Det Sorte Indien

Simon Ford og hans Kone, der saaledes havde faaet deres kæreste Ønske opfyldt, var fuldkommen lykkelige og tilfredse, hvorimod Harry, der af Naturen var temmelig alvorlig, syntes at trække sig mere tilbage i sig selv, for hver Dag, der gik. Mere end en Gang hændte det, at selveste Jack Ryan, med det „smittende Humør”, som Madge sagde, maatte gaa med uforrettet Sag og uden at have lokket et Smil frem paa Vennens Læber.

En Juni Søndag gik de to Venner sig en Tur langs Malcolmsøens Bredder. Oppe paa Jorden var det daarligt Vejr, Vinden fo'r pibende rundt i Gader og Stræder, og Regnen piskede mod Ruderne og tvang Folk til at holde sig inden Døre; men nede i Kulbyen, hvor man ikke kendte noget til Vejrets Omskiftelser, var alting fredeligt og stille.

En talrig Skare Mennesker fra Stirling og Omegn var ogsaa taget derned for at glæde sig over den smukke Sø og dens herlige Omgivelser. Hele Ny Aberfoyle, Kulbyen, Malcolmsøen og alle de øvrige maleriske Partier, laa som badet i et Hav af elektrisk Lys, der udgik fra en Allé af smukt forarbejdede, kæmpemæssige Standere.

Det var som sædvanlig Jack Ryan, der førte Ordet:

„Vil Du se, Harry,” begyndte han efter en kort Pavse, „her er ligefrem Trængsel i Dag. Det er noget for mig! Du maa virkelig ogsaa sætte et muntrere Ansigt op, gamle Ven, ellers tror Folkene oppe fra, at Du er led og ked af at være hernede.”

„Kære Jack,” svarede Harry, „lad det endelig ikke bekymre Dig. Du er jo desuden lystig for to, saa det kan gaa lige op.”

„Et Spøg, et andet Alvor,” vedblev Jack, „men sikkert er det, at jeg ender med at blive smittet af dit Tungsind. Somme Tider er det, som om Latteren bliver stikkende fast i Halsen paa mig, naar jeg ser paa dit triste Ansigt, Harry, og jeg vilde gerne give alt i Verden til at se Dig glad igen, som i gamle Dage. Hvad er det dog, som trykker Dig? Kan Du ikke lette dit Hjerte ved at tale ud?”

„Du véd jo godt, hvad det er, Jack!”

„Stadig de samme Grublerier?”

„Stadig de samme!”

„Stakkels Ven,” sagde Jack og -rystede medynksomt paa Hovedet, „at Du dog ikke som jeg kan skrive det altsammen paa Féernes og Aandernes Regning! Tænk hvor langt lykkeligere Du vilde føle Dig!”

„Du véd jo ligesaa godt som jeg, Jack, at Trolde og Feer og den Slags Tøjeri kun eksisterer i din og andre ligesindedes Indbildning. Det bedste Bevis paa at jeg har Ret er, at der ikke har vist sig en eneste en siden vi begyndte at arbejde i Ny Aberfoyle.”

„Indrømmet, Harry, kun synes det mig heller ikke, at de andre Væsener, de hvis Eksistens Du tror paa, har vist sig siden den Tid.”

„Men jeg skal vide at finde dem, Jack. vær vis paa det.”

„Harry, Harry, Féerne i Ny Aberfoyle lader sig ikke saa let fange.”

„Du kan tro jeg skal fange og afsløre dine Féer,” vedblev Harry i en Tone, der ikke lod nogen Tvivl mulig.

„Du vil maaske straffe dem?”

„Baade straffe og belønne. Selv om den ene Haand spærrede os inde, glemmer jeg dog ikke, at den anden kom os til Hjælp.

„Men er Du da sikker paa,” vedblev Jack, „at begge disse Hænder ikke tilhører et og samme Væsen?”

„Hvor i al Verden kommer Du paa den Tanke, Jack?”

„Aa, jeg ved ikke... jeg tænker — at de Væsener, som huserer i Afgrundene her — maaske ikke er skabt ligesom vi.”

„Ja, men dem jeg tænker paa, skiller sig ikke i nogen Henseende ud fra os.”

„Nej, Harry, maaske ikke; men kunde det da ikke tænkes, at det var en eller anden Forrykt, som havde drevet sit Spil her.”

„En Forrykt,” gentog Harry, „en Vanvittig skulde være i Besiddelse af en saa udpræget Intelligens og logisk Tænkeevne. Visvas, Jack. Den som brændte Stigerne og forsætlig spærrede os inde i Ny Aberfoyle er ingen Forrykt.”

„Det kan jeg ikke indse, men forresten har han jo ikke ladet høre fra sig i de sidste tre Aar, vel?”

„Nej, men jeg kan alligevel ikke frigøre mig fra en Fornemmelse af, at han — hvem han saa end er — ikke har opgivet sine onde Anslag. Jeg føler mig overbevist om, at han blot ligger paa Lur, for at oppebie det rette Øjeblik. Hvad der gør, at jeg tror det, véd jeg ikke, men Tanken derom piner mig baade Dag og Nat. Baade for min egen og for Ny Aberfoyles Fremtids Skyld, vilde jeg give meget til at vide, hvem han er og hvor han opholder sig.”

„For Ny Aberfoyles Skyld, hvad mener Du med det,” spurgte Jack forundret.

„Jeg mener,” svarede Harry, „at alle hans Handlinger indtil nu staar i aabenbar Modstrid med vore Interesser. Jeg har tænkt derover, oftere end Du aner, og jeg er sikker paa, jeg ikke tager fejl. Husker Du hvorledes de daværende Begivenheder fulgte Slag i Slag? Først kom det anonyme Brev som beviste, at andre end vi, kendte til Faders Planer og søgte at forpurre dem. Saa kom Hr. Starrs Besøg i Gruben. Han var knap naaet halvvejs ned i Skakten, før en Sten kom susende og nær havde revet ham med sig. Da det ikke lykkedes, blev Stigerne brændt, for dermed at forhindre Forbindelse med Omverdenen. Saa begyndte vore Undersøgelser. Det første Eksperiment, det som skulde bevise Carbidets Tilstedeværelse, mislykkedes. Hvorfor? Fordi en ubekendt Haand havde tilstoppet Spalterne i Klippevæggen. Ikke desto mindre lykkedes det os at frembringe en Aabning i det haarde Granit, vi trænger ind, finder det ny Leje, og hvad sker? Paa Tilbagevejen opstaar der en uforklarlig Bevægelse i Luften, Lampen bliver slaaet ud af Haanden paa mig og vi staar indhyllet i et uigennemtrængeligt Mørke. Dog, vi taber ikke Modet, vi danner en Kæde, føler os frem og finder den rigtige Vej; Men endnu er det ikke forbi med vore Trængsler. Under vor Fraværelse er Aabningen i Klippevæggen forsvunden — vi er levende begravede! Hvad siger Du, Jack, tror Du endnu, at alt dette skyldes Tilfældigheder? Nej og tusinde Gange nej. Det siger sig selv, at Gruben paa hint Tidspunkt maa have været beboet af et eller flere Væsener, visselig ingen overmenneskelige — som af en eller anden Grund er blevet forbitret over Vore Planer og har søgt at tilintetgøre dem. Kunde jeg blot forstaa Grunden til deres Had; en indre Stemme siger mig, at han eller de opholder sig her endnu, og at han har frygtelige Planer for. Og det siger jeg Dig, Jack, at jeg maa have Vished derom, om det saa skal koste mig Livet!”

Han talte med saa megen Varme og Overbevisning, at han rev Kammeraten med sig.

Jack følte, at Harry havde Ret og at denne Kæde af Begivenheder umulig kunde skyldes et Tilfælde; men da han alligevel ikke helt formaaede at frigøre sig for den gamle Følelse af Overtro, svarede han:

„Du har Ret i alt, hvad Du der siger, Harry, og det stemmer lige paa en Prik. Men Du kan da ikke nægte, at det var en god Fe, som skaffede jer Brød og Vand og sørgede for, at I kom ud af Hulen.”

„Jack,” afbrød Harry sin Ven, „den tjenstvillige Skabning, som Du vil gøre til et overnaturligt Væsen, er lige saa sikkert skjult her i Gruberne, et eller andet Sted, som den anden, og jeg sværger Dig til, at jeg skal finde dem begge, hvor længe Jeg saa ogsaa skal søge.”

„Har Du nogen Formødning om, hvor paa Lag de kunde opholde sig?”

„Ja og nej! Nu skal Du høre. Fem Mil vest for Aberfoyle, lige under Lommond Søen, findes der en naturlig Skakt, som gør Indtryk af at være uhyre dyb. Jeg opdagede den tilfældigvis forleden Dag paa en af mine Strejfture, og da jeg syntes den saa umaadelig interessant ud, forsøgte jeg at lodde dens Dybde. Jeg kastede altsaa min Sonde ud; men idet jeg bøjede mig ud over Skaktens Munding, mærkede jeg en forunderlig Bevægelse i Luften, som Sus af kraftige Vingeslag.”

„Det har vel været en eller anden Fugl, som har forvildet sig ned i Gruben,” svarede Jack.

„Maaske, men det er ikke alt. Hør blot videre. Endnu samme Dags Aften vendte jeg tilbage til Skakten, og hvad tror Du saa jeg hørte? En sagte Jamren fra Dybet.”

„Jamen,” raabte Jack, „det er jo umuligt, Harry, Du maa have taget fejl — det har været et Lufttryk eller — hvem ved, maaske en Fé —.”

„Endnu i Morgen vil jeg skaffe mig Vished om hvad det kan have været.”

„I Morgen,” gentog Jack, og saa' forundret paa sin Kammerat, „hvad mener Du med det?”

„At jeg i Morgen stiger ned i Skakten.”

„Harry, det er at bespotte Gud.”

„Tværtimod, jeg haaber at mit ganske Hjerte, at han vil staa mig bi. I Morgen tidlig gaar vi begge til Skakten, i Følge med nogle Kammerater. Jeg faar et langt Reb bundet om Livet, I lader mig glide ned, og hejser mig op igen, paa et givet Signal. Er Du med, Jack? Og kan jeg gøre Regning paa Dig?”

„Selvfølgelig,” svarede Jack alvorlig, „Du ved, at der intet er, som jeg ikke vilde gøre for Dig, naar Du virkelig ønsker det. Men jeg gentager det endnu en Gang, Harry, det er et voveligt Foretagende.”

„Hvo intet vover, intet vinder,” svarede Harry, „og selv om det skulde gaa galt, vilde jeg hellere det, end senere hen at bebrejde mig noget, jeg har undladt at gøre,” svarede Harry, „og nu farvel, Jack, og paa Gensyn i Morgen tidlig Klokken 6.”

Med disse Ord forlod Harry sin Kammerat og gik tilbage til „Cottagen”. Han vidste, at Vennen vilde prøve paa at faa ham fra sit Forsæt, og da dette dog var haabløst, foretrak han at skilles fra ham.

I øvrigt var Jacks Ængstelse ingenlunde ubegrundet. Hvis Harry virkelig havde en Fjende og han opholdt sig i den omtalte Skakt, vilde der selvfølgelig ikke være noget som helst til Hinder for, at han benyttede Situationen til et Angreb.

„At man gider udsætte sig for saadan noget,” sluttede Jack sin Tankegang, „naar det sandsynligste er, at det hele skyldes overnaturlige Væsener.

Den næste Morgen fandt Harry, Jack og tre Kammerater ved den nyopdagede Skakt. De havde holdt deres Forehavende hemmeligt for alle, og de, som tilfældigvis saa dem drage afsted, gik ud fra, at de skulde ud paa en Opmaaling.

Harry Var forsynet med et solidt Reb paa ca. 200 Fod. Uden dette havde han slet ikke turdet indlade sig paa Ekspeditionen, da Skakten saa ud til at være meget for stejl til at man kunde tænke paa at klatre ned ad den. Saa vidt man efter et flygtigt Skøn kunde dømme, maalte Skakten 12 Fod i Gennemsnit. Det gik ikke an, at lade Rebet glide ud over Skaktens Munding, da Harry i saa Fald let kunde komme til at skure ned langs Siderne, og derved være udsat for Stød og Rifter af Ujævnhederne i Klippen. Der blev derfor lagt en Bjælke tværs over Skakten, saa at man var i Stand til at holde Harry svævende lige i Afgrundens Midte, naar man lod Rebet glide ud over den.

De aftalte at Harry skulde trække i Rebet, naar han ønskede at komme op igen.

„Det er altsaa virkelig din Mening at vove Forsøget?” spurgte Jack alvorligt.-

„ Javel, Jack, vær nu blot ingen Taabe.”

Rebet blev imidlertid bundet fast om Livet paa Harry og derefter slynget op om hans Skuldre, saa at hans Legeme kom til at hænge ganske lige og hans Hænder var fri. I Bæltet havde han anbragt sin Lampe og en solid bredbladet Kniv.

Han traadte ud paa Bjælken, kastede et Blik ned i Afgrunden og gav Kammeraterne Tegn til at fire.

Idet Harry ganske langsomt begyndte at glide nedad, med en Fart af nogle Fod i Minuttet, iagttog han opmærksomt sine Omgivelser. Takket være den lille Lampe, var der ganske lyst i Skakten, og han saa at det vilde være umuligt for noget menneskeligt Væsen at klatre op eller ned ad de glatte, stejle Sider, der saavidt han kunde skønne, var af Skifer blandet med Sandsten. Der fandtes ingen Sidegallerier paa Vejen, derimod steg der en kølig Luftning op fra Skaktens Bund, hvilket Harry ansaa for et Tegn paa, at den stod i Forbindelse med andre Dele af Gruben.

Harry gled dybere og dybere ned. En uendelig Stilhed hvilede over det uigennemtrængelige Mørke, der slog ham i Møde —! Hvis et menneskeligt Væsen opholdt sig dernede, maatte det sove eller være død —.

Skønt Harry ikke var bange af sig, følte han dog en vis Befrielse, da Tovet i en Dybde af omtrent 180 Fod slappedes og han følte fast Bund under Fødderne. Det som han mest havde frygtet for, var ikke sket. Tovet var ikke blevet skaaret af over Hovedet paa ham. Vel havde han ikke paa Vejen set nogen Fordybninger store nok til at kunne rumme et menneskeligt Væsen, men — alligevel — man kunde jo aldrig vide!

Han tog nu sin Lampe frem og undersøgte Stedet omhyggeligt. Som han havde ventet, udgik der ganske rigtig fra den ene Side af Skakten en Gang eller man kunde maaske snarere sige en Slags Kanal. Den var saa snæver, at Harry maatte krybe paa alle fire, hvis han overhovedet vilde tænke paa at undersøge hvor den førte hen. Det faldt ikke Harry ind at betænke sig, fast besluttet, som han var paa, at føre sit Forsæt til Ende. Som sagt saa gjort. Til at begynde med gik det godt nok, men snart blev han standset af en Forhindring. Hvad kunde det være? Ved at føle sig for kom han til det Resultat, at det maatte være et menneskeligt legeme og i Øjeblikkets Forskrækkelse trak han sig skyndsomst tilbage. Dog det varede ikke længe førend han paany var inde i Kanalen.

Han havde virkelig ikke taget fejl, det var et Menneske og saavidt han kunde skønne, levede det endnu.

Med stor Anstrengelse lykkedes det ham at faa det bragt ud i Skakten, hans Overraskelse var grændseløs, da han ved Hjælp af Lampen konstaterede, at det var et Barn — en purung Pige.

Det var saa koldt, og aandede saa svagt, at han var bange for, det skulde dø imellem Hænderne paa ham, hvis han ikke skyndsomst fik det op af denne gyselige Afgrund. Han vidste at hans Moder vilde pleje det med den største Omhu, naar de blot kom saa langt, og i sin Omsorg for det stakkels Væsen, glemte Harry ganske Hensigten med sit Besøg i Skakten og tænkte kun paa at vende tilbage.

Han anbragte atter Lampen i sit Bælte, bandt Rebet fastere, trykkede Barnet tæt op til sig med den venstre Arm og gav Signal til Kammeraterne.

Han følte Tovet strammes og svævede et Øjeblik efter frit i Luften med sin kostbare Byrde. Med fordoblet Opmærksomhed saa' han sig om denne Gang, hvor det ikke gjaldt hans eget Liv alene. De kunde vel være kommet omtrent halvvejs, da han til sin Uro og Forbavselse mærkede et hæftigt Lufttryk kommende fra Dybet. Han saa' ned og skimtede i Halvmørket Omridsene af en uhyre Fugl, der med hurtige Slag steg i Vejret og snart stødte til ham med sine kæmpemæssige Vinger. Da Uhyret var kommet nogle Meter over hans Hoved, standsede det sin Flugt, svævede et Øjeblik frem og tilbage og slog som en Rasende ned paa ham. Med sin højre Arm afværgede Harry Slaget, saa godt han kunde; men det var ingen Spøg her, hvor han delvis hæmmedes af Rebet, som ustandselig drejede rundt og dels af Barnet, der hang tungt i hans Arm.

Fuglen vedblev med sine Angreb og syntes fast bestemt paa ikke at vilde opgive Kampen; der var ikke andet at gøre for Harry end at raabe om Hjælp saa højt han formaaede. Hørte Kammeraterne ham? Det lod det til, i hvert Fald gik Rebet hurtigere i Vejret.

Der manglede dog endnu et godt Stykke, vel sagtens en 80 Fod, da Fuglen pludselig forandrede Angrebsplan og i Stedet for at hugge løs paa ham, som den hidtil havde gjort, klamrede sig fast i Rebet ovenover hans Hoved og prøvede paa at hugge idet over med sit frygtelige, skarpe Næb. Haarene rejste sig paa Harrys Hoved. Fuglen havde klogelig anbragt sig saa højt oppe, at han ikke kunde naa den med sin frie Haand, og han saa' nu til sin Rædsel, hvorledes det lidt efter lidt lykkedes den at gennemhugge den ene af de Traade, som Rebet var tvundet af.

Hvad skulde han gøre? Slippe Barnet og redde sig selv? Umuligt. De vilde uvægerlig blive knust begge hvis Rebet brast og de faldt ned fra en Højde af cirka 80 Fod.

Han saa', at den næste af Traadene nu ogsaa var itu og følte, at Rebet ligesom begyndte at give efter.

Han smed Kniven og greb med en næsten overmenneskelig Kraftanstrengelse fat i Tovet ovenover det sønderrevne Sted.

Imidlertid halede Jack og hans Kammerater til af alle Livsens Kræfter, de havde hørt Harrys Nødraab og forstod, at der maatte være Fare paa Færde.

Men Harry havde opgivet hvert Haab om Frelse. Han følte kun, at Blodet sydede og brusede i hans Hoved og at hans Pande bedækkedes af kold Sved. Hvorlænge vilde dette trække ud? Hans Kræfter svandt mere og mere, og han mærkede hvorledes Rebet langsomt gled ud af hans krampagtig knyttede Haand.

Nu maatte det ske — han lukkede Øjnene og — følte sig i samme Nu grebet af Kammeraternes jernfaste Næver.

Han var reddet! Men Sindsbevægelsen havde været for stærk, og et Øjeblik efter laa han bevidstløs paa Jorden med Barnet fast trykket til sit Bryst.

JV.Gilead.org.il
Copyright © Zvi Har’El
$Date: 2007/12/27 09:26:57 $