Det Sorte Indien

I Ny Aberfoyle gik Arbejdet ogsaa sin vante Gang. Langt borte i det fjerne, hvor Kullejerne blev lagt blot, hørte inan Dynamitpatronernes Torden. Her brød Spidshakker og Brækjern det mineralske Brændselsmateriale og et andet Sted hvinede Borene, som hulede dybe Huller ud i Sandstenen og Skiferklipperne. Hist ovre hørte man nogle ejendommelige hule Lyde, stønnende trak den, af mægtige Maskiner udsugede Luft igennem Skakterne, hvis Trædøre slog i med Smeld. I de underste Gange rullede de mekanisk drevne Tipvogne med en Hastighed af 15 Mil, medens automatisk virkende Klokker signaliserede til Arbejderne om at trække sig tilbage i de til samme Brug i Væggen anbragte Fordybninger. Uden Afbrydelse steg Transportkasser op og ned, hævet og sænket af svære Kabler, der vandt sig om store Tromler, som stod paa Jordens Overflade, og endelig oplystes hele Kulbyen af de elektriske Straalers fulde Glans.

Grubens Afstivning blev drevet med den største Omhyggelighed, og samtidig flød Kulskattene rigelig ned i de smaa Tipvogne, som i hundredevis tømtes i Transportkasserne i Bunden af Optrækningsskakterne. Der blev arbejdet i to Hold, medens en Del af Arbejderne udhvilede sig efter Nattens Gerning, arbejdede Dagholdet for at der ikke skulde gaa en Time tilspilde.

Simon Ford og Madge sad, efter at have spist, i „Cottagen”s Gaard, den gamle Overstiger tog sit sædvanlige-Hvil og røg en lille Pibe med udmærket fransk Tobak. Begge Ægtefællerne snakkede, hvilket vil sige, at de talte om Nell, deres Søn og James Starr, og om den Udflugt, som disse havde foretaget til Omverdenen. Hvor var de nu? Hvad foretog de sig? Hvor kunde de blive af saa længe, uden at føle Hjemve efter Kulgruben?

I dette Øjeblik hørte man pludselig en forfærdelig Larm. Man skulde have troet, at et frygteligt Vandfald styrtede ind i Kulgruben.

Simon Ford og Madge sprang begge hurtigt op, næsten samtidig steg Malcolmsøens Vand og brusede op fra alle Sider. En høj Bølge brød ind mod Bredden og knustes mod „Cottagen”s Mure.

Simon Ford havde grebet Madge og skyndsomst ført hende op i Husets anden Etage.

Fra alle Sider af den ved hin uanede Oversvømmelse truede Kulby, lød ængstelige Nødraab. Beboerne søgte Tilflugt over alt, endogsaa paa Breddens høje Skiferklipper. Skrækken steg til Panik. Allerede styrtede flere Minearbejderfamilier halvt afsindige til Tunnelen, for at flygte op i en højere liggende Etage. De troede øjensynligt, at Havet var brudt ind i Gruben, da dens Gallerier naaede helt ind under Nordcanalen. Og i saa Fald maatte ganske vist Krypten, saa rummelig den ogsaa var, blive sat fuldkommen under Vand. Ingen af Beboerne, i Ny Aberfoyle vilde, hvis det var sket, have undgaaet Døden. Men da de første Flygtninge naaede den underste Tunnelmunding, saa' de sig pludselig Ansigt til Ansigt med Simon Ford, der ogsaa havde skyndt sig med at forlade „Cottagen”.

„Holdt, mine Venner,” raabte den gamle Overstiger til dem, „hvis vor By skal gaa under i Vandet, saa stiger Oversvømmelsen ogsaa saa hurtigt, at ingen kan undkomme; men al Fare synes at være forbi. Se, nu stiger Vandet ikke mere.”

„Og vore Kammerater, der er beskæftigede i Dybet?” raabte nogle af de Flygtende.

„For dem er intet at frygte,” svarede Simon Ford, „de arbejder nede i en Gang, som ligger højere end Søens Leje.”

De nærmest følgende Minutter, skulde give den gamle Overstiger Ret. Vandet trængte vel meget pludseligt og heftigt ind; men dette havde dog, idet det bredte sig til Minens dybeste Hulninger, ingen anden Følge, end at Malcolmsøens Niveau blev nogle faa Fod højere. Kulbyen syntes ikke truet, og man turde haabe, at Overvømmelsen, uden at kræve et eneste Offer, vilde løbe ud i de endnu ikke afstivede Grunde.

Men om denne Oversvømmelse nu skyldtes en pludselig indtrængende Vandmasse, der havde samlet sig i Klippemurene, eller om Vandet havde banet sig en Vej fra Jordoverfladen og ned i Dybet, det formaaede hverken Simon Ford eller de andre at afgøre; men i hvert Fald tvivlede ingen om, at det her drejede sig om et af hine ulykkelige Tilfælde, som nu og da kan forekomme i Kulminerne.

I Løbet af den samme Aften fik man at vide, hvad der var sket. Grevskabets Aviser bragte Beretninger om den uhørte Begivenhed, der var overgaaet Catharinasøen. Nell, Harry, James Starr og Jack Ryan, der i al Hast var vendt tilbage til „Cottagen”, bekræftede Efterretningerne, og fik paa deres Side at vide, at hele Ulykken, indskrænkede sig til en ringe Skade paa Materialet i Ny Aberfoyle. Det er vel unødvendigt at tilføje, at de blev saare glade herover.

Catharinasøens Leje. havde altsaa pludselig aabnet sig. Gennem en bred Spalte var Vandet trængt ned i Gruben. Af den skotske Romandigters Yndlingssø blev — i det mindste i dens sydlige Del — næppe saa meget tilbage, at det var tilstrækkeligt til at gøre Sødronningens Tæer vaade. Den var reduceret til en Dam paa nogle faa Acres, og den øvrige Part af Søen var blevet adskilt fra Dammen ved en Jordvold, der var skudt op.

Det forstaar sig af sig selv, at denne Begivenhed vakte den største Opsigt. Maaske for første Gang i den historiske Tid, tømte en stor Sø sig i Løbet af nogle faa Minutter i Jordens Indvolde. Nu var der ikke andet at gøre, end ganske simpelt at stryge Søen af Landkortet øver de forenede Kongeriger indtil det, ved paany at lukke Aabningen i Jordbunden, igen lykkedes at fea Søen fyldt. Hvad mener man om en af de i vore Dage saa hyppig forekomne offentlige Subskriptioner? Ak, om Walter Scott endnu havde levet her paa Jorden, han vilde være død af Græmmelse.

Stadig syntes dog den hele Hændelse forklarlig. Mellem den dybe Udhulning og Søens Bund laa de sekundære Aflejringer kun i ringe Tykkelse, som Følge af Klippemassens besynderlige geologiske Tildannelse paa dette Sted.

Men selv om nu dette Gennembrud af de fleste blev anset for at hidrøre fra en ganske naturlig Aarsag, saa spurgte dog James Starr, Simon og Harry Ford sig selv, om der ikke kunde ligge en Slyngelstreg til Grund for den. Alle tre havde uvilkaarligt fattet Mistanke. Skulde hin onde Aand hermed paany have begyndt sine Forsøg paa at lamme Virksomheden i Kulgruben?

Nogle Dage senere sad James Starr i „Cottagen” og snakkede med den gamle Overstiger om denne Sag.

Det blev bestemt, at James Starr, Simon og Harry Ford skulde begive sig til den i Søens Grund opstaaede Aabning og forsøge at opspore Aarsagen. De meddelte ikke deres Forehavende til nogen. Den, der ikke var lige saa fortrolig som de med alle de Kendsgerninger, der allerede forelaa, vilde sandsynligvis have anset deres Formodninger for ganske urimelige.

Nogle Dage senere gik de alle tre om Bord i en let lille Baad, som Harry førte og undersøgte Stenhvælvingens naturlige Piller, den Hvælving, i hvis Overflade Catharina-søens Leje var.

Deres Formodninger blev bekræftede. Det viste sig, at Pillerne var blevet rystet ved nogle Sprængninger, som en eller anden havde foretaget; der var endnu nogle sværtede Rester tilbage.

Man kunde se paa det hele, at et Menneske her var gaaet til Værks, efter nøje at have overvejet alle Omstændigheder og Forhold.

„Her svinder enhver Tvivl,” sagde James Starr, „hvem vil være i Stand til at forudsige Følgerne, som dette Gennembrud havde kunnet foraarsage, hvis det i Stedet for at have aabnet for en lille Søs Vandmasse, havde givet et Hav Adgang til Gruberne.”

„Rigtigt!” udbrød den gamle Overstiger med en vis Stolthed, „men der kræves heller intet mindre end et helt Hav, for at ødelægge vort Aberfoyle ved Vand. Men endnu en Gang, hvem i al Verden kan have Interesse i at forstyrre Bedriften i Kulminen eller fuldstændig ødelægge den?”

„Ja, det er virkelig ubegribeligt, svarede James Starr, „her drejer det sig aabenbart ikke om en Bande Slyngler, som gennemstrejfer Omegnen fra skjulte Huler, for at stjæle og plyndre. Saadanne Skændselsgerninger kunde ikke være blevet uopdagede i tre Aar. Der kan heller ikke være Tale om Falskmøntnere eller Smuglere, som jeg undertiden, har troet. Thi disse kan dog skjule deres Værktøj eller deres indsmuglede Varer i en eller anden hemmelig Krog af denne Labyrint; men man forfalsker ikke Mønter eller driver en Smughandel, for blot her at opbevare, hvad man tjener ved det. Og frem for alt er det klart, at en eller anden uforsonlig Fjende har svoret Ny Aberfoyles Undergang, og Gud maa vide, hvad det er for en Interesse, der driver ham til ikke at lade noget Middel uforsøgt, for at kølne sin Hævn paa os. Han er aabenbart for svag til at møde os med aabent Visir, og saa udfører han sine djævelske Planer i det skjulte; men dog gør den Intelligens, som han øjensynlig er i Besiddelse af, ham til en meget frygtet Modstander. Og saa mine kære Venner, kender han alle vore Miners Hemmeligheder bedre end vi selv, ellers havde han ikke saa længe kunnet undgaa vore Efterforskninger. Det er en Mand af Faget, Simon, og dertil ikke en af de dummeste. Alt hvad vi hidtil har maattet erfare om hans Fremgangsmaade for at naa sit Maal, giver os de tydeligste Beviser derpaa. Tænk en Gang efter, har I nogensinde haft en personlig Fjende, mod hvem Eders Mistanke kunde rettes? Tænk Dem godt om, der gives en Slags Hadmonomani, som ikke en nok saa lang Tid formaar at slukke. Søg saa langt tilbage i Eders Liv, som muligt. Alt hvad her foregaar, synes at udspringe fra et følelsesløst, men dog udholdende Vanvid og kunde maaske føres tilbage til en eller anden Foreteelse i Eders tidligere Liv.”

Simon Ford svarede ikke straks, det var tydeligt at se, at den hæderkronede Overstiger gennempløjede sit Liv, førend han afgav en Erklæring. Endelig hævede hanatter Hovedet.

„Nej, Ved, Gud” sagde han, „hverken jeg eller Madge har nogensinde gjort Nogen noget ondt, jeg tror ikke vi kan have en eneste Fjende.”

„Ak,” udbrød Ingeniøren, „om dog Nell endelig en Gang vilde tale.”

„Jeg beder Dem indtrængende, Hr. Starr, og ogsaa Dig, Fader,” svarede Harry, „om endnu at holde vore Undersøgelser og Samtaler hemmelige. Spørg dog ikke min stakkels Nell Jeg ved, hvor bekymret og ophidset hun allerede er i Forvejen, og at hun kun med det største Besvær formaar at gemme den knugende Hemmelighed hos sig selv. Naar hun tier, saa er det, enten fordi hun ikke har noget at sige, eller ogsaa tror hun, at hun ikke tør sige det. Vi har ingen Grund til at tvivle om hendes Kærlighed til os, ja, til os alle sammen. Saa snart hun meddeler mig, hvad hun nu gemmer for sig selv, lover jeg straks at underrette jer derom.”

„Lad det saa være saaledes, Harry,” svarede Ingeniøren, „og dog forekommer denne Tavshed mig, hvis Nell overhovedet ved noget, ganske uforklarlig.”

Harry vilde endnu forsøge en Indvending.

„Vær uden Bekymring,” beroligede Ingeniøren ham, „Du maa vide, at vi ikke vil gøre Fortræd, naar Talen er om den, som skal blive din Hustru.”

„Og som skal blive det i Løbet af kortest mulig Tid, hvis min Fader vil indvillige deri.”

„Min Søn,” svarede Simon Ford, „om en Maaned, nøjagtig paa Dato, skal dit Bryllup finde Sted. Vil De være Nells Forlover, Hr. Starr?”

„Stol paa mig, Simon,” svarede Ingeniøren.

James Starr og hans to Ledsagere vendte tilbage til „Cottagen”. De talte ikke om Resultatet af deres Efterforskninger, og saaledes skyldtes hin Oversvømmelse for alles Bevidsthed kun et ulykkeligt Tilfælde, Der var simpelthen blevet en Sø mindre i Skotland. Nell havde efterhaanden genoptaget sine sædvanlige Beskæftigelser. Besøget i Oververdenen havde gjort et uudsletteligt Indtryk paa hende, som Harry forstod at udnytte ved hendes videre Uddannelse.

Hun beklagede dog ikke, at maatte undvære Livet deroppe paa Jorden, og ligesom før hin Udflugt, elskede hun stadig Jordens mørke Indre, hvor hun havde levet som Barn og ung Pige, og hvor hun tænkte at blive boende som gift Kone.

Harry Fords og Nells forestaaende Bryllup vakte naturligvis en vis Opsigt i Ny Aberfoyle. Der strømmede allerede hjertelige Lykønskninger til Simon Fords Hjem. Jack Ryan var ikke den sidste til at frembære sine. Man havde ham endog mistænkt for, naar han troede sig uhørt af andre, at indøve sine smukkeste Viser til den Fest, i hvilken jo hele Kulbyens Befolkning skulde deltage.

Men mærkeligt nok indtraf der i denne sidste Maaned, før Brylluppet, saa talrige Uheld i Aberfoyle, som ingensinde før. Det syntes, som om Harrys og Nells forestaaende Forbindelse fremkaldte den ene Katastrofe efter den anden. Især blev de, der arbejdede nede i Dybet, ramt, uden at man var i Stand til at udfinde den egentlige Aarsag.

Saaledes fortærede en Ildebrand Træværket i et af de underste Gallerier, og ved denne Lejlighed fandt man endogsaa Brandstifterens Lampe. Kun med Livsfare lykkedes det Harry og hans Kammerater at undertrykke Ilden, der truede med at angribe hele Minen, de blev kun Herre over den, ved at benytte Ildslukningsbomber med kulsurholdigt Vand. Paa dem var der Overflod i Gruben.

En anden Gang faldt en Skakts Afstivninger ned, og James Starr var i Stand til at paavise, at en eller anden Slyngel havde oversavet dem.

Harry, der ledede Arbejdet paa dette Sted, blev begravet under Ruinerne, og kun reddet som ved et Vidunder.

Nogle Dage senere stødte et Vogntog, paa hvilket netop Harry sad, mod en Hindring, afsporedes og væltede. Det viste sig, at der var lagt Bjælker tvers over Skinnerne.

Kort sagt, alle disse Tilfælde hændte nu saa hyppigt, at Minearbejderne blev grebet af en fuldkommen panisk Skræk. Kun deres Foresattes modige Udholdenhed formaaede endnu at holde dem ved Arbejdet.

„Her driver jo en hel Bande Ugerningsmænd deres Væsen,” mente Simon Ford, „og vi er ikke en Gang i Stand til at faa fat i en eneste.”

Efterforskningerne begyndte paany. Dag og Nat var Distriktets Politimandskab paa Benene, uden at opdage det ringeste. James Starr forbød Harry, som Forbryderne særlig syntes at have udset sig til Offer, at opholde sig alene udenfor de Distrikter, hvor der blev arbejdet.

Paa samme Maade søgte man at indvirke paa Nell, som forøvrigt efter Harrys udtrykkelige Anmodning, ikke ikke fik noget at vide om alle disse forbryderiske Attentater, som sikkert paa en eller anden Maade vilde have mindet hende om Fortiden. Simon Ford og Madge bevogtede hende Dag og Nat med en vis Strenghed eller rettere sagt med ængstelig Bekymring. Det stakkels Barn lagde nok Mærke til det, men der kom ingen Modsigelse og ingen Klage over hendes Læber. Anede hun maaske, at deres Handlemåde var dikteret udelukkende af Interesse for hende? Sandsynligvis. Paa den anden Side vogtede ogsaa hun over de andre, og hun følte sig kun fuldstændig rolig, naar de alle, som var blevet hende dyrebare, var samlet i „Cottagen”. Om Aftenen, naar Harry kom hjem, formaaede hun næppe at undertrykke en næsten naragtig Glæde og dette var saa meget mere paafaldende, som hun egentlig, snarere var en tilbageholdende end meddelsom Natur. Hun stod tidlig op, i Reglen før alle andre og hun blev hver Dag paany urolig naar Øjeblikket nærmede sig, da de skulde bryde op til Arbejdet i Dybet.

For at hun skulde faa Ro, vilde Harry gerne have haft, at deres Bryllup allerede havde været en fuldbragt Kendsgerning, han troede det vilde afvæbne den eller de Ondsindede, naar det var en uigenkaldelig Akt og at Nell Virkelig vilde føle sig sikker, som hans Hustru. Ogsaa James Starr, Simon Ford og Madge delte denne UtaalModighed, de talte hver især Dagene.

Dog var de opfyldt af bange Anelser netop i den Anledning. Man forstod, at hin skjulte Fjende, som man hverken formaaede at gribe eller bekæmpe, havde en ganske særlig Interesse i alt, hvad der angik Nell. Harrys og den unge Piges Bryllupfest kunde meget vel tænkes, at afgive en fortræffelig Lejlighed for Vedkommende, til endnu en Gang at give sit Had Luft.

En i Morgen, otte Dage førend den til Brylluppet ansatte Tid, var Nell, drevet af en underlig Forudfølelse, endnu tidligere oppe end sædvanlig, i og altsaa længe, førend de andre Beboere. Hun var just i Færd med at gaa ud af „Cottagen” for at mønstre Omgivelserne.

Da hun naaede til Dørtærskelen, undslap der hende uvilkaarlig et højt Skrig.

Naturligt hidkaldte dette Husfællerne og faa Øjeblikke efter, stod allerede Madge, Simon og Harry ved hendes Side.

Nell var bleg som et Lig, hendes Ansigt fordrejet, hendes Træk et Billede paa Forfærdelse. Ude af Stand til at tale, stirrede hun paa „Cottagen”s Dør, som hun lige havde aabnet, og hun pegede paa nogle Linjer, som var blevet skrevet her i Løbet af Natten. Det var Synet af dem, der havde rystet hende.

„Simon Ford, Du har stjaalet den sidste Aare i min Kulmine! Harry, Din Søn, har røvet Nell fra mig! Død og Fordømmelse over Eder! — Over Eder alle —! Ve hele Ny Aberfoyle!

Silfax.”

„Silfax,” raabte Simon Ford og. Madge som med en Mund.

„Hvem er det?” spurgte Harry, som skiftevis saa' paa sin Fader og paa den unge Pige.

„Silfax,” gentog Nell fuld af Fortvivlelse, „Silfax.”

Hun skælvede over hele Legemet, da hun udtalte dette Navn, og Madge omfavnede hende kærligt og førte hende næsten med Magt tilbage til Værelset.

James Starr var ilet til. Gentagne Gange gennemlæste han de truende Ord.

„Den Haand, som har skrevet disse Linjer,” erklærede han derefter, „fra den hidrører ogsaa hint Brev, som indeholdt det modsatte af Deres, Simon! Manden hedder altsaa Silfax! Jeg kan se af Deres Ophidselse, at De kender ham. Tal saa, hvem er denne Silfax?”

JV.Gilead.org.il
Copyright © Zvi Har’El
$Date: 2007/12/27 09:26:57 $