Det Sorte Indien

To Timer senere kom Harry og det meget svage Barn med Jack Ryan og hans Kammeraters Hjælp ind i „Cottagen”. Man fortalte den gamle Overstiger hvad der var sket, og Madge plejede paa det omhyggeligste det af Sønnen reddede Væsen. Harry havde troet, det var et Barn han fandt, men det var en ung Pige paa omtrent 16 Aar. Hendes forvildede og forundrede Blik, hendes indfaldne Ansigt, der bar Spor af store Lidelser, hendes blege Farve, der endnu syntes uberørt af Dagens Lys, hendes sarte og yndige Skikkelse — det gjorde altsammen, at hun saa lige saa fremmedartet som fortryllende ud. Jack Ryan sammenlignede hende med nogen Ret med et overnaturligt Væsen. Det var maaske en Følge af de ejendommelige Omstændigheder og de usædvanlige Omgivelser, hvorunder den unge Pige hidtil havde levet, at hun kun halvt syntes at tilhøre den menneskelige Slægt. Hendes Ansigtsudtryk virkede paafaldende, Lamperne syntes at anstrenge hendes Øjne, hun saa' sig omkring, som alt var hende nyt.

Den gamle skotske Kone henvendte nogle venlige Ord til det ejendommelige Væsen, der var blevet lagt paa Sengen og som nu kom til Live, som om hun vaagnede efter en aarelang Søvn.

,Hvad hedder Du, mit Barn?” spurgte hun.

„Nell,” svarede den unge Pige.

„Trænger Du til noget, Nell?” vedblev Madge.

„Jeg er sulten,” svarede Nell, „for jeg har ikke spist siden.. siden..”

Man kunde allerede af disse faa Ord høre, at Nell ikke var vant til at tale. Hendes Dialekt var den gamle galliske, som ogsaa tidt blev brugt af Simon Ford og hans jævnaldrende.

Madge bragte den unge Pige noget Føde. Det saa ud som Nell var lige ved at dø af Sult.

„Hvorlænge har Du været dernede mit Barn?” spurgte Madge.

Nell svarede ikke, hun syntes ikke at fatte Ordenes Mening.

„Hvor mange Dage?” gentog Madge.

„Dage,” svarede Nell, som om dette Ord ikke havde nogen Betydning og saa rystede hun paa Hovedet, som én, der ikke forstaar det Spørgsmaal, som er gjort.

Madge greb Nells Haand og klappede den for at vinde hendes Fortrolighed.

„Hvor gammel er Du, mit Barn?” spurgte hun og saa' hende venligt ind i Ansigtet.

Nell rystede atter paa Hovedet.

„Jeg mener, hvor mange Aar Du er?” forandrede Madge sit Spørgsmaal.

„Aar?” svarede Nell forundret.

Simon Ford, Harry, Jack Ryan og de andre betragtede hende medlidende og medfølende. Dette stakkels lille Væsen, der var klædt i en grov Dragt, rørte dem inderligt. Særlig Harry følte sig stærkt tiltrukket af Nells Ejendommelighed. Han saa lige paa hende og det var som om hendes Læber krusede sig til et let Smil, saa sagde han:

„Nell, var Du alene der nede i Gruben?”

„Alene, alene!” raabte den unge Pige og rejste sig op. Hendes Ansigt fik et Udtryk af Skræk og hendes Blik, der havde set saa blidt paa den unge Mand, skød Lyn.

„Det stakkels Barn er endnu for svagt til at tale,” mente Madge og lagde atter den unge Pige ned, „naar hun har faaet nogle Timers Ro og godt at spise og drikke, vil hun allerede være stærkere. Kom allesammen og lad hende sove i Fred.”

Paa Madges Raad blev Nell ladt alene og kort efter saa de, at hun var faldet i Søvn.

Hele denne sælsomme Begivenhed vakte naturligvis den største Opsigt, først i Kulminerne, saa i Grevskabet Stirling og tilsidst i hele England. Der gik de forunderligste Rygter om Nell. Det kunde ikke have vakt mere Sensation, om man havde fundet en ung Pige i selve Skiferlaget som en af hine Skabninger fra før Syndfloden, der ofte bringes for Dagens Lys efter Aartusinder, ved Minearbejderens Hammer og Hakke.

Uden at hun anede det, kom Nell saa at sige paa Mode. Overtroiske Folk fandt her et nyt Grundlag for deres Legender. De troede fuldt og fast, at Nell var „Ny Aberfoyles” gode Fe.

„I hvert Fald kan hun kun være en god Fe,” sagde Harry naar Talen faldt paa hende, „det var hende, der kom os til Hjælp og bragte os Brød og Vand, da vi var indespærret i Kulgruben. Det kan kun have været hende. Hvis den anden Aand endnu huserer i Gruben, saa opdager vi ham nok en Dag.”

Det forstaar af sig selv, at man hurtigst muligt underrettede James Starr om det forefaldne.

Den unge Pige blev udspurgt af ham paa alle Leder og Kanter; men de fleste af Livets Foreteelser syntes hende ubekendte og dog gjorde hun Indtryk af at have en mere end almindelig god Forstand. Man mærkede, at hun ikke var vant til at dele Tiden i Timer eller Dage, og at hun ikke en Gang kendte disse Ord. Hun kunde kun daarligt taale Skinnet fra de elektriske Lys; men i Mørke var hendes Blik overraskende skarpt og hendes vidt aabne Pupiller kunde se, selv i det allerdybeste Mørke. Hendes Hjerne syntes aldrig at have faaet Indtryk fra Yderverdenen og hendes Kendskab til Menneskeheden indskrænkede sig sikkert til et eller to levende Væsener i Jordens Udhulning. Vidste det stakkels Barn overhovedet, at der eksisterede en Sol, Stjerner, Byer og Lande, og et Universum gennem hvilket utalte Kloder kredse; derom maatte man tvivle. Ingeniøren kunde ikke løse Spørgsmaalet om Nell havde levet alene i Ny Aberfoyles Dybder. Enhver Hentydning hertil, opfyldte hende med Forfærdelse. Enten kunde eller vilde Nell ikke svare derpaa og her var altsaa endnu en Hemmelighed at afsløre.

„Vil Du blive her hos os eller vende tilbage hvor Du tidligere var?” havde Ingeniøren spurgt hende.

Til den første Del af Spørgsmaalet raabte hun hurtig og glad „ja,” men den anden Del besvarede hun med et ængsteligt Skrig.

Denne haardnakkede Tavshed bekræftede for James Starr, Simon Ford og Harry paany deres tidligere Anelser. De kunde ikke glemme de uforklarlige Tilfælde den Gang de opdagede den ny Kulgrube. Skønt der nu var gaaet tre Aar, var de dog stadig forberedt paa, at deres usynlige Fjende vilde gentage sit Angreb.

De foresatte sig nærmere at undersøge hin hemmelighedsfulde Skakt og vel bevæbnet og i større Antal udførte de det. De fandt dog ikke derigennem mistænkelige Spor. Skakten stod i Forbindelse med det Hulesystems underste Etager, som gik gennem de mægtige Kulaflejringer.

Gentagne Gange talte James Starr, Simon og Harry om denne Gaade. Hvis en eller flere ' ildesindede Personer holdt sig skjult i Gruben og forberedte en Skurkestreg, saa kunde Nell maaske have givet Underretning derom; men hun vedblev at være tavs. Den ringeste Hentydning til Fortiden bevirkede, at hun fik stærke nervøse Anfald og man ansaa det da for raadeligst helt at holde op dermed. Med Tiden vilde hun maaske forraade sin Hemmelighed mod sin Vilje.

Fjorten Dage efter at Nell var kommet til „Cottagen” gjorde hun sig nyttig ved at hjælpe gamle Madge i Huset. Det faldt hende ganske naturligt, aldrig at forlade dette Hus, hvor hun havde faaet en saa venlig Modtagelse og maaske troede hun, at hun slet ikke kunde leve udenfor det. Hun havde fuldkommen nok i Familien Ford og denne ansaa det paa sin Side, for selvfølgeligt at betragte hende som Adoptivbarn.

Madge følte for Nell en sand moderlig Deltagelse, den gamle Overstiger var ganske indtaget i hende, alle holdt af Pigen; Jack Ryan beklagede kun, at det ikke var ham, som havde reddet hende. Han opholdt sig nu hyppigt i „Cottagen”, og undertiden sang han, og Nell syntes det var det smukkeste, hun nogensinde havde hørt; men enhver kunde dog let se, at hun foretrak Harrys Underholdning frem for Jack Ryans Viser, og gennem Harry lærte hun lidt efter lidt, hvad hun endnu ikke vidste om Omverdenen.

Vi maa tilstaa, at Jack Ryan efterhaanden som Nell fik en mere og mere menneskelig Skikkelse, fik sin Tro til Grubeaander noget rystet og to Maaneder efter skulde hans' Tro faa et endnu haardere Slag.

Harry gjorde nemlig da en ganske uventet Opdagelse, som delvis forklarede „Ildheksenes” Tilsynekomst i Dundonald Slottets Ruiner. Efter en fortsat Undersøgelse af Grubens sydlige Del, havde Harry fundet en skraat opadløbende snæver Gang gennem Skiferklipperne. Hvor forbavset blev han ikke, da han pludselig fandt sig i fri Luft. Gangen endte netop lige ved Dundonald Castles Ruiner. Der bestod altsaa en hidtil ukendt Forbindelse mellem Ny Aberfoyle og det Højdedrag hvor Slottet laa. Den øverste Munding af denne Tunnel var næsten ikke til at opdage, saa tæt laa Stenblokkene over den.

Nogle Dage senere tog ogsaa James Starr Tunnelen i Øjesyn.

„Naa,” sagde han, „dér har vi da et Middel til at belære de Overtroiske. Nu Farvel, kære Spøgelser, Koboldte og Ildhekse.”

„Jeg tror næppe,” indvendte Harry, „at der er Grund til at lykønske os. Aandernes Stedfortrædere er vist endnu værre.”

„Det kan være, Du har Ret,” svarede Ingeniøren, „men hvad skal vi gøre. Aabenbart benytter disse Slyngler, som driver deres Væsen i Gruben, denne Tunnel som Forbindelsesled med Omverdenen. Det er uden Tvivl dem, som hin Stormnat med deres Fakler forvirrede „Motala”, hvis Vragstumper de, ligesom tidligere Strandrøvere, vilde have tilegnet sig, hvis ikke Jack Ryan og hans Kammerater havde forhindret dem deri.

Dette her forklarer i hvert Fald alt. Her er Indgangen til Røverhulen og Spørgsmaalet er kun, om Banditterne boer her endnu.

„Sikkert,” svarede Harry, „thi Nell skælver altid naar man nævner noget derom.”

Harry kunde forsaavidt have Ret. Naar Grubens gaadefulde Beboere var døde eller havde forladt den, hvilken Grund skulde der saa være for den unge Pige til at bevare sin Tavshed?

James Starr ansaa det nu for uomgængeligt nødvendigt at faa Hemmeligheden opklaret. Han anede, at det store Værks hele Fremtid kunde afhænge deraf. Der blev taget de strengeste Forsigtighedsregler. Øvrigheden blev underrettet om Sagen, en Afdeling Betjente skjulte sig i Dun-donald Castles Ruiner, Harry selv opholdt sig flere Nætter i Højdedragets Krat; men Anstrengelserne var forgæves, man opdagede intet. Intet menneskeligt Væsen traadte ud af Tunnelmundingen.

Det vandt endda mere og mere Tiltro, at Forbryderne i Ny Aberfoyle havde forladt Gruben og at de betragtede Nell, som de havde ladet tilbage i Dybet, som død. Førend Arbejdet blev genoptaget, havde Kulgruben kunnet yde dem et sikkert Skjulested, thi her var de værnet mod Efterstræbelser. Nu havde Forholdene fuldstændig forandret sig, og de vilde have vanskeligt ved at hemmeligholde deres Opholdssted. Man maatte altsaa fornuftigvis antage, at der ikke i Fremtiden var mere at frygte.

Alligevel følte James Starr sig ikke fuldkommen beroliget og Harry var af samme Mening som han.

„Nell staar aabenbart i Forbindelse med denne Hemmelighed,” sagde han, „hun har stor Agtelse for Mo'r og holder meget af alle os andre, og naar hun ikke vil tale om Fortiden, skønt det kunde berolige os med Hensyn til Fremtiden, saa tynger en vægtig Hemmelighed hendes Sind og hendes Samvittighed forbyder hende at afsløre den.

En Dag hændte det dog ved et Tilfælde, at Harry meddelte Nell hvormeget James Starr, Faderen og Moderen havde at takke hende for hendes uegennyttige Hjælp. Det var en Festdag. Ligesom ovenover i Grevskabet, saaledes fejrede ogsaa de underjordiske Arbejdere Dagen, de var alle ude at spadsere og mindst en Snes forskellige Steder lød muntre Sange under Ny Aberfoyles Hvælvinger.

Harry og Nell havde forladt „Cottagen” og fulgtes langsomt op ad Malcolmsøens venstre Bred. Her lyste de elektriske Straaler mindre kraftigt og brødes mod de maleriske Klipper, som bar den vældige Kuppel. Det Halvmørke, som herskede her, var velgørende for Nells Øjne, som kun langsomt kunde vænne sig til Lyset.

Efter en Times Vandring standsede Harry og hans Ledsagerinde foran den hellige Gilles Kapel.

„Dine Øjne er endnu ikke vant til Lyset,” sagde Harry, „og de kunde vel næppe taale Solens klare Skin?”

„Det kan de sikkert ikke,” svarede den unge Pige, „hvis Solen er, som Du har beskrevet mig den.”

„Ak, Nell,” vedblev Harry, „med Ord formaar jeg ikke at give Dig nogen rigtig Forestilling om den Glans og heller ikke om Verdenens Herligheder, som Dine Øjne endnu ikke har set. Men sig mig, er det virkelig muligt, at Du aldrig har betraadt Jordens Overflade?”

„Aldrig, Harry, og jeg tror ikke, at Fader eller Moder selv da jeg var ganske lille, har baaret mig derop. Saa vilde jeg dog have haft en dunkel Erindring derom.”

„Du har vist Ret,” svarede han, „paa den Tid var der mange Arbejdere, som aldrig forlod Minen. Forbindelsen med Omverdenen var for besværlig, og jeg har truffet mere end et ungt Menneske i Din Alder, der ganske ligesom Du, ikke kendte noget til Forholdene deroppe. Men nu befordrer Elevatoren i den store Tunnel os i faa Minutter op til Overfladen. Oh, Nell, hvor jeg længes efter det Øjeblik, hvor Du vil sige til mig: „kom Harry, nu taaler mine Øjne Dagens Lys. Jeg vil se Solen, jeg vil beundre Skaberens Værk”.

„Jeg haaber, Harry,” svarede den unge. Pige, „snart at kunne sige saaledes til Dig. Jeg vil kvæge mig ved Synet af den store Verden og dog....”

„Hvad vilde Du have sagt, Nell,” spurgte Harry ivrigt, „beklager Du maaske at have forladt den mørke Afgrund, hvor Du tilbragte Dine første Leveaar og hvor vi næsten vristede Dig ud af Dødens Tag?”

„Nej, Harry,” svarede Nell, „jeg tænkte blot paa, at ogsaa de mørke Dybder har deres Skønhed. Her flyver saa tidt Skygger forbi, som man gerne gad følge. Dybt i Grunden er Slugter hvor nu og da et usikkert Skin flakker, saa hører man Støj, der lyder som Tale, ja, man maa have levet der, langt nede, for at forstaa, hvad jeg ikke formaar at skildre Dig med Ord.”

„Og Du var aldrig bange, Nell, naar Du var alene?”

„Naar jeg var alene, var jeg aldrig bange.”

Harry lagde Mærke til Eftertrykket paa „alene”, og han troede nu det gunstige Øjeblik var kommet til at faa noget mere at vide.

„Men var Du da ikke bange for at forvilde Dig i de lange Gange?”

„Nej, Harry, jeg har kendt alle Krinkelkrogene i den nye Kulgrube i lange Tider.”

„Forlod Du den da aldrig?”

„Enkelte Gange,” svarede hun tøvende, „kom vi jo ogsaa til de gamle Aberfoyle Miner.”

„Saa kendte Du ogsaa den gamle „Cottage”?”

„Cottagen,” ja..... men dens Beboere saa godt som ikke.”

„Beboerne,” forklarede Harry hende, „var min Fader, min Moder og jeg. Vi har aldrig villet forlade vor gamle, kære Bolig.”

„Maaske havde det dog været bedre for Jer,” mumlede den unge Pige.

„Og hvorfor, Nell? Kan Vi ikke takke vor Udholdenhed for, at vi fandt de nye Kulskatte? Og var denne Opdagelse ikke en Velsignelse for en hel Befolkning? Og for Dig, Nell, som blev givet tilbage til Livet?”

„Ja, men for de andre... hvem ved?”

„Hvad mener Du dermed?”

„Intet.... intet.... men den første Indtrængen i den nyaabnede Grube rummede sine Farer, sine store Farer. En Gang, Harry, var nogle uforsigtige Mennesker kommet ind i disse ukendte Gange. De vovede sig langt, langt ind og tilsidst forvildede de sig. Deres Lampe slukkedes, de kunde ikke finde Tilbagevejen.”

„Og de blev indesluttede i 8 Dage,” fortsatte Harry hendes Tale, „og de vilde alle været omkomne, hvis ikke Gud havde sendt dem en hjælpende Engel, der sørgede for at skaffe dem Føde.”

„Hvorfra ved Du alt det?” spurgte Nell.

„De Fangne var James Starr, mine Forældre og jeg.”

„Du?” raabte den unge Pige og greb hans Haand.

„Ja,” svarede Harry, „og det var Dig, Nell, der reddede os, det kan ikke have været nogen anden.”

Nell bøjede Hovedet og gav ikke noget Svar. Ingensinde før havde Harry set hende saa dybt grebet.

JV.Gilead.org.il
Copyright © Zvi Har’El
$Date: 2007/12/27 09:26:57 $