Det Sorte Indien

Jack Ryan og hans tre saarede Kammerater blev bragt til Melrose Mejeriet, hvor man plejede dem paa det omhyggeligste.

Jack var blevet temmelig haardt medtaget i sin Kamp mod de rasende Elementer, og det var paa et hængende Haar at han slap fra det med Livet. Et Øjeblik endnu, og han var blevet derude!

Meget imod sin Vilje maatte den brave Fyr finde sig i at holde Sengen et Par Dage, men da han ikke var hjertesyg og ingen forhindrede ham i at synge, bar han sin Skæbne med Taalmodighed, og sang fra Morgen til Aften, saa det gav Genlyd i det gamle Mejeri.

Det sidste Eventyr havde i højeste Grad bestyrket Jack i hans Overtro, og han frygtede nu mere end nogensinde de onde Aander og Gespenster, som udelukkende viser sig for at bringe Ulykke over Menneskene. „Ildheksene” og ingen andre var det, som havde foraarsaget „Motala”s Undergang. Ve den, som vil prøve paa at forklare ham, at hine Flammer, som nu og da kom til Syne paa Ruinerne af Dundonald Castle skyldtes fysiske Foreteelser. For ham var og blev der kun én Forklaring. Dog var hans Kammerater, om muligt, endnu dybere hildet i Overtroens Lænker. Selv i Forhøret, som allerede fandt Sted den følgende Dag, forklarede de ganske roligt, at det var „Ildheksene”, som havde lokket „Motala” paa Grund i den farlige Brænding.

Naturligvis kunde den stedlige Øvrighed ikke slaa sig til Ro med denne taabelige Forklaring. At det drejede sig om en ren fysisk Foreteelse, var man fuldkommen paa det rene med; det gjaldt nu kun om at konstatere om denne skyldtes en Tilfældighed, eller om den var blevet benyttet i forbryderisk Øjemed.

Det er ikke saa underligt, at Øvrigheden var ivrig efter at komme tilbunds i Sagen; thi ret som det var, blev saa det ene, saa det andet Skib lokket paa Vildspor af Strandrøvere, som plyndrede Vraget, og ikke altid var lige tilbøjelige til at fiske de Skibbrudne i Land.

Forgæves optraadte Myndighederne haardt og ubønhørligt Ved saadanne Lejligheder, med større og mindre Mellemrum dukkede de stadig op paany.

Tiltrods for Jack Ryans og hans Kammeraters Udsagn, tvivlede Politiet i Irwine ikke om, at „Motala”s Undergang skyldtes et ondsindet Anslag. Egnens Befolkning delte sig i to Partier, af hvilke det ene trak medlidende paa Skuldrene, medens det andet og mere overtroiske profeterede, at det vilde medføre gruelige Ulykker, hvis man opvakte hine overnaturlige Væseners Vrede.

Mea alle Forudsigelser og Spaadomme tiltrods gik Undersøgelsen sin rolige Gang.. En større Politistyrke blev sendt til Dundonald Castle, hvor der blev foretaget de omhyggeligste Undersøgelser.

Det gjaldt jo om, hvorvidt der dér paa Stedet fandtes Fodspor, som kunde tyde paa, at levende Væsener havde været paa Spil. Men skønt det nylig havde, regnet, fandtes der ikke et eneste Fodspor i den bløde Jordbund.

„Vil de finde Aandernes Fodspor,” raabte Jack Ryan, da han hørte om det lidet heldige Resultat at Undersøgelserne. „Du Godeste! saa kan de jo ligesaa godt gaa paa Jagt i Moserne efter Aftryk af Lygtemændene.”

Alt i alt havde der ikke været store Opdagelser at gøre paa Dundonald. Foruden Fodsporene havde man forsøgt at udfinde hvad Ilden paa Taarnet var bleven antændt med og hvilket Brændselsmateriale man havde anvendt.

Hvad det første Punkt angik, havde man ikke fundet saa meget som en Stump Papir eller en afbrændt Tændstik, der kunde tjene til Forklaring og da der heller ikke var hverken Brænde eller blot en Smule Aske tilbage af det utvivlsomt rigelige Brændselsmateriale, som maatte have været anvendt den foregaaende Aften, var man lige saa vidt som før.

Kunde det tænkes, at Ugerningsmanden havde været forsynet med en kæmpemæssig Fakkel? Næppe. Desuden gik Mandskabets Forklaring jo ud paa, at Flammerne paa Taarnet havde lyst saa stærkt, at de allerede i flere Miles Afstand var bleven opmærksom paa Ilden.

„Hvor er det komisk,” sagde Jack Ryan leende, „at de nu endogsaa vil gøre det til, at „Ildheksene” benytter Tændstikker. Som om de behøvede noget at den Slags for at faa Luften til at staa i Flammer.”

Kort sagt, det eneste Resultat af Undersøgelserne vedrørende „Motala”s Forlis, blev en ny og herlig Legende. Naturligvis kunde en saa sund og kraftig Natur som Jack Eyan ikke udholde at ligge til Sengs ret længe. Hvad brød han sig om nogle Saar og Skrammer, saa meget mere som han ligefrem ikke havde Tid, til at være daarlig!

Saasnart han kom op, vilde han, endnu førend han genoptog sit Arbejde i Mejeriet, udføre sit allerede en Gang besluttede Fortsæt: at besøge sin Ven Harry og af hans egen Mund høre hvorfor han ikke var kommet med til Festen i Irwine. Jo mere han tænkte paa Harry, jo uforklarligere forekom det ham. Harry, som aldrig gik fra sit Ord! det var sandsynligt, at Harry havde læst Beretningerne om „Motala”s Forlis og han maatte da af dette have set, at han, Jack, havde været med til at redde Mandskabet med Fare for sit Liv og at han var blevet saaret. Det lignede ikke Harry at vise sig saa udeltagende.. Tværtimod. Med det Kendskab han havde til Harry havde han Ventet hans Besøg hver eneste Dag.

Det faldt ligesaa lidt den brave Jack ind at tvivle paa Harry Fords Venskab, som paa „Ildheksene”, saa naar Harry ikke kom, maatte der være indtruffet Forhindringer.

Allerede to Dage efter Skibbrudet, forlod Jack Ryan Mejeriet glad og munter som sædvanlig og naaede Banegaarden uden videre Uheld.

Medens han ventede paa Toget, blev han opmærksom paa nogle store Plakater, der var opslaaet paa de mest iøjnefaldende Steder i Ventesalen.

De lød som følger:

„Den 4. December gik Ingeniør James Starr ombord i Damperen „Prince ot Wales” ved Granton-Pier, han fulgte med saa langt som til Stirling, hvor han gik i Land. Siden da savnes enhver Efterretning om ham. Man anmoder herved indtrængende enhver, der muligvis kan give Oplysninger om ham, om uopholdelig at henvende sig til Præsidenten for „Royal Institution” i Edinburgh.

Jack Ryan blev staaende som forstenet. „Ingeniør Starr,” udbrød han tilsidst, „men det var jo netop den 4. at jeg mødte ham og Harry paa Stigen i Yarow Skakten. Det er nu 10 Dage siden, og i al den Tid har man intet set til ham. Hm! Der har vi nok Grunden til, at Harry blev borte fra Festen.”

Uden at give sig Tid til skriftlig at underrette Præsidenten om sit Møde med James Starr, sprang han op i Toget for hurtigst muligt at komme til Yarow Skakten. Hvis han undervejs ikke saa noget til Familien Ford, vilde han stige ned i Dochart Gruben, opsøge Harry og faa at vide hvad der var blevet af James Starr.

Tre Timer senere forlod han Banegaarden i Callander og ilede, saa hastigt hans Ben kunde bære ham, i Retning af Yarow Skakten.

„Skulde de monstro ikke være kommet op igen,” spurgte han sig selv, „skulde et eller andet have holdt dem tilbage dernede, et vigtigt Arbejde, en Opdagelse maaske?” Han skulde og maatte have det at vide.

Efter en Times rask Marsch naaede Jack Ryan Skakten. Tilsyneladende laa den ganske som ellers: de faldefærdige Stilladser, det frønnede Træværk, de halvrustne Tipvogne, alt stod som det havde gjort i de forløbne ti Aar. Jack gik ind i det forfaldne Skur, som dækkede over Nedgangen til Skakten, han kiggede ned i Afgrunden, intet. Han bøjede sig frem og lyttede, heller intet.

„Men min Lampe,” udbrød han halvhøjt, „den staar forhaabentlig paa sin sædvanlige Plads.”

Jacks Lampe stod imidlertid ikke i Krogen ved den øverste Stige, som den plejede.

„Det er altsaa det første, der ikke er som ellers,” mumlede Jack, der begyndte at føle sig en Smule urolig, „naa, jeg gaar nu derned alligevel, om der saa er aldrig saa mørkt,” tilføjede han.

Jack Ryan, der havde arbejdet i Gruben fra han var Dreng, kendte Yarow Skakten godt nok til at turde gøre dette Vovestykke, og han begyndte derfor Nedstigningen ganske langsomt idet han med Foden prøvede hver eneste Trin, vel vidende at den mindste Uforsigtighed kunde koste ham Livet. Han vidste, at han skulde ned af 30 Stiger inden han naaede Bunden og blev derfor meget forbavset, da hans Fod ved den 26. ikke mere følte noget fast Støttepunkt. Skulde han have talt fejl ? Umuligt! Den 27. Stige maatte være blevet fjernet.

„Det maa være „Gamle Erik” gom har været paa Spil,” sagde, han til sig selv med en hemmelig Gysen.

Med korslagte Arme blev han staaende og overtænkte Situationen. Et stod ham klart og det var, at naar han ikke kunde komme ned, kunde de andre heller ikke komme op. Hvis nu disse Stiger var blevet fjernede kort efter hans sidste Besøg i Skakten, hvad var der saa blevet af Familien Ford og Ingeniøren? Beviste James Starrs Forsvinden netop ikke, at han ikke havde forladt Yarow Skakten siden hin 4. December. Havde de nok at leve af i „Cottagen?” Fandtes der virkelig ingen anden Udgang fra Skakten? Blot de ikke alle var døde af Sult!”

Disse og lignende Tanker krydsede i Jack Ryans Hjerne, medens det samtidig stod ham klart, at han umuligt uden Hjælp kunde komme, ned i Gruben. Skyldtes Stigens Fjernelse en Tilfældighed eller... ? Han holdt ikke af at tænke Tanken til Ende. Inden han gik tilbage, vilde han dog gøre et sidste Forsøg paa at komme i Forbindelse med de Indespærrede, han bøjede sig saa langt han kunde ned over Afgrunden og raabte af sine Lungers fulde Kraft:

„Harry — y — Harry, Harry, Harry — —” men intet uden Ekkoet svarede paa hans vedholdende Kalden. Da dette blot var Tidsspild, skyndte Jack sig op paa Jordens Overflade igen, og naaede Banegaarden i Callander tidsnok til at tage Edinburgh-Ekspressen.

Klokken var kun tre om Eftermiddagen, da han lod Lord Mayoren i Edinburgh anmode om en meget vigtig Samtale. Hans Oplysninger blev straks ført til Protokols og der blev telegraferet efter Jatees Starrs bedste Ven, Præsidenten for „Royal Institution”, Sir W. Elphiston, som udbad sig Tilladelse til øjeblikkelig at maatte foretage en Undersøgelse af Yarow Skakten.

Der blev stillet en betydelig Politistyrke, til hans disposition, og man naaede endnu samme Aften Yarow Skakten, forsynet med Rebstiger, Lamper, Økser, Hakker, Levnedsmidler og Drikkevarer.

Ved Hjælp af Tove, sænkede man en Lampe ned i Dybet og overbeviste sig om, at de sidste Stiger virkelig manglede.

Der var ingen Tvivl om, at dette Forbindelsesmiddel med Omverdenen var blevet fjernet med Forsæt.

„Hvad venter vi paa, Herre,” spurgte Jack Ryan utaalmodigt?

„Paa at faa Lampen op igen, min Gut,” svarede Sir Elphiston, „og saa gaar det nedad i Dybet. Du fører os til....”

„Cottagen,” faldt Jack ham i Talen, „og derfra om det skal være til Grubens Ende.”

De steg alle ned i Skakten, forsynet med nogle uhyre lange Tovstiger, som Jack fastgjorde efterhaanden som det blev nødvendigt.

Han var den første som naaede Bunden, hvor han til sin Sorg og Overraskelse fandt de halvforkullede Rester af de forhenværende Stiger.

„Tror Herren,” sagde Jack Ryan henvendt til Sir Elphiston, „at Hr. Starr kan have haft nogen Interesse af frivillig at afskære sig fra Forbindelse med Yderverdenen?”

„Nej,” svarede Sir Elphiston, „det er ganske utænkeligt. Men fremad, min Gut, fremad til „Cottagen”. Der vil vi faa det hele opklaret.”

Jack Ryan rystede paa Hovedet med et meget betænkeligt Udtryk og gik med Lampen i Haanden hurtigt igennem de velkendte Gallerier, fulgt af de øvrige.

Et Kvarter senere havde de naaet Simon Fords Bolig. Der var intet Lys i nogen af Vinduerne og ikke en Lyd at høre. Jack Ryan rev Dørene op—Huset var tomt!

De gennemsøgte Værelserne fra Ende til anden; men alt var pænt i Orden, som da Madge havde forladt dem, Spisekammeret var velfyldt og der saas intet Spor af Vold.

Af en Kalender, der hang paa Væggen i Dagligstuen, kunde man se, at de maatte have forladt Huset den 6. December. Madge havde gjort sig det til en Vane, at afmærke hver forløbet Dag med et Kryds, og det sidste fandtes under den 5., altsaa Dagen efter Ingeniørens Ankomst. I 10 hele Dage havde de altsaa været borte.

Men hvor i al Verden var de gaaet hen? Og hvorfor blev de saa længe væk? Kunde det tænkes, at de havde gjort vigtige Opdagelser og derfor ikke var kommet tilbage.

Sir Elphiston følte sig meget urolig paa sin Vens Vegne og vidste hverken hvor han skulde begynde eller ende.

Der var bælgmørkt i den rummelige Hvælvning udenfor „Cottagen”, som syntes skumlere end nogensinde i det svage Lys fra Lamperne.

Pludselig udstødte Jack et Raab: „Se der,” raabte han, og pegede henimod et lysende Punkt, der syntes at bevæge sig frem og tilbage inde i de vidtforgrenede Gallerier.

„Lad os skynde os efter det,” udbrød Sir Elphiston, og greb Jack i Armen.

„Til hvad Nytte,” svarede Jack modløs, „det er jo intei virkeligt Lys, det. er kun Trolderi.”

Præsidenten for „Royal Institution” og hans Folk var ikke tilbøjelige til at tro paa Spøgelser, og da Jack indsaa, at hans Overtro kun gjorde ham latterlig i de andres” Øjne, fulgte han med, uden videre Vrøvl.

Det blev en lang og trættende Tur. Det lysende Punkt syntes at blive baaret af et ganske lille, men usædvanligt vævert Væsen. Det ene Øjeblik forsvandt det bag et Klippefremspring, for straks efter at komme tilsyne et godt Stykke længere fremme, og snart igen syntes det at slukkes fuldstændig. Dog, det dukkede stadig frem paany. Hvor hurtig Forfølgerne end gik, kom de aldrig Lyset nærmere og Jack kunde ikke frigøre sig for en hemmelig Følelse af Triumf, ved Tanken om, at han dog havde haft Ret.

Forfølgelsen havde nu omtrent varet en Time, og Selskabet var naaet dybt ind i den nordvestlige Del af Gruben, da det pludselig forekom dem, at Afstanden mellem dem og det hemmelighedsfulde Lys begyndte at formindskes.

Var det ubekendte Væsen blevet træt, eller ønskede det blot at gække dem paa en ny Maade?

Det var ikke godt at vide, men i hvert Fald fordoblede Forfølgerne deres Anstrengelser, og Lyset, der før havde vist sig paa en Afstand af et Par hundrede Skridt, var nu ikke mere end et halvt hundrede Skridt forud og blev tydeligere og tydeligere.

Man kunde nu skimte Omridsene af et menneskeligt Væsen, og selv Jack Ryan maatte indrømme, at der her ikke kunde være Tale om noget overnaturligt.

„Lad os skynde os,” raabte Jack og ilede i Spidsen for Toget, „det kan ikke vare saa længe inden vi naar ham.

Hvis han kan snakke lige saa godt, som han gaar, vil han sikkert kunde give os en hel Mængde Oplysninger.”

Desværre blev det vanskeligere at gaa hurtigt, jo længere de kom frem. Her, hvor man havde fundet Grubens allersidste Kulaarer, krydsede et Net af Gange og Sidegallerier hverandre, som i en Labyrint.

Der var Steder nok, hvor det hemmelighedsfulde Væsen kunde skjule sig, hvis det ønskede det.

„Dog, hvor skulde den gøre det,” tænkte Sir Elphiston, da Lyset i det samme forsvandt bag en snæver Aabning i Klippevæggen.

Et Øjebliks Betænkning og de bestemte sig for at følge efter. Lamperne blev efterset, og inden man kunde have talt til tre, var de alle med Sir Elphiston i Spidsen, inde paa den anden Side Aabningen.

De havde godt og vel gaaet et hundrede Skridt, da de, alle som én blev staaende maalløse.

Paa Jorden foran dem laa udstrakt fire Skikkelser: James Starr, Simon Ford, Harry og Madge.

Var de døde eller blot bevidstløse?

„James Starr,” kaldte Sir Elphiston, „Harry,” raabte Jack Ryan, men ingen svarede, og først efter lang Tids Forløb saa de Tegn paa tilbagevendende Liv hos Madge.

„Er de her,” hviskede hun med svag Stemme, „endelig, endelig.”

Lidt efter lidt vendte Bevidstheden ogsaa tilbage hos de andre; men de var saa afkræftede af Sult og Tørst, at det varede længe, inden de var i Stand til at besvare de simpleste Spørgsmaal.

De var gentagne Gange faldet i Afmagt at Mangel paa Mad, forklarede James Starr, men de var blevet reddet ved, at de, naar de var kommen til Bevidstheden igen, havde fundet Vand og Brød staaende lige i deres umiddelbare Nærhed, og de følte en levende Taknemlighed ved Tanken om den ubekendte, hvis Godhed de ene og alene skyldte Livet.

Skulde det være den samme, som havde ført Sir Elphiston og hans Ledsagere paa rette Spor? Hvorledes det nu var eller ikke, saa var i hvert Fald Ingeniøren, Madge, Simon og Harry Ford reddede, og da de var kommet delvis til Kræfter igen, besluttede man sig til at vende tilbage ad den samme Vej, man var kommen.

Intet Under, at Staklerne ikke havde kunnet finde den med Dynamit sprængte Aabning i Klippen; thi medens Ingeniøren og hans Ledsagere var beskæftiget med Undersøgelserne af Ny Aberfoyle, havde en ondsindet Haand spærret for Aabningen med Sten og store Klippestykker, i den tydelige Hensigt, at afbryde Forbindelsen mellem den nye og den gamle Grube.

JV.Gilead.org.il
Copyright © Zvi Har’El
$Date: 2007/12/27 09:26:57 $