Otte Dage efter de ovenfor omtalte Begivenheder, blev James Starrs Venner alvorligt urolige. Ingeniøren var forsvunden, uden at man kunde finde nogen som helst Grund til det. Ved at anstille Efterforskninger, erfarede man, at han var gaaet. ombord paa en Damper ved Granton-Pier og af Kaptajnen paa „Prinsen af Wales” at han var gaaet i Land i Stirling; men herfra manglede ethvert Spor af James Starr. Simon Ford havde i Brevet udtrykkeligt paalagt ham, at hemmeligholde Besøget, og han havde da heller ikke talt om sin Rejses Maal.
Overalt i Edinburgh talte man om Ingeniørens uforklarlige Forsvinden. Præsidenten for „Royal Institution”, Sir W. Elphiston, viste sine Kolleger det Brev, som James Starr havde sendt ham kort før Afrejsen. Han undskyldte sig her og beklagede, at han ikke kunde overvære Selskabets kommende Møde. Nogle andre havde faaet lignende Skrivelser. Disse Breve viste altsaa, at James Starr havde forladt Edinburgh — hvad man allerede vidste i Forvejen — men de oplyste ikke noget om, hvad der var blevet af ham. Starrs Fraværelse, der var ganske i Modstrid med hans Vaner, virkede først paafaldende og til sidst foruroligende.
Ingen af Ingeniørens Venner tænkte paa, at nan kunde have begivet sig til Kulminerne i Aberfoyle. Man kendte hans Modvillie mod at gense Skuepladsen for hans tidligere Virksomhed. Han havde aldrig sat sin Fod dér siden den sidste Kurvfuld Kul var bragt frem for Dagens Lys. Da nu imidlertid Dampbaaden havde sat ham af ved Stirling, blev der dog anstillet nogle Efterforskninger ogsaa paa den Kant.
Desværre uden Held. Der var Ingen, som kunde huske at have set Ingeniøren i Grevskabet. Kun Jack Ryan, der havde mødt ham i Selskab med Harry paa en Stigeafsats i Yarow Skakten, kunde have givet de ønskede Oplysninger. Men den unge Mand arbejdede, som vi ved, paa Mejeriet i Melrose, der laa 40 Mil i sydvestlig Retning. i Grevskabet „Renfrew” og han havde ingen Anelse om, at man foruroligedes over James Starrs Forsvinden. Otte Dage efter Besøget i „Cottagen” kunde Jack Ryan have sunget sine mest yndede Sange ved Irwine Klanens Fest, hvis ikke ogsaa han, havde lidt af en vis Nervøsitet, hvorom vi straks skal høre nærmere.
James Starr var ikke alene i Hovedstaden en altfor bekendt og almindelig agtet Mand til at hans Forsvinden kunde forblive ubemærket, Lord Mayoren, Borgmesteren i Edinburgh, By og Amtsraads Medlemmer, for største Delen nære Venner af Ingeniøren, lod anstille indgaaende Efterforskninger, og sendte betroede Agenter ud i Landet; men heller ikke det førte.-til noget Resultat.
Der var ikke andet for, end at man maatte indrykke en Annonce i. de forenede Kongerigers mest læste Aviser, James Starrs Signalement blev opgivet, Tiden for hans Afrejse fra Edinburgh og hvad man iøvrigt havde skaffet sig oplyst. Den lærde Verden i England heldede allerede til den Anskuelse, at ét af dens mest fremragende Medlemmer var og blev forsvundet og den almindelige Ophidselse steg Dag for Dag.
Medens Offentligheden saaledes var opskræmt for James Starrs Skyld, var Harry ogsaa Genstand for mindst ligesaa stærke Bekymringer. Kun savnedes han ikke af Offentligheden, men hans Udebliven havde ødelagt hans Ven Jack Ryans gode Humør.
Læseren erindrer maaske, at. Jack Ryan ved Mødet i Yarow Skakten havde indbudt Harry til at komme til Klanfesten om 8 Dage. Harry havde udtrykkelig lovet at komme og Jack vidste gennem de mange Aars Erfaring, at hans tidligere Kammerat var en Mand at Ord. Hvad han lovede, svigtede han aldrig. Jack blev først vred paa ham, thi hans Ungdomsvens Uordholdenhed ødelagde hans gode Humør og det i den Grad, at han gik i Staa midt i en Sang, og for første Gang i sit Liv gjorde halv Fiasko, medens han ellers var vant til at høste mægtigt Bifald.
Efterlysningen af James Starr, der var offentliggjort i Aviserne, havde han endnu ikke set. Den brave Fyr gjorde sig allehaande Tanker om Harrys Udebliven; men en Ting var han paa det rene med, at kun vigtige Forhold kunde have forhindret ham i ikke at indfri sit Løfte. Saa besluttede Jack Ryan at tage med Jernbanen til Glasgow den næste Dag og begive sig til Dochart Gruben, og han vilde visselig have udført sit Fortsæt, hvis der ikke var indtruffet noget, som nær havde kostet ham Livet.
Vi vil nu berette, hvad der skete Natten til den 12. December. Det var rigtig Vand paa alle de Overtroiskes Mølle, og dem var der nok af i Melrose-Mejeriet.
Irwine er en lille Kystby i Grevskabet Rentrew. Den har 7000 Indbyggere og ligger ved Mundingen af Clyde. Tæt herved staar Ruinerne af et Slot, som en Gang har tilhørt en Robert Stuart, og her bor naturligvis, som i alle skotske Ruiner, Spøgelser.
Slottets Navn er Dundonald Castle og det havde staaet ubeboet i mange Aar paa den Tid vor Fortælling foregaar. Ingen besøgte det og ingen kom paa de høje fremspringende Klipper, hvor det laa i 2 Mils Afstand fra Byen, De enkelte Fremmede, der vilde se de gamle historiske Ruiner nærmere, maatte selv se at finde Vej derud. Indbyggerne i Irwine vilde ikke tor nogen Pris, have fulgt dem. Det var især de saakaldte „Ildhekse”, der var Skyld i at Slottet var usikkert. De mest Overtroiske forsikrede at de havde set hine fantastiske Væsener med egne Øjne og Jack Ryan hørte naturligvis til de mest overtroiske.
Sandheden var, at man fra Tid til anden saa lange Flammer, snart over en halv sammenfalden Mur og snart over Taarnet, der rager op over Dundonald Castles Ruiner.
Lignede disse Flammer nu virkelig som man paastod, en menneskelig Skikkelse? Fortjente de det Navn „Ild-heks”, som Kystbeboerne gav dem? Naturligvis var det kun et Bedrag og en nærmere Undersøgelse vilde sikkert have kunnet føre hele Aabenbaringen tilbage til visse fysiske Foreteelser. Men hvordan det nu var eller ikke, i hele Omegnen hed det sig, at Ildheksene hyppigt besøgte det gamle Slots Ruiner og særlig i de mørke Nætter opførte vilde Danse og sang skrækkelige Viser. Saa modig en Svend Jack Ryan ogsaa var, havde han dog aldrig vovet at følge med nogen derud.
„De har Musik nok derude,” sagde han, „de behøver ikke mig til at forstærke Orkestret.”
Man vil forstaa, at disse sælsomme Syn var et yndet Underholdningsstof ved Sammenkomsterne i Aftenforeningerne. Jack Ryan havde et helt Repertoire af Legender om „Ildheksene” og kom ikke let i Forlegenhed naar dette Thema Blev berørt. Ogsaa ved den sidste Irwiner Fest, hvor Ale, Cognac og Whisky flød rigeligt, forsømte Jack Ryan ikke, til Tilhørernes Fornøjelse, og til deres hemmelige Gru, at komme ind paa sit Yndlingsemne. Sammenkomsten fandt Sted i et stort Skur ved Melrose Mejeriet tæt ved Bugtens Bred, og midt paa Mødestedet knitrede en dygtig Cokes Ild i en Jerntrefod.
Udenfor var det et frygteligt Vejr. Søerne væltede ind imod Kysten, springende frem fra en stiv Sydvest. I Mørket flød Himmel og Jord i et, og det maatte være overordentlig vanskeligt for et Skib at lande i Bugten.
Den lille Havn ved Irwine er ikke stærkt besøgt, i det mindste ikke af Fartøjer af større Tonage. De store Damp—og Sejlskibe holder nordligere, naar de vil ind i Clyde Bugten.
Denne Aften havde imidlertid en Fisker, der var blevet tilbage paa Stranden, til sin store Forundring set et Fartøj holde ind mod Kysten. Hvis det pludselig var blevet Dag, vilde man med Forfærdelse have opdaget, at Fartøjet, der gik for Vejret, og med alle Klude trækkende, sejlede lige løs paa Land. Tog det fejl af Indgangen til Bugten? Vilde det være redningsløst fortabt mod Breddens mægtige Klipper.
Aftenselskabet skulde netop være afsluttet med en sidste Sang at Jack Ryan. Tilhørerne var helt hensat til Fantomernes Verden og parat til at forklare enhver Hændelse ud fra deres Overtro.
Pludselig hørte man derude høje og ængstelige Raab. Jack Ryan afbrød Underholdningen og alle ilede ud. Natten var mørk; kolde Regnbyger piskede henover Stranden. Nogle Fiskere, som lænede sig mod Klippen for bedre at kunne byde Vinden Trods, vedblev at raabe med høj Stemme, og Jack Ryan og hans Kammerater løb hen til dem.
Raabene gjaldt rigtignok ikke dem, der var i Land; men et Skibsmandskab, som intet anende løb sin Undergang i Møde.
Nogle Kabellængder fra Stranden, kom en mørk Masse tilsyne. At det var et Sejlskib saa' man paa dens, Lanterneføring. Grønt Lys om Styrbord og rødt om Bagbord. Et Dampskib vilde ogsaa have ført hvid Toplanterne paa Fokkemasten. Man saa Skibet fra Stævnen og , der kunde altsaa ingen Tvivl være om, at det med fuld Fart sejlede ind mod Kysten.
„Et Skib i Nød!” raabte Jack Ryan.
„Ja,” svarede Fiskeren, „og selv om det nu vilde vende, vilde det dog være fortabt.”
„Signaler, vis Signaler!” raabte en af de Tilstedeværende.
„Men hvilke?” brølede en Fisker, „i denne Storm kan man ikke holde en Fakkel brændende,”
Under denne korte Samtale vedblev de Omkringstaaende at raabe ud til Skibet, men hvorledes skulde man høre dem i dette Vejr?
„Hvorfor styrer de dog denne Kurs?” spurgte en Sømand.
„De vil maaske med Villie sætte det paa Grund,” mente en anden.
„Kaptajnen kan vel ikke kende Fyrtaarnet ved Irwine,” sagde Jack Ryan.
„Det skulde man næsten ikke tro,” svarede en af Fiskerne, „hvis han ikke har ladet sig skuffe af…”
Fiskeren fik ikke fuldført Sætningen. Jack Ryan udstødte et forfærdeligt Skrig. Hørte det ulykkelige Mandskab ham? Det var i hvert Fald dog for sent for dem til at føre Skibet ud af den vilde, hvidtskummende Brænding.
Skriget skulde nu heller ikke betyde en sidste Advarsel, som de andre først troede. Jack Ryan stod med Ryggen vendt mod Havet og hans Kamerater vendte sig nu ogsaa om og alle stirrede ufravendt mod et Punkt inde i Land: Dundonald Castle. Paa det gamle Taarns Spids blaffede en vældig Flamme.
„Ildheksene,” raabte som med én Mund de overtroiske Skotter. Der hørte ganske vist en ikke ringe Indbildningskraft til, for at se Ligheden med en menneskelig Skikkelse i denne Flamme, snart, saa' det ud som om den blaffede let paa Taarnets Spids og vilde slukkes, og i næste Øjeblik hæftede Flammens nederste blaalige Del sig fast til Murmassen.
„Ildheksene, Ildheksene!” raabte Fiskerne og de forfærdede Arbejdere.
Nu var det hele forstaaeligt! Skibet havde faaet fejl Kurs i Taagen og Kaptajnen havde troet, at Flammen paa Dundonald, var Irwines Fyrtaarn. Han mente altsaa, at han var udfor den to Mil nordligere liggende Indgang til Bugten, men sejlede i Stedet for lige imod Kysten. Hvad kunde man gøre for at redde Skibet, hvis der overhovedet var Tid dertil? Maaske ile op paa Ruinerne og slukke Flammen, for at umuliggøre videre Forveksling mellem det og Fyrtaarnet?
Men selv om dette ogsaa syntes at være det eneste virksomme Middel, hvilken Skotte vilde saa tænke paa og have Mod til at byde ildheksene Trods? Det skulde da være Jack Ryan; thi han var en modig Karakter og saa stærk hans Overtro endogsaa var, den formaaede dog ikke helt at undertrykke en ædlere Bevægelse i ham.
For sent.... et forfærdeligt Brag overdøvede et Øjeblik Elementernes Rasen.
Skibet stod med Agterdelen af Kølen paa Grund, dets Lanterner gik ud. Brændingens sluttede, hvide Linie syntes et Øjeblik brudt; det var Skibet, der laa paa Siden mellem nogle Klipper, der brød den.
Netop i samme Øjeblik forsvandt, ved næsten et vidunderligt tilfældigt Sammentræf, Flammen, som om den var ført bort af et hæftigt Vindstød. Hav, Himmel og Strand indhylledes i et uigennemtrængeligt Mørke.
„Ildheksene”, havde Jack Ryan raabt for sidste Gang, da det for ham og hans Kammerater overnaturlige Syn pludselig forsvandt. Manglede det end de overtroiske Skotter paa Mod overfor en indbildt Fare, saa svigtede det dem ikke, naar de stod overfor en haandgribelig. I dette Tilfælde Redningen af de Skibbrudne. Der rasende Elementer forskrækkede dem ikke. De sikrede sig saa vidt muligt, ved at tage et Tov om Livet og styrtede sig saa i Havet for at bringe det forulykkede Skib Hjælp.
Deres Vovestykke lykkedes, ganske vist ikke uden at en og anden kom alvorlig til Skade paa Klipperne — og blandt dem Jack Ryan — men Skibets Kaptajn og dets Besætning paa otte Mand blev bragt i Land.
Skibet, den norske Brig „Motala”, var paa Vej til Glasgow med en Ladning Træ. Det forholdt sig som man formodede, Kaptajnen havde forvekslet Ilden paa Slotstaarnet med Fyret og var styret lige løs paa Kysten.
Snart svømmede af „Motala” kun nogle Vragstumper omkring og de blev fuldstændig splintrede ved Brændingens Slag mod Kystens Klipper.
![[prev]](pics/left2.gif){kind=small}
![[up]](pics/up2.gif){kind=small}
![[next]](pics/right2.gif){kind=small}