa at finde Spor af nye Aarer, hvis der overhovedet gaves saadanne. Da vi nu ikke kunde foretage Boreforsøg alene, maatte vi stole paa vort Bjergmandsinstinkt og sandt er det, Hr. Ingeniør, at man ofte kommer Maalet nærmere naar man følger sit Instinkt, end naar man gaar tilværks efter de en Gang vedtagne Love og Forskrifter. Det er idet mindste min Mening.”

„Som jeg bøjer mig for,” indskød James Starr.

„Godt! Saa skete det, hverken mere eller mindre, end at Harry paa sine Strejftog i den vestlige Del af Gruberne, blev opmærksom paa, at der gentagne Gange slog Flammer op af Skiferet. Hvad der foraarsagede Antændelsen er os den Dag i Dag en Gaade. Naa, men disse Flammer kunde imidlertid udelukkende skyldes Gasarter og som vi allerede ved, er der ogsaa Kul, hvor der er Gas.”

„Men opstod der da ingen Eksplosioner som Følge af disse Flammer?”

„Jo, enkelte ganske smaa Eksplosioner,” svarede Simon Ford, „akkurat Magen til dem, jeg ofte selv har frembragt, naar det gjaldt om at paavise Karbid. De husker maaske Fremgangsmaaden fra gamle Dage, inden den Davidske Sikkerhedslampe blev opfundet?”

„Javel, Simon. De tænker paa Munkeeksperimentet ikke sandt? Det har desværre aldrig fundet Sted i min Tid.”

„Nej, det tror jeg! Dertil er De rigtignok altfor ung tiltrods for Deres 55 Aar. Men jeg, der er 10 Aar ældre, jeg har med mine egne Øjne set den allersidste „Munk” arbejde her i Gruben. Navnet „Munk” skyldes den store grove Munkekappe, som vedkommende Arbejder bærer til Beskyttelse, men den oprindelige Betegnelse for Stillingen er „Ildmanden”. I hine primitive Tider var det det eneste Middel, man havde. Den omtalte „Munk” eller „Ildmand”, som var indhyllet i sin store Kappe og forsynet med en Hætte og en Maske for Ansigtet, maatte krybe hen ad Gulvet, hvor Luften var forholdsvis ren. Han skulde holde sin Fakkel højt over Hovedet, og fandtes der saa farlige Gasarter, skete der større eller mindre Eksplosioner. Undertiden var disse saa stærke, at „Munken” døde og maatte erstattes af en ny „Munk”, men som oftest slap de ganske godt fra det. Saaledes bar man sig ad den Gang, og saaledes har jeg ogsaa baaret mig ad, det er paa den Maade, jeg har faaet opsnuset, at der endnu findes Kul i vor gamle Grube.”

Simon havde endt sin Beretning og; saa' tankefuldt frem for sig. Saa mødtes hans og Ingeniørens Øjne i et forstaaende Blik.

Efterhaanden blev Gangene snævrere og snævrere, og de kom kun langsomt frem; de glemte baade Tid og Vej medens den gamle Bjergmand forklarede, hvorledes han atter og atter havde gentaget sine Eksperimenter for at være fuldkommen sikker paa det nye Kullejes Tilstedeværelse, inden han henvendte sig til sin gamle Chef.

Efter en Times Forløb havde James Starr og hans Ledsager tilbagelagt cirka fire engelske Mil. Ingeniøren var altfor optaget af hvad han havde hørt, til at tænke paa at være træt. Han overtænkte den gamle Overstigers Beretning og afvejede Argumenterne for og imod. Ogsaa han følte sig overbevidst om, at Gaseksplosionerne maatte tilskrives et nyt Kulleje; men der var den Mulighed — og den maatte tages med i Betragtning — at der et eller andet Sted i Skiferet havde været en Fordybning fyldt med Gas, og at det var denne som havde foraarsaget Eksplosionerne. Paa den anden Side havde Simon Ford og hans Søn jo gentaget deres Forsøg Gang paa Gang, og en saadan Fordybning maatte jo hurtigt blive brændt ud. Nej, den Gamle maatte have Ret, der fandtes sikkert Kul i Dochart Gruben endnu! Nu gjaldt det kun om at konstatere, at det nye Kulleje var righoldigt nok til at det kunde lønne sig at sætte hele Apparatet i Gang.

Pludselig blev Harry staaende.

„Vi er der,” sagde den gamle Bjergmand med en Stemme, der skælvede af Bevægelse, „vi er der, Gud være lovet og takket. Et Øjeblik endnu, Hr. Starr, og De vil selv kunne overbevise Dem om, jeg har haft Eet eller Uret.”

„Brave Sjæl,” sagde James Starr, og greb den Gamles Haand.

Paa det Sted, hvor de nu befandt sig, udvidede Stollen sig til en temmelig rummelig Hvælvning. Her saaes nu Sporene af de sidste Hammerslag, og paa enkelte Ster der var der boret Huller ind i Væggen, som i sin Tid skulde have været benyttet til Dynamitsprængninger; men netop her havde man ligesom opgivet Ævret og der var ikke en Gang blevet bygget en Skakt, saa at denne Del af Gruben var uden nogen som helst Forbindelse med det ovenover liggende Grevskab Stirling.

„Her er det vi maa tage fat,” sagde Simon Ford og løftede Hakken, „det er bagved denne Væg, at den nye Aare skal findes.”

„Er det her, I har kunnet spore Gaslugten?” spurgte James Starr.

„Javel, Hr. Starr, og det mere end én Gang. Det er ingen Sag at faa det til at brænde her, baade Harry og jeg har mange Gange antændt Gassen ved Hjælp af vore smaa Lamper.”

„I hvilken Højde?” spurgte Ingeniøren.

„Ti Fod fra Grunden,” svarede Simon Ford.

James Ford havde taget Plads paa en Klippeblok. Han vidste, at han kunde stole fuldt ud paa den Gamle, og dog — kunde ikke baade han og Sønnen have taget fejl.

Han, James Starr, havde en ganske særlig udpræget Lugtesans og det var ham ikke muligt at mærke selv den svageste Gaslugt. Hvis der overhovedet fandtes Gas, maatte det være i en ganske ringe Kvantitet. Han behøvede alt-saa ikke at frygte for en Eksplosion og kunde uden Fare aabne Sikkerhedslampen og anstille et Forsøg.

Det var med en Følelse af ubeskrivelig Spænding at han anvendte Eksperimentet.

Det syntes heller ikke som om Harry var ganske i sit Es, han vandrede uroligt frem og tilbage, snart paa to Ben som et almindeligt Menneske, snart caa alle fire. indtil han endelig standsede foran sin Fader og sagde: „Fader, jeg véd ikke hvordan det er, men jeg synes ikke der trænger nogen Gas ud gennem Skiferet.”

„Hvad siger Du!” raabte den gamle Bjergmand forskrækket. Med skælvende Hænder tog han det beskyttende Metalnet af Sikkerhedslampen og lod Flammen brænde frit, men — der opstod ingen Eksplosion og hvad der var endnu værre, Flammen skrumpede ikke en Gang sammen som den ellers plejer, naar den blot kommer i Nærheden af Gas.

Simon tog Harrys Stok, anbragte Lampen i dens ene Ende og løftede den saa højt han kunde; men selv her, hvor Gassen først og fremmest vilde have samlet sig, brændte den klart og roligt.

„Hold den tæt hen til Væggen,” sagde Ingeniøren.

„Javel,” mumlede Simon Ford, og lod Lampen bevæge sig henover alle de Steder, hvor han og hans Søn endnu den foregaaende Dag saa tydeligt havde iagttaget Gassens Virkninger.

„Du maa løse mig af, Harry” sagde Simon, og rakte ham Stokken med Lampen, der ligefrem rystede i hans Hænder.

Harry greb Stokken og gentog hovedrystende Faderens Forsøg, pludselig udstødte han et Raab.

„Hvad er der, Harry?” spurgte James Starr.

„Man har tilstoppet Spalterne i Skiferet” —

„Er det sandt hvad Du siger, min Dreng? Lad mig se?”

„Javist Fader, se kun selv efter.”

Harry havde Ret. Ved Hjælp af Lampen kunde man tydelig se, de med Kalk tilstoppede Spalter, som skinnede hvidt frem gennem Kulstøvet, hvormed man øjensynlig havde forsøgt at dække dem.

„Tænkte jeg det ikke nok,” raabte Harry, „det er ham, som har gjort det.”

„Hvilken ham?” spurgte James Starr.

„Ham, den Ubekendte,” svarede Harry, „som hjemsøger mit Rige, ham jeg har mærket de hundreder af Gange uden at jeg har kunnet faa Fingre i ham. Det er utvivlsomt den samme, som har sendt Dem det anonyme Brev og som kastede Stenen efter os i Yarow Gruben. Ham er det og ingen andre.”

Harry talte med saa megen Sikkerhed, at Ingeniøren med eller mod sin Vilje maatte give ham Ret.

Kun den gamle Overstiger saa ud som om han ikke rigtig vidste hvad han skulde tro —.

„Tag Din Hakke!” raabte han pludselig til Harry, „og staa op paa mine Skuldre. Jeg er kraftig nok endnu til at bære Dig.”

Med disse Ord stillede den Gamle sig op foran Væggen, og Harry, der forstod hans Hensigt, steg op paa hans Skuldre og bearbejdede de tilstoppede Spalter med kraftige Slag af Hakken. Og ganske rigtig, snart hørtes der en sydende Lyd, som naar man tager Proppen af en Champagneflaske — den Lyd, som man i Minesproget kalder „Puff”.

Harry greb Lampen. Der hørtes et Knald og en lille rød Flamme med blaalige Kanter toppede frem og tilbage.

Med et eneste Spring var Harry nede paa Jorden. Den gamle Overstiger kunde knap staa paa sine Ben af Glæde.

„Hurra!” raabte han, „Gassen brænder, Hr. Starr, og den nye Kulaare er fundet!”

JV.Gilead.org.il
Copyright © Zvi Har’El
$Date: 2007/12/27 09:26:57 $