Det Sorte Indien

Hvis det havde været muligt, ved Hjælp af en eller anden overmenneskelig Kraft, at løfte i ét Stykke og i en Tykkelse af omtrent 1000 Fod, hele Jordskorpen, som bærer alle Søer, Floder og Bugter i Grevskabet Stirling, Dumbarton og Renfrew, saa vilde man under dette enorme Dæksel have fundet en uhyre Udhuling, som kun kunde sammenlignes med en eneste anden paa hele Jorden, den berømte Mammuth Grube i Kentucky.

Denne Udhuling bestod af flere hundrede Celler af enhver Form og Størrelse. Man kunde fristes til at sammenligne den med en Bikube, med forskelligt vilkaarligt anlagte Etager, men dog en Bikube i kæmpemæssig Maalestok, der i Stedet for Bier, var egnet til at huse den geologiske Fortids Ichthyosaurer, Megatherier og Pterodactyler.

En Labyrint af Gallerier! Een højere end Kirkernes højeste Hvælvinger, en anden snæver og kroget. Denne løbende i horisontal Retning, hin i broget Veksling, trækkende sig snart skraat opefter og snart nedefter. Ja saaledes tog disse Huler sig ud, som hang sammen med hinanden i fri Stil.

Pillerne, som bar Hvælvingerne, der var formede i alle Stilarter, de tykke Mure, der løb imellem Gallerierne og endvidere Sidegangene i disse sekundære Skakter, var alle sammensat af Sandsten og af skiferholdige Klipper. Men mellem disse værdiløse Lejer og stærkt sammenpresset af dem, viste sig herlige Kulmasser. De lignede sort Blod, som i Fortiden syntes at have flydt gennem et Net, som ingen Naturkraft havde kunnet udrydde.

Hint Leje strakte sig iøvrigt fra Nord til Syd i en Længde af 40 Mil og fortsatte sig endogsaa under Nordkanalens Grund.

Det hele Bassins Mægtighed kunde ganske vist ikke vurderes nøjagtigt, førend efter mangfoldige Undersøgelser; men dets Totalindhold overgik uden Tvivl langt Cardiffs Kulforraad, og hele Provinsen Wales' og endvidere Lejerne i Newcastle i Grevskabet Northumberland.

Dertil kom endvidere, at Driften af denne Kulgrube, sikkert kunde foregaa paa en meget bekvem Maade. Thi Naturen havde allerede gennem den besynderlige Form i de sekundære Stenmasser, der var opstaaet ved, at de mineralske Stoffer i den geologiske Periode havde trukket sig tilbage paa en uforklarlig Vis, da disse Grubemasser hærdedes, skabt en Mængde Gange og Sidegange i Ny Aberfoyle.

Ja, Naturen alene! Man kunde endogsaa ved første Øjekast tro, at man atter havde opdaget en for Aarhundreder siden forladt Kulmine; men dette var dog ikke Tilfældet. Ingen kunde have ladet saadanne Rigdomme ligge. De menneskelige Thermitter havde endnu ikke gennemrodet denne Del af Skotlands Undergrund. Det hele var udelukkende Naturens Værk. Men som sagt, hverken Ægyptens Hypogeoner eller Romertidens Katakomber kunde sammenlignes med hine Huler; højst de berømte Mammuthhuler, som i en Længde af 20 Mil former sig som to hundrede og seks og tyve Gader, elleve Søer, syv Floder, otte Vandfald og to hundrede og tredive uudgrundelige Slugter, samt fem og halvfjerds uhyre Hvælvinger, af hvilke nogle har en Højde af mere end fire hundrede Fod.

Saaledes var ogsaa disse Gruber i Aberfoyle ikke et Værk af Menneskehænder, men udgaaet fra hans Haand, der har skabt alting.

Æren for at have opdaget dette Distrikt, med alle dets uvurderlige Rigdomme, tilkom uden Tvivl den gamle Overstiger.

Et tiaarigt Ophold i den forladte Kulgrube, en sjælden Udholdenhed i Undersøgelsesarbejdet, en urokkelig Tro og desuden et udmærket Instinkt paa alt hvad der angaar Minevæsenet, havde hos ham forenet sig til et Hele, og havde tilsidst hjulpet ham til at naa et Resultat, hvor alle andres Anstrengelser var glippet.

Hvorfor var man netop standset med de Boreforsøg, som under James Starrs Ledelse var foretaget de sidste Aar, Bedriften havde været i Gang, lige her tæt ved Grænsen af denne nye Kulmine? Man kan kun tilskrive det en Tilfældighed, der jo ved alle Eftersøgninger af denne Art spiller en saa uhyre Rolle.

Dog, hvorledes det nu end var, her i dette underjordiske Skotland, laa et helt Grevskab skjult, der for at blive tjenligt til Beboelse, ikke manglede andet end Himlens Sol eller et kunstigt Middel, som kunde belyse det hele.

Vandet havde her samlet sig i forskellige Fordybninger og dannede ikke blot Damme, men ogsaa Søer, der var endnu større end Katharinasøen, som laa lige ovenover. Men disse Søer havde rigtignok hverken Bevægelse i Vandspejlet, Strømninger eller Brændinger. I dem kastedes intet Refleks af et eller andet gothisk Slot og hverken Egetræer eller Engdrag hang ud over deres Bredder. Ingen lange Skygger fra nærliggende Bjerge, faldt hen over deres Overflade, Solens Straaler sitrede ikke i dem og Maanen stod aldrig op over deres Horisont. Og dog vilde disse dybe Søer, hvis Spejl ingen Brise krusede, ikke have været uden Charme, hvis Glansen fra det elektriske Lys havde hvilet over dem og havde kunnet vise det stærkt forgrenede Kanalsystem, som fuldstændiggjorde dette fremmedartede Distrikts Geografi.

Selv om en Vegetation af hvad Art nævnes kan, ikke kunde trives hernede, saa kunde Stedet dog tjene til Beboelse for en talrig Befolkning. Og hvem ved, om ikke her, i denne altid ensartede Temperatur, paa Bunden af Aberfoyles Miner ligesaa vel som i Minerne i Newcastle, Alloa og Cardiff, naar en Gang deres Kullejer er udtømt — hvem ved, om ikke de forenede Kongerigers fattige Befolkning vil kunne finde et udmærket Tilflugtssted i disse underjordiske Regioner ?

JV.Gilead.org.il
Copyright © Zvi Har’El
$Date: 2007/12/27 09:26:57 $