Det Sorte Indien

Tiden gik og Kulminernes Anseelse voksede Dag for Dag. Aktieselskabet „Ny Aberfoyle” tjente gode Penge, og det siger sig selv, at baade James Starr og Simon Ford — Opdagerne af det rige Kulleje — fik deres rigelige Part af Udbyttet. Paa den Maade blev Harry en velstaaende Fyr, men det faldt ham derfor ikke ind at forlade sit Hjem og sin Virksomhed. Tværtimod, han havde nu overtaget sin Faders gamle Stilling som Overstiger og havde ingen højere Interesse end sine Undergivnes Ve og Vel.

Jack Ryan, der heller ingen Grund havde til at beklage sig, var baade stolt og lykkelig over Vennens Held, og de to Kammerater saaes da ogsaa jævnligt enten i „Cottagen” eller ved deres Arbejde i Gruberne. Jack havde forlængst opdaget Harrys Følelser for Nell og morede sig af og til med at drille ham lidt i den Anledning; men Harry rystede kun paa Hovedet og vilde aldrig gaa ind paa Spøgen.

Det var Jack Ryans inderligste Ønske at ledsage Nell paa hendes første Tur til Jordens Overflade. Han glædede sig som et Barn, til at se hendes Forundring over alt det nye og ukendte, og haabede at Harry vilde invitere ham med; men han følte til Tider en vis Uro over, at Vennen aldrig havde gjort ham noget Forslag i den Retning.

Saa var det en Dag at Jack, som havde været oppe paa Overfladen for at se paa nogle Maskiner, vilde ned gennem en af de nye Luftskakter. Han benyttede som sædvanlig den rullende Stige (en Slags mekanisk Trappe, delt i to Afdelinger, der henholdsvis gaar op og ned, og som i Lighed med en Elevator kan sættes i Gang naar man trykker paa en Knap), og var omtrent kommet 150 Fod ned, da han mødte Harry, der skulde tilvejrs.

„Er det Dig, Harry,” raabte Jack, og saa' skarpt paa den mørke Skikkelse, hvis Omrids han lige anede i Mørket.

„Javel er det saa, Jack,” svarede Harry, „og det glæder mig ganske særlig at se Dig, da jeg har tøoget vigtigt at tale med Dig om.”

„Jeg vil hverken høre det ene eller det andet, førend Du har sagt mig, hvordan Nell har det.” —

„Fortræffeligt, Jack! Saa godt endogsaa, at hun inden en Maaned, nej, lad os hellere sige 6 Uger..”

„Tænker paa at gifte sig. Er det ikke det, Du mener, Harry?”

„Vrøvl, Jack, Du véd ikke hvad Du selv siger.”

„Det er muligt, Harry, men jeg véd i hvert Fald hvad jeg tænker.”

„Og hvad er det saa, om jeg maa spørge?”

„At jeg agter at gifte mig med hende, hvis Du ikke gør det,” svarede Jack leende. „Ved den hellige Christoforus, hun behager mig den søde, lille Nell. En ung og hjertensgod Skabning, der endnu aldrig har set Dagens Lys, om jeg saa maa sige; det er netop en Kone for en Bjergværksarbejder. Hun er forældreløs — det samme er jeg, og hvis Du virkelig ikke bryder Dig om hende, haaber jeg af ganske Hjerte, at hun vil tage til Takke med mig, Din Kammerat.”

Harry saa' alvorlig paa Jack, men lod ham snakke.

„Sig mig, Harry,” vedblev Jack, „er Du nu alligevel ikke lidt jaloux naar det kommer til Stykket?”

„Nej, kære Jack,” svarede Harry alvorligt

„Men Du maa da indrømme, at Du ingen Ret har til at forlange, at Nell skal blive gammel Jomfru, fordi Du ikke vil gifte Dig med hende?”

„Jamen, jeg forlanger jo heller ingen Ting.”

„Harry,” begyndte Jack igen, „tror Du at jeg for Alvor mente, det jeg sagde om at gifte mig med Nell?”

„Oprigtig talt, nej!”

„Naa, men saa er det, jeg nu har at sige Dig, alvorligt nok,” vedblev Jack.

„Du og Alvor, Jack, det passer ikke rigtigt sammen.”

„Ikke desto mindre kunde det jo tænkes, Harry, at jeg, som Din gamle Ven og Kammerat, kunde give Dig et godt Raad.”

„Saa gør det, Jack.”

„Altsaa. Du elsker Nell af hele Dit Hjerte, Dine Forældre holder af hende som af deres eget Barn, og det vil kun koste Dig et Ord og de aabner deres Arme for hende. Hvorfor i Alverden saa ikke gifte Dig med hende, Harry?”

„Du taler med en Sikkerhed, som om Du paa Forhaand var klar over Nells Følelser.”

Det er der vist ingen som ikke er, og Du allermindst, Harry! Ellers vilde Du saamænd heller ikke være saa lidt jaloux, som Du er, baade paa mig og Kammeraterne.”

„Men saa vent dog et Øjeblik, Jack,” sagde Harry, og greb fat i Jack, der vilde til at sætte Stigen i Gang igen.

„Naa, hvad er det saa, Du vil? Da ikke støde mig i Dybet for min formastelige Tale,” sagde Jack smilende.

„Nonsens, Jack,” svarede Harry, „kan Du da ikke for en Gangs Skyld være alvorlig og høre efter hvad jeg har at sige Dig.”

„Jeg er lutter Øre,” svarede Jack, „det vil sige kun et lille Øjeblik, jeg har forfærdelig travl og maa ned i Dybet.”

„Jack,” vedblev Harry, „jeg behøver altsaa ikke at fortælle Dig at jeg elsker Nell og at jeg intet højere Ønske har, end at gøre hende til min Hustru, men...”

„Men hvad?”

„Jo ser Du, jeg véd, at jeg senere hen i Livet vilde faa Samvittighedsnag, hvis jeg giftede mig med hende paa hendes nuværende Udviklingstrin.”

„Du maa forklare Dig tydeligere, Harry.”

„Jeg skal prøve paa det. Altsaa Nell har endnu aldrig været udenfor Gruben i hvilken hun er født. Hun kender intet som helst til Verden, med alle dens Tillokkelser, og hendes Øjne saavel som hendes Hjerte har endnu meget at lære. Hvem véd hvorledes hun vil finde Livet hernede, naar hun først har været deroppe? Endnu har hun, om jeg saa maa sige, ikke Været udsat for jordiske Indtryk, og jeg synes det vilde være skammeligt, ja ligefrem Bedrageri, hvis hun ikke med egne Øjne fik Lov til at overbevise sig om, hvilket Liv hun foretrækker. Er Du med, Jack?”

„Ja, saa omtrent; men jeg indser tydeligt, at jeg ikke kommer ned for det første, og….”

„Jack,” afbrød Harry ham, „selv om Maskineriet her aldrig mere kom i Gang, ja, selv om Stigerne gled væk under Fødderne paa os, saa skal Du høre hvad jeg har at sige Dig.”

„Naa, er det saa galt, Harry, det er noget andet. Du véd, jeg hører gerne paa Dig, naar det gælder noget vigtigt. Er det altsaa Meningen, at Nell skal anbringes i et Pensionat, inden hun for evig bliver Din.”

„Absolut ikke, Jack! Jeg skal nok selv vide at opdrage den, som skal være min Kone.”

„Og deri gør Du Ret, Harry.”

„Men hvad jeg ønsker er, at Nell med egne Øjne skal se Verden og lære den at kende. Et Eksempel, Jack. Hvis Du nu elskede en ung Pige, som var blind, og man sagde til Dig, „inden en Maaned vil hun være helbredet,” vilde Du saa ikke opsætte Brylluppet til den Tid.”

„Jo visselig.” svarede Jack.

„Det samme mener jeg. Nell er ogsaa blind, og førend hun bliver min Hustru, ønsker jeg at hun skal være ganske sikker paa, at hun foretrækker mig og min Livsstilling for nogen anden. Med andre Ord, hendes Øjne maa først have set Dagens Lys.”

„Vel talt, Harry,” udbrød Jack fornøjet, „nu forstaar jeg Dig ganske. Og hvornaar skal Operationen finde Sted?”

„Om en Maaned. For Tiden lærer Nell at vende sig til Lyset fra de elektriske Lamper; men om 6 Uger haaber jeg, at hun har set Jorden og dens Vidundere foruden Sol, Maane og alle Stjernerne paa Himmelhvælvingen. Hun vil da have vænnet sine Øjne til at se ud over Grubernes snævre Horisont og forstaa, at Verdensaltet ingen synlige Grænser kender.”

Medens Harry saaledes havde givet sin Fantasi fri Tøjler, havde Jack trykket paa Knappen og bevægede sig nedefter.

„Halløj, Jack,” raabte Harry, „hvor bli'r Du af?”

„Jeg ruller langsomt, men sikkert ned i Afgrundens Dybder, medens Du hæver Dig til Uendelighedens Højder,” svarede Kammeraten lystigt.

„Saa Lykke paa Rejsen,” raabte Harry, og satte sin Stige i Bevægelse, „gør mig den Tjeneste, ikke at tale til nogen om det jeg har betroet Dig i Dag?”

„Ikke til en levende Sjæl,” svarede Jack, „paa en Betingelse vel at mærke.”

„Og det er?”

„At jeg kommer med til Nells Operation.”

„Det er hørt, Jack, det har Du mit Ord paa.”

Stigerne var nu saa langt fra hinanden, at det kostede dem stort Besvær at skelne hinandens Stemmer. Det sidste Harry hørte, var Jack, som raabte:

„Men selv om Nell ogsaa ser baade Sol, Maane og alle Stjerner, véd Du saa hvad hun vil synes bedst om?”

„Nej.”

„Dig, gode Ven, ene og alene Dig.”

Fra nu af anvendte Harry alle sine ledige Stunder paa Nells Opdragelse. Han lærte hende baade at læse og skrive og det var ganske forbavsende hvor godt og hurtigt, den unge Pige tilegnede sig disse Fag. Det var som om hun rent instinktmæssigt kunde alting i Forvejen, og aldrig har Intelligensen fanget hurtigere Sejr over komplet Uvidenhed, end her.

For hver Dag som gik, kom Simon og Madge til at holde mere af deres Plejedatter, og de følte den oprigtigste Glæde, da det gik op for dem, med hvilke Følelser deres Søn betragtede den unge Pige.

Læseren erindrer maaske, hvorledes den gamle Overstiger 'havde udtalt sig ved James Starrs første Besøg i „Cottagen”.

„Hvorfor skulde min Søn gifte sig? Der er saa vist ingen deroppe fra, som kunde passe til en Mand, som med Liv og Sjæl er bundet til Gruberne.”

Saa det ikke ud, som om et naadigt Forsyn havde sendt dem den eneste Kone, der fuldt ud kunde passe for deres Søn? Var det ikke en Himlens Tilskikkelse?

Den gamle Overstiger lovede sig ogsaa i sit stille Sind, at den Dag Brylluppet fandt Sted, skulde der fejres en Fest i Ny Aberfoyle, son man aldrig før eller senere havde set Magen til.

Der var endnu én, som oprigtigt ønskede en Forbindelse mellem Nell og Harry, og det var James Starr. Det var ikke udelukkende det unge Pars Lykke, som laa ham paa Hjerte, han havde ogsaa en anden og dybere Bevæggrund.

Som bekendt havde Simon Ford, Madge, Harry og James Starr deres egne Tanker om de Begivenheder, som gik forud for Grundlæggelsen af Ny Aberfoyle. Nu var Nell aabenbart den eneste, der kendte Grubens uforklarlige Hemmelighed. Sæt at nye Ulykker truede Beboerne af Ny Aberfoyle! Hvorledes skulde man kunne beskytte sig imod dem naar man ikke en Gang kendte deres Natur, eller vidste hvem, der anstiftede dem?

„Endnu har Nell ikke sagt noget til nogen,” tænkte Ingeniøren i sit stille Sind, „men hvem véd, om hun ikke betror sin Mand, hvad hun ikke tør sige til nogen andre. Hans Liv staar jo lige saa godt paa Spil, som de andres. Et Giftermaal mellem de to, hvilket paa en Gang sikrer Parrets Lykke og Vennernes Fred, maa absolut regnes for ønskeligt og fortjener den største Paaskønnelse.”

Saaledes lød James Starrs Ræsonnement, som man ingenlunde kunde frakende en vis Logik. Han talte med Simon Ford om Sagen og det glædede ham at se, at den gamle Overstiger ganske delte hans Anskuelser paa dette Punkt.

Hvem skulde vel ogsaa have gjort Indsigelser? Harry og Nell elskede hinanden, de gamle Forældre kunde ingen bedre Svigerdatter ønske sig, og Kammeraterne glædede sig af et oprigtigt Hjerte over Vennens velfortjente Lykke. Hvad den unge Pige selv angik, var hun fri og uafhængig, og hun havde kun sit eget Hjerte at spørge til Raads.

Men naar der ikke fandtes nogen, som kunde lægge Forhindringer i Vejen for dette Ægteskab, hvorfor listede en enlig Skikkelse sig saa frem fra Aberfoyles fremmeligste Dybder om Aftenen, naar de elektriske Lamper var slukkede og Nattens Stilhed bredte sig over den sovende By? Hvilket Instinkt fik dette lyssky Væsen til at krybe paa alle fire gennem Gallerier og Kanaler, der var saa snævre at de af alle blev antaget for ufarbare? Hvorfor sneg dette gaadefulde Væsen sig stedse hen i Nærheden af Malcolm Søen? Og hvorfor gjorde det stedse Holdt udenfor Simon Fords Hus, aah! saa stille, at det var umuligt at ane dets Tilstedeværelse. Hvorfor listede det sig hver Gang hen til de oplyste Vinduer og søgte at opfange Brudstykker af Samtalen indenfor? Og naar enkelte forstaaelige Ord trængte ud til den Lyttendes Øre, hvorfor truede den saa stedse med knyttet Næve ad det hyggelige, lille Hus, og hvorfor udtalte dens af Raseri skælvende Læber atter og atter de samme Ord: „Hun og han — — — aldrig!”

JV.Gilead.org.il
Copyright © Zvi Har’El
$Date: 2007/12/27 09:26:57 $