Det Sorte Indien

Forsøget var altsaa lykkedes, som den gamle Overstiger havde forudsagt. Der havde udviklet sig Karbid og det sker, som bekendt kun, naar der findes Kul i Lejerne. Der kunde altsaa ikke være nogen Tvivl om, at der fandtes en omfattende Aare af det kostbare Brændselsma-teriale. Hvor langt den strakte sig, hvor værdifuld den var, maatte man afgøre ved senere Undersøgelser. Ingeniøren drog disse Slutninger af det, han nu selv havde set, og det stemte jo forøvrigt ganske overens med Simon Fords Iagttagelser.

„Ja, det er vist,” sagde James Starr, „bag denne Væg breder der sig endnu et Leje, som vi ikke er stødt paa ved vore Boreforsøg. Beklageligt er det kun, at hele Maskineriet er forfaldet saa stærkt i disse ti Aar, og at der maa skaffes nyt til Veje; men lige meget, vi har fundet en Aare i Lejet, som vi ansaa for udtømt, og vi skal denne Gang forfølge den, saa langt den strækker sig.”

„Naa, Hr. Starr,” spurgte Simon Ford, „hvad tror. De saa om vor Opdagelse? At det har været urigtigt at ulejlige Dem med den? Beklager De dette Besøg i Dochart Gruben — ?

„Nej, nej, min gamle Ven,” svarede James Starr, „Tiden er ikke spildt, men det vilde den være, hvis vi ikke straks vendte tilbage til „Cottagen”. I Morgen gaar vi atter herhen og sprænger denne Væg med en Dynamitpatron. Støder vi da paa selve Kulstoffet, saa kan gentagne Boreforsøg give os Oplysning om Lejets Udstrækning, og jeg vil, saa snart vore Forventninger nogenlunde opfyldes, danne et Aktieselskab, som sikkert vil blive støttet af de gamle Aktionærer. Det skal hedde „Ny Aberfoyle”. Om tre Maaneder maa de første Kulvogne køre med Brændsel fra det ny Leje.”

„Vel talt, Hr. Starr,” raabte Simon Ford bevæget, „den gamle Grube forynges som en Enke, naar hun gifter sig igen. Tidligere Dages friske Liv blomstrer op og jeg haaber ikke, De anser mig for at være for gammel til paany at indtage en Stilling som Overstiger?”

„Nej, min gode Simon, De har saamænd holdt Dem yngre end jeg.”

Den gamle Bjergmand jublede højt af Glæde og James Starr delte hans Fryd; men han overlod det til Simon, at give sine Følelser Udtryk for to. Kun Harry stod fortabt i sine Tanker. Alle disse besynderlige, uforklarlige Begivenheder, som var gaaet forud for den ny Kulmine, gjorde ham bekymret for Fremtiden.

Ingeniøren spiste med god Appetit til Aften og gik villig ind paa Overstigerens forskellige Planer. Havde han ikke været saa opfyldt af Ønsket om at tage fat allerede den næste Dag, vilde sikkert ingen i hele Verden have sovet saa godt, som han, i den uforstyrrede Fred, der herskede i „Cottagen”.

Efter en solid Frokost drog James Starr, Simon Ford, Harry og Madge tidlig afsted næste Morgen, og slog ind paa den samme Vej, som den foregaaende Dag. Foruden forskellige nødvendige Redskaber, tog de ogsaa nogle Dynamitpatroner med, for at sprænge det foran liggende Stenleje, samt en mægtig Fakkel. Harry bar desuden ogsaa en større Sikkerhedslampe, der kunde brænde i 12 Timer. Det var mere end tilstrækkeligt til Vejen frem og tilbage, men maatte ogsaa slaa til, hvis det blev nødvendigt at anstille mere omfattende Efterforskninger.

„Til Arbejde!” raabte Simon, da han med sine Ledsagere var naaet til Gangens Ende. Han greb et svært Brækjern og drev det ind i Skifervæggen.

„Vent et Øjeblik,” sagde Ingeniøren, „vi vil først undersøge om alt er uforandret og om Gassen stadig trænger igennem Spalterne.”

„De har Ret, Hr. Starr,” sagde Harry, „hvad vi i Gaar fandt tilstoppet her, kan ogsaa være det i Dag.”

Det blev konstateret, at alt endnu var i den samme Tilstand. Spalterne i Skiferet viste ingen Forandring, Carbiden trængte stadig frem, selv om det var i svagere Strømme; men det hidrørte naturligvis fra, at den siden i Gaar havde haft ganske uhindret Udløb. Under alle Omstændigheder var Strømmen saa ringe, at man ikke behøvede at frygte, at der havde dannet sig en eksplosiv Luftblanding; desuden turde man gaa ud fra, at Luften her efterhaanden rensedes, idet den bredte sig til de højere Skakter og Gallerier, og at Gassen, der saaledes blev fordelt i en meget betydelig Luftmasse, ikke kunde give Anledning til Eksplosion.

„Til Arbejde altsaa,” gentog Simon, og snart løste Klippestykkerne sig under hans mægtige Slag. Stenvæggen bestod i alt væsentligt af Sandsten og Skifer. De løs-sprængte Brudstykker blev nøje undersøgt af James Starr, der haabede at finde sikrere Tegn paa Kul. Det første Arbejde tog omtrent en Time, da havde man faaet en ret vid Udhuling af Stollens Bagvæg. James Starr angav hvor de enkelte Sprænghuller skulde anbringes, og disse blev snart gjort færdig af Harry, der med stor Færdighed haandterede Stenbor og Hammer. Saa satte man Dynamitpatronen ind. Den havde en meget lang Lunte og Sikkerhedstænder inde i den egentlige Sprængmasse. Lunten blev antændt, og James Starr og hans Ledsagere trak sig tilbage i passende Afstand.

„Aah, Hr. Starr,” sagde Simon Ford, der ikke formaaede at bekæmpe sin Ophidselse, „aldrig før har jeg været saa opfyldt af Forventning. Jeg brænder allerede efter at gaa løs paa Kulaaren.”

„Taalmodighed, Simon,” formanede Ingeniøren, „De kan dog ikke vente, at der bag denne Væg ligger en Stolle fiks og færdig, lige til at arbejde i.”

Saa skete Dynamiteksplosionen. Rullende forplantede Tordenen sig i de underjordiske Ganges Nået, og de ilede alle hen til Væggen.

„Hr. Starr, Hr. Starr,” raabte den gamle Overstiger, „kan De se, Døren er sprunget op.”

Dette Billede, som Simon Ford brugte, var fuldkommen berettiget; thi en ny Udhuling var bleven synlig, og man var ikke i Stand til at anslaa dens Dybde. Harry vilde straks trænge ind i Aabningen, men Ingeniøren, der iøvrigt var meget forbavset ved at finde dette Hulrum, holdt ham tilbage.

„Lad Luften først blive renere derinde.” Man ventede et Kvarter i ængstelig Spænding, og saa holdt man den paa Enden af Stokken befæstede Fakkel ind i den ny aabnede Hule og overbeviste sig om, at den uforandret brændte videre.

„Saa gaa derind, Harry,” sagde James Starr, „vi følger Dig.”

Det ved Dynamiten fritlagde Sprænghul var tilstrækkeligt stort, til at et Menneske kunde passere. Med et Lys i Haanden begav Harry sig uden Tøven derind, og forsvandt snart i Mørket. Der gik et Minut, Harry kom ikke tilbage. Han raabte heller ikke. Da James Starr nærmede sig den sprængte Indgang, saa han ikke en Gang et Lysskær mere, og Faklen maatte dog paa en eller anden Maade oplyse den dunkle Hule.

„Skulde Jorden pludselig være forsvundet under Fødderne paa Harry? Var den unge Minearbejder maaske forsvundet i et bundløst Dyb? Kunde Lyden af hans Stemme ikke mere naa hans Ledsagere?

Uden mange Overvejelser vilde den gamle Overstiger træde ind i den ubekendte Hule, da et i Begyndelsen svagere, men snart klarere Skær lyste op og man hørte Harrys Stemme:

„Kom, Hr. Starr, kom, Fader,” raabte han, „Vejen til „Ny Aberfoyle” er aaben.”

JV.Gilead.org.il
Copyright © Zvi Har’El
$Date: 2007/12/27 09:26:57 $