Paa Harrys Raab begav James Starr, Simon Ford og Madge sig gennem den Indgang, som satte Dochart Gruben i Forbindelse med den ny Hulning. De fik først Øje paa et rummeligt Galleri. Man kunde godt have troet, at det var anlagt af menneskelige Hænder og at Økse og Hakke havde været i Virksomhed, for at udnytte et rigt Leje. De Indtrædende spurgte først sig selv, om de ikke var kommet ind i en eller anden gammel Kulgrube, om hvis Eksistents selv de allerældste Bjergfolk aldrig havde hørt. Men nej, det maatte være fra de sekundære Aflejringers Tid. Maaske havde en mægtig Strøm en Gang i Urtiden bruset her og Vandet fra oven blandet sig med de i Vandet nedstyrtende Planter. Nu var her saa tørt, som var man endnu nogle Tusinde Pod dybere nede i Urbjergenes Granit. Der var iøvrigt en udmærket Luftcirkulation, hvilket beviste, at man gennem nogle naturlige Skakter var i Forbindelse med den nye Atmosfære. James Starr og hans Ledsagere var henrykte over at se deres Ønsker opfyldt over al Forventning. Rundt omkring dem var der tykt med Kul. De var saa stærkt bevæ-gede, at de ikke formaaede at tale, selv Simon Ford betvang sig, og i Stedet for at ytre sin Glæde ved lange Sætninger, kom han kun med korte Forundringsraab.
Det var maaske uklogt at vove sig saa dybt ned i denne Krypt, men de skænkede ikke Tilbageturen en Tanke. Galleriet viste sig at være tilgængeligt og løb temmelig lige. Der var ingen Kløft, som standsede deres Fremgang, og intet Steds udstrømmede skadelige Dunster. Der var altsaa ingen Grund til at gøre Holdt, og en hel Time vandrede James Starr, Madge, Harry og Simon Ford uden at finde noget Kendetegn, der kunde oplyse dem om den ubekendte Tunnels nøjagtige Formation. De vilde sikkerlig være trængt endnu videre frem, hvis de ikke var naaet til Enden af den brede Vej, som de havde fulgt fra Begyndelsen. Galleriet mundede ud i en uhyre Hulning. I hvilken Afstand var Væggen paa den anden Side? Ved Lampens Skin kunde de Vandrende se en udstrakt, stille Vandflade, en Dam eller en Sø, hvis Bredder indfattedes af maleriske, høje Klippemasser og som forøvrigt fortonede sig i Mørket.
„Holdt,” raabte Simon Ford og blev pludselig staaende, „et Skridt videre og vi styrter maaske i en Afgrund.”
„Vi vil hvile os et Øjeblik,” sagde Ingeniøren, „og saa vil vi vende tilbage til „Cottagen”.”
„Men Lampen kan endnu vare i ti Timer, Hr. Starr,”” sagde Harry.
„Godt, vi vil i hvert Fald gøre Holdt,” gentog James Starr, „jeg vil tilstaa, at mine Ben trænger til det. Og De, Madge, kan De ikke mærke noget til at De har gaaet langt?”
„Ikke noget videre, Hr. James,” svarede den kraftige Skotlænderinde. „Vi plejede ofte hele Dage at gennemstrejfe den gamle Aberfoyle Grube.”
„Snak om en Ting,” tilføjede Simon Ford, „hvis det var nødvendigt, kunde Madge tilbagelægge denne Strækning 10 Gange, men en Ting er sikkert, Hr. James, „min Meddelelse var vel den Anstrængelse værd, som den har forvoldt Dem. Tør De vove at sige nej, Hr. Starr. Lad mig høre, om De tør.”
„Min gamle Ven, en saadan Glæde har jeg ikke haft i umindelige Tider,” svarede Ingeniøren. „Det lidet, vi har set til denne Vidundergrube, tyder paa, at den er meget omfattende og i det mindste har den en betydelig Længde.”
„Bredden og Dybden er ikke mindre betydelige,” tilføjede Simon Ford.
„Det vil vi senere undersøge.”
„Det indestaar jeg for. Forlad Dem paa mit gamle Minørinstinkt. Det har aldrig skuffet mig.”
„Jeg tror Dem gerne, Simon,” svarede Ingeniøren leende, „saavidt jeg kan se efter denne overfladiske og korte Undersøgelse, saa har vi her et Leje, som kan vare i flere Aarnundreder.”
„Aarhundreder,” raabte Simon Ford, „ja, det tror jeg, Hr. Starr. Der vil gaa Tusinder af Aar førend det sidste Stykke Kul bliver taget ud af denne nye Mine.”
„Gud give det var saa vel,” svarede James Starr, „og hvad nu Kvaliteten af Kullene angaar, saa...”
„Den er fortræffelig, Hr. Starr, aldeles fortræffelig,” afbrød Simon Ford ham, „der kan De selv se.”
Med disse Ord slog han med Spidshakken et Stykke løs af den sorte Masee.
„Se, se,” raabte han, „Kullenes Brudflader glinser. Vi finder her fede Stenkul, der er rige paa bithuminøse Stoffer, og som næsten uden Støv og Affald gaar i mindre Stykker. Ja, Hr. Starr, det er et Leje, som vil blive en følelig Konkurrent til Swansea og Cardiff. Forbrugerne vil slaas om dem, og da de kan udvindes med saa ringe Omkostninger, kan de ogsaa sælges til billige Priser.”
„Ja, det er i Virkeligheden et godt Brændselsmateriale,” sagde Madge, der havde taget et Stykke Kul op og betragtede det med Kendermine. „Tag dette Stykke med til „Cottagen”, Simon. Jeg vil gerne se det første Bevis paa, at vor ny Grube eksisterer, brænde paa vort Ildsted.”
„Du har Ret,” sagde den gamle Overstiger, „og Du skal faa at se, at jeg ikke har taget fejl.”
„Hr. Starr,” spurgte Harry, „har De en omtrentlig Mening om Retningen i det ny Galleri, som vi har gaaet igennem?”
„Nej, min—Ven,” svarede Ingeniøren, „med et Kompas kunde jeg vel have fastsat Retningen i store Træk; men uden et saadant, befinder jeg mig, som Skipperen i Taage paa det aabne Hav, naar Solen ikke kommer til Syne, saa at han ikke kan tage Højden.”
„Men undskyld, Hr. Starr,” afbrød Simon Ford, „De kan dog ikke sammenligne vor Stilling med en Sømands, der kun har Afgrunde under sig. Vi staar her paa fast Grund og behøver ikke at frygte for at gaa under.”
„Det er ikke min Mening at bedrøve Dem, Simon,” beroligede James Starr. Jeg vil ikke nedsætte det ny Kulleje med en uretfærdig Sammenligning. Jeg har kun villet sige dette ene, at vi her ikke véd nøjagtigt hvor vi er.”
„Vi er paa Grevskabet Stirlings Undergrund, Hr. Starr, og det forsikrer jeg saa sikkert som….”
„Hør,” raabte Harry.
Alle lyttede ligesom den unge Minearbejder. Hans øvede Øre havde opfanget en Støj, der lød som en fjern Mumlen. James Starr, Simon og Madge hørte det ligeledes. Lyden kom fra de øverste Lejer, som en Slags Rullen og saa svagt det ogsaa var, kunde man tydeligt skelne, hvorledes den snart voksede og snart aftog.
Nogle Minutter blev de alle fire Staaende i dybeste Tavshed, saa raabte pludselig Simon Ford: „Du godeste Gud, ruller Tipvognene allerede over Skinnerne i Ny Aberfoyle.”
„Fader,” svarede Harry, „mig forekommer det, at Støjen snarere hidrører fra en Vandmasse, der ruller hen over en Strandkant.”
„Vi er dog ikke her under Havet” mente den gamle Overstiger.
„Det er vi ikke,” erklærede Ingeniøren, „men det er ikke umuligt, at vi befinder os under Catharina Søen.”
„Saa maa Jordlejerne ovenover os kun have et ringe Gennemsnit, siden man kan høre Vandets Brusen saa tydeligt.”
„Forøvrigt er det meget slet Vejr udenfor. Det er blevet en Storm og Søens Bølger gaar vel lige saa vilde som Forth Bugtens.”
„Ja, mindst lige saa vildt,” sagde Simon Ford, „og Stenkulslejet bliver ikke slettere, fordi det ligger under en Sø. Det vilde ikke være første Gang. Man har jo endogsaa søgt efter Kul under Oceanets Bund og var det egentlig saa slemt, om vi skulde gennemrode alle Nordsøens Dybder?”
„Brave Simon,” sagde Ingeniøren, der ikke kunde lade være med at le over den gamle Overstigers Begejstring, „vi driver vore Gallerier ud under Havet, vi udtørrer det atlantiske Havs Leje, vi arbejder os med Spidshakken under Oceanet til vi kommer op til vor Stammebeslæg-tede i De forenede Stater. Vi graver os ind til Jordens Midtpunkt for at røve det sidste Stykke Kul fra den.”
„Ler De af mig, Hrr. Starr,” spurgte Simon Ford alvorlig.
„Nej, jeg ler ikke af Dem, Simon; men Deres Begejstring fører Dem ud i det umulige. Lad os holde os til Virkeligheden, den lover os tilstrækkeligt. Lad os nu rolig lade Værktøjet ligge her og begive os paa Vej til „Cottagen”.”
Der var i Virkeligheden ikke andet at gøre. I den nærmeste Fremtid vilde Ingeniøren, ledsaget af en Brigade af fuldt udrustede Minearbejdere, tage Udbytningen af Ny Aberfoyle i sin Haand. Nu var det klogest at gaa tilbage til Dochart Gruben. Vejen var jo let at finde, Galleriet løb jo næsten i lige Linie hen til den sprængte Aabning, saa man kunde jo ikke godt fare vild.
Da James Starr gjorde sig klar til Opbrud, holdt Simon Ford ham endnu en Gang tilbage. „Hr. Starr,” begyndte han, „De ser her disse uhyre Hulninger, den underjordiske Sø, hvis Vand slikker op om vore Fødder, herhen vil jeg flytte min Bolig, og naar nogle brave Kamerater vil følge mit Eksempel, saa vil der inden et Aar findes en lille Landsby mere i Gammel Englands Jordbund.”
James Starr billigede levende Projektet og alle begav sig, med Harry i Spidsen, tilbage paa Vej til Dochart Gruben.
Harry fulgte opmærksomt Hovedgalleriet og undgik de snævre Tunneler, og det saa' ud til, at Hjemturen skulde gaa lige saa let som Udturen, da der pludselig hændte noget, som gjorde de Vandrendes Situation ganske fortvivlende.
Netop som Harry vilde løfte sin Lampe en Smule højere i Vejret, opstod der et stærkt Lufttræk, som fra usynlige Kæmpevinger. Trækket ramte Lampen paa den ene Side, den faldt ud af Harrys Haand og knustes mod Galleriets Stengulv.
De befandt sig nu pludselig i det dybeste Mørke. Paa deres Lamper var der ikke mere Olie, saa dem kunde de ikke bruge.
„Naa, Harry, Du vil vel have, at vi skal brække Halsen, inden vi naar „Cottagen”.”
Harry svarede ikke. Besynderlige Tanker fløj gennem hans Hjerne. Skyldtes ogsaa dette sidste Tilfælde det gaadefulde Væsens Indgriben? Husede dette Dyb et Væsen, hvis uforklarlige Modstand kunde føre til alvorligere Vanskeligheder? Hvem havde Interesse i at forhindre, at det nye Kulleje blev udbyttet?
Under alle Omstændigheder var Stillingen ikke misundelsesværdig. De maatte i Bælgmørke følge Galleriet i en Længde af omtrent 5 Mil, og saa havde de endnu en Times Gang, førend de naaede „Cottagen”.
„Vi maa ikke lade os opholde,” sagde Simon Ford, „vi har ikke et Øjeblik at spilde. Lad os famle os frem, som de blinde. Vi kan umuligt forvilde os, Tunnelerne som aabner sig paa vor Vej, er ikke bredere end Indgangen til Muldvarpehuler, og naar vi blot følger Hovedgalleriet, maa vi absolut støde paa den Munding, ad hvilken vi er kommet ind. Saa er vi i det gamle Kulleje, som er os bekendt og som vi ikke for første Gang kommer til at vandre igennem i dybeste Mørke. Der finder vi jo ogsaa de Lamper, vi har efterladt. Fremad altsaa! Harry i Spidsen, saa De Hr. Starr, saa Madge og jeg slutter Toget. Lad os blot ikke komme væk fra hinanden, den ene maa gaa lige i den andens Fodspor.”
De fulgte den gamle Overstigers Anordninger. Naar de følte sig frem langs Væggene, vilde det ogsaa næsten være umuligt at forfejle Vejen; kun maatte de benytte Hænderne i Stedet for Øjnene og forlade sig paa Instinktet, der hos Simon Ford og hans Søn næsten var blevet deres anden Natur.
Der blev ikke talt et Ord, men deres Tanker arbejdede saa meget desto virksommere. Utvivlsomt havde de med en Modstander at gøre, men Hvem var det, og hvorledes kunde man beskytte sig mod de saa hemmelighedsfuldt forberedte Angreb? Men hvilke bange Anelser, der end listede sig ind over dem, var det nu ikke Tid at være modløs.
Med vidt udbredte Arme skred Harry sikkert fremad og fulgte Galleriet fra den ene Væg til den anden. Kom de til en Udhugning eller en Aabning i Siderne, saa overbeviste han sig let med Haanden om, at dette ikke var den rette Vej, at Udhugningen var blind eller at Aabningen kun var snæver.
Saaledes gik de i omtrent to Timer, og naar de tog Hensyn til, at de havde maattet gaa langsomt, kunde James Starr udregne, at de snart maatte være ved Udgangen, og virkelig standsede Harry næsten i samme Øjeblik.
„Er vi ved Enden af Galleriet,” spurgte ”Simon Ford.
„Ja,” svarede den unge Mand.
„Saa find dog Aabningen, som forbinder Ny Aberfoyle med Dochart Gruben?”
„Jeg kan ikke finde den,” svarede Harry, der følte sig frem overalt, men nu kun fandt den ubrudte Væg.
Den gamle Overstiger gik selv nogle Skridt frem og gav sig til at undersøge.
Der undslap ham et Skrig.
Enten havde de Vandrende paa Tilbagevejen alligevel forvildet sig, eller den eneste Udgang i Klippevæggen, der var bleven aabnet ved Dynamitsprængning, havde paany lukket sig.
Enten nu det ene eller det andet var Tilfældet, saa var i hvert Fald James Starr og hans Ledsagere indesluttede i Ny Aberfoyle.