![[prev]](pics/left2.gif){kind=small}
![[up]](pics/up2.gif){kind=small}
![[next]](pics/right2.gif){kind=small}
Dette Navn gjorde paa den gamle Overstiger Indtryk af en Aabenbaring. Silfax var den sidste „ildmand” eller „Munk” i Dochart Gruben; tidligere før Sikkerhedslampens Opfindelse, havde Simon kendt dette vilde Menneske, der Dag for Dag med Fare for sit Liv fremkaldte Eksplosioner, naar han skulde søge efter Kulaarernes Retning. Han krøb omkring i Gangene, ledsaget af en kæmpemæssig Natugle, der hjalp ham i hans farlige Arbejde. Den bar ofte en brændende Væge ind i Spalter, hvor Silfax' Arme ikke kunde naa. En Dag forsvandt han med sit lille forældreløse Barnebarn, der var født i Gruben og som foruden ham, ingen Slægtninge havde, og dette Barn var utvivlsomt Nell, der havde levet i de mørke Afgrunde indtil den Dag, Harry fandt hende.
„Jovist,” sagde den gamle Overstiger med en Blanding af Vrede og Medlidenhed, „jovist kender jeg Manden med Uglen. Han var omtrent en Snes Aar ældre end jeg, en vild menneskesky Karakter, der ikke kunde forliges med nogen og hverken skyede Ild eller Vand. Beskæftigelsen som „Ildmand”, som ikke mange holder af, satte han særlig Pris paa. Den daglige Fare syntes at forvirre hans Tanker og meget af det, som Kammeraterne ansaa for et Udslag af Slethed, har sikkert kun fra hans Side været Mangel paa Forstaaelse. Han havde et usædvanlig kraftigt Legeme og han kendte Gruben bedre end nogen anden — i det mindste lige saa godt som jeg selv. — Man tilstod ham en vis Frihed og jeg maa sige, jeg vidste ikke rettere end at han var død, for mange Aar siden.”
„Men hvad mener han med, at De har stjaalet den sidste Aare fra ham?”
„Jo, se fra gammel Tid hævdede Silfax, der som sagt ikke, var rigtig i Hovedet, at han havde et Krav paa gamle Aberfoyle. Han blev endnu mere sky og vild efterhaanden som Dochart Gruben — hans Grube — tømtes, og han sagde ofte, at hver Slag var ham, som rev man Hjertet ud af Livet paa ham. Kan Du huske det, Madge?”
„Ja, det kan jeg rigtignok!”
„Saa opklarer alt sig jo,” mente James Starr, „ved et Tilfælde har Silfax opdaget det nye Kulleje og har troet sig kaldet, til at være dets Beskytter. Det er ikke saa mærkeligt, at han som Dag og Nat færdedes i Gruben, er kommet paa Spor efter Deres Hemmelighed, Simon, og da han, som De selv siger, er i Besiddelse af en usædvanlig Skarpsindighed, har han naturligvis passet paa Dem, som en Smed. Han har sét, at De har skrevet til mig og har straks sluttet sig til hvad Brevet indeholdt. Sandelig om jeg ikke nu forstaar baade Brevet, Stenen og de brændte Stiger, for ikke at tale om de med Kalk tilstoppede Spalter i Klippevæggen. Tænk, hvor forbittret han maa have været for at indespærre os, som han gjorde tilsidst, da alt andet var glippet Nu er der ikke mere nogen Tvivl om, at vi skulde have været sultet ihjel, hvad ogsaa sikkert Vilde have været Tilfældet, hvis det ikke havde været for hans Barnebarn, vor kære, lille Nell.”
„Alt det, De dér siger, er faldkommen rigtig, Hr. Starr,” sagde Simon Ford, „den gamle „Ildmand” maa utvivlsomt være gaaet helt fra Forstanden.”
,„Saa meget desto bedre,” mente Madge.
„Det kan jeg ikke være enig med Dem i,” sagde James Starr og rystede paa Hovedet, „thi hans Galskab synes at have antaget en sjælden ondartet Form, og det er aldrig godt at vide, hvad et saadant Menneske kan hitte paa. Nu forstaar jeg ogsaa, at Nell med Skræk og Afsky har vægret sig ved a afsløre sin egen Bedstefader. Men hvilke bedrøvelige Aar har hun dog ikke levet i Selskab med denne halv afsindige Olding.”
„Ja, forfærdelige,” sagde Simon Ford „hos denne Vilde og hans ikke mindre forfærdelige Ugle. Ogsaa denne Fugl lever sikkert endnu; thi kun den kan have slukket vor Lampe og senere have sønderhugget det Reb, hvori Nell Og Harry hang.”
„Og jeg forstaar ogsaa,” sagde Madge, „at Efterretningen om den forestaaende Forbindelse mellem hans Barnebarn og vor Søn — Gud maa forresten vide hvorfra han har den — maa have gjort ham fuldstændig rasende og forøget hans Had mod Alt og Alle.”
„Selvfølgelig er han ophidset til det yderste,” sagde Simon, „og ret betænkt er det forstaaeligt, naar man gaar ud fra, at Harry er Søn af den, som i hans Øje, har berøvet ham Aberfoyles sidste Skatte.”.
„Det er ikke desto mindre en Tanke, han maa se at gøre sig fortrolig med,” sagde Harry. „Hvor menneskesky han end er og hvor afsondret han lever, maa han dog kunde indse, at Nell har det tusende Gange bedre her, end nede i Afgrundens Dybder. Jeg er vis paa, vi nok skulde faa ham bragt til Fornuft, naar vi blot kunde faa ham i Tale! Tror De ikke ogsaa, Mr. Starr?”
„Det er jeg nu ikke saa ganske sikker paa, min stakkels Ven,” svarede Ingeniøren, „man ræsonerer ”nemlig ikke med en Gal. Naa, af to Onder foretrækker man det mindste, og derfor er det meget bedre for os at vide med hvem vi har at gøre, selv om det er med en Utilregnelig. Men nu gælder det om at have Øjne og Øren aabne. Og én Ting til, nu maa Nell tale. Tidspunktet er kommet, hvor hun maa kunne forstaa, at hun ikke gavner nogen med sin Tavshed, heller ikke sin Bedstefader. Tvertimod, saa vel for ham som for os, er det af yderste Viglighed, at han ikke faar udført sine forrykte Anslag.”
„Vær sikker paa,” sagde Harry, „at Nell vil besvare vore Spørgsmaal. Hun har hidtil følt det som sin Pligt at tie stille, nu vil hun af den samme Grund ikke tøve med at tale. Mo'r gjorde Ret i at tage hende med sig ind, hun maatte have Tid til at samle sig. Men nu tror jeg nok, jeg vil hente hende …. ”
„Det er ikke nødvendigt, Harry,” lød i det samme den unge Piges sikre og klare Stemme. Nell var bleg og hendes Øjne forraadte, at hun havde grædt meget; men det var tydeligt nok, at hun havde bestemt, sig til at tale.
„Nell,” raabte Harry og ilede hende i Møde.
„Kære Harry,” svarede Nell med en afværgende Haandbevægelse, „nu er Tidspunktet ganske rigtigt kommet, da Du og Dine Forældre maa have Sandheden at vide. Heller ikke Hr. Starr bør længere være i Uvidenhed om, hvem det Barn er, som han har vist saa megen Kærlighed og som Harry — desværre for ham — i sin Tid reddede fra Afgrundens Mørke.” „Nell,” raabte Harry endnu en Gang.
„Vær rolig, Harry, og lad Nell tale,” tyssede Ingeniøren.
„jeg er,” begyndte Nell, „ganske rigtig et Barnebarn af den gamle Silfax og jeg har aldrig kendt nogen Moder, før den Dag, jeg kom hertil,” tilføjede hun med et kærligt Blik paa Madge.
„Velsignet være den Dag, mit Barn,” svarede den brave gamle Kone.
„Jeg har aldrig kendt en Fader, før jeg saa' Simon Ford, aldrig en Ven, før Harry greb min Haand. I 15 aar har jeg levet alene med min Bedstefader i de skjulte Slugter og — ganske alene med ham, det vil ikke sige saa lidt. Paa sin Vis var han god imod mig; men jeg var dog bange for ham, han var saa grænseløs hæftig! Han ernærede mig med den Føde, som han bragte med ovenfra, dog har jeg en dunkel Erindring om, at jeg fik Mælk fra en Ged, da jeg var ganske lille og at jeg sørgede meget, da den døde. I Stedet gav Bedstefader mig en Hund, men den gøede for meget. Bedstefa'r afskyede al Støj, og en Dag var den forsvunden. Fra den Dag lærte jeg at tie stille, Saa havde Bedstefa'r en stor forfærdelig Fugl, en kæmpemæssig Natugle, som i Begyndelsen indjagede mig stor Skræk. Trods den Modvilje, som denne Fugl i lang Tid indgød mig, var den dog saa fortrolig imod mig, at jeg tilsidst næsten fik den kær. Den lystrede mig bedre end Bedstefa'r, og det endte med, at han blev helt skinsyg. Ak! hvor mange Gange gemte Fuglen og jeg os ikke i Forening, naar Bedstefa'r var Vred. Hvad gjorde saa ogsaa det, om vi maatte sulte! Men jeg snakker for meget om mig selv, det er jo Jer vi skal tale om.”
„Bryd Dig ikke om det,” sagde James Starr, „fortæl Du blot det hele som det falder Dig ind, og let Dit Hjerte.”
„Bedstefa'r havde altid set skævt til Naboskabet med Eder, skønt, der var saa, langt imellem os. Naar jeg spurgte ham om Folkene deroppe, saa blev hans Ansigt mørkt og han gav ikke noget Svar. Han blev ganske rasende, naar I trængte ind paa hans Gebet og han svor højt og dyrt, at det skulde blive Jeres Ruin, hvis I opdagede den nyev Kulgrube, som kun han kendte. Tiltrods for sin høje Alder havde han Kæmpekræfter, og hans Trusler ængstede mig meget, baade for hans og for Eders Skyld.”
„Bliv kun ved, Nell,” sagde Ingeniøren, med et venligt Blik paa den unge Pige, der syntes at tøve, som om det var hende pinligt at sige mere.
„Da I trængte ind i Galleriet i Ny Aberfoyle, lukkede Bedstefa'r Aabningen, som I havde sprængt og troede, at være færdig med Jer for bestandig. Jeg kendte Jer jo kun, som ubestemte Skyggeomrids, som jeg nu og da havde set passere i det Fjerne; men jeg syntes det var Synd at Mennesker, skabt i Guds Billede, skulde omkomme paa den ynkelige Maade, og saa var det at jeg bragte Jer Brød og Vand. Det var ikke meget, men det var alt hvad jeg havde. Jeg vilde ogsaa gerne have befriet Jer, men hvorledes? At skuffe Bedstefa’rs Aarvaagenhed Var en Umulighed. I Var Døden nær og jeg vidste ikke mine arme Raad! Da var det, at Jack Ryan kom ned i Gruben ledsaget af en Mængde Folk, Gud vilde, at jeg skulde møde dem netop den Dag, og Jeg lokkede dem hen til Jer. Bedstefa'r opdagede det, og da jeg kom tilbage, pryglede han mig halvt ihjel. Hans Raseri kendte ingen Grænser og jeg troede, jeg skulde dø for hans Haand. Siden den Tid blev Livet en Lidelse for mig; Bedstefa'r blev mere og mere afsindig, han kaldte sig Ildens og Skyggernes Konge, og da han hørte den første Lyd af Jeres Værktøj slaa imod Kullene, som han kaldte sin Ejendom, blev han ude af sig selv af Raseri og slog mig paany ubamhjertigt. Jeg vilde flygte, men det var umuligt, han rugede over mig som en Drage, og forlod mig ikke mere noget Øjeblik. Endelig slæbte han mig, i et Anfald af Vanvid, dybt ned i hin Afgrund, hvor I fandt mig, og forsvandt, efter at han forgæves havde søgt at faa Uglen til at følge med sig. Jeg véd ikke hvor længe jeg laa der, jeg véd kun, at Du, min Harry, kom og reddede mig. Men den Ting maa Du kunne indse, Harry, at den gamle Silfax' Barnebarn kan ikke blive Din Kone, fordi det vilde koste Dig og os alle Livet.”
„Nell,” raabte Harry bestyrtet.
„Nej,” svarede den unge Pige, „det Offer maa jeg bringe. Der er kun ét Middel til at afvende den truende Fare, jeg maa vende tilbage til min Bedstefa'r. Han truer hele Ny Aberfoyle og han har en uforsonlig Karakter. Ingen kan vide hvad han i sit Had og sin Galskab kan finde paa. Min Pligt er ikke til at tage fejl af, og jeg vilde Være den foragteligste Skabning under Solen, hvis jeg tøvede. Lev vel, kære Venner, jeg takker Eder fordi I har lært mig denne Verdens Lykke at kende. Hvad der end sker, saa vid, at mit Hjerte er hos Eder.”
„Hvorledes,” raabte Simon Ford, Madge og Harry, „Du vil forlade os, Nell?”
James Starr skubbede dem alle tre til Side og gik lige hen til Nell, hvis Haand han greb:
„Det er godt, mit Barn,” sagde han, „Du har nu sagt os hvad Du synes Du bør gøre, hør saa hvad vi har at svare dertil. Vi vil aldrig tillade Dig, at drage herfra, og om fornødent holde Dig tilbage med Magt. Holder Du os virkelig for saa fejge, at ,vi skulde modtage Dit Offer? Silfax truer os, det er sandt; men naar alt kommer til alt er han kan et Menneske, og vi vil vide at beskytte os imod ham. Men kan Du, i hans egen Interesse sige os hvor han opholder sig? Husk, vi har kun til Hensigt, at gøre det umuligt for ham, at skade os og maaske bringe ham til Fornuft igen —.”
”Det er umuligt,” svarede Nell, „Bedstefa'r er overalt og intetsteds. Hans Smuthuller har jeg aldrig kendt og jeg har heller aldrig set ham sove. Nej, der er kun ét Middel til at afvæbne ham og det er, at jeg atter opsøger ham. Han er vel altid usynlig, men han ser alt, det kan De ogsaa forstaa, naar De véd, at han kendte Deres hemmelige Hensigter, Brevene til Hr. Starr og Forbindelsen mellem Harry og mig. Bedstefa'r er efter min Mening, skønt afsindig, en meget begavet Mand. I gamle Dage, da han endnu havde sin Forstand i god Behold, fortalte han mig baade det ene og det andet, og han oplod mine Øjne for Gud og hans uendelige Godhed. Kun Menneskene var — efter hans Opfattelse —slette og falske. Den Gang da Harry bragte bragte mig hjem til Jer, ansaa I mig for Halvvild og troede min Tavshed skyldtes Uvidenhed. Men det var ikke det alene! Jeg var dødsangst — tilgiv mig, kære Venner — og troede mig i onde Menneskers Vold. Det var min Hensigt at flygte, men Du, Madge, bragte mig paa andre Tanker, ikke saa meget ved det Du sagde, som ved Din uendelige Godhed og Overbærenhed. Jeg saa den Kærlighed og Agtelse, Din Mand og Din Søn viste Dig og forstod at I umuligt kunde være slette. Jeg saa' Dem sammen med. Deres Arbejdere, Hr. Starr jeg saa’ hvorledes disse Folk saa' op til Dem og holdt af Dem og med hvilken Glæde de gik til deres Arbejde. Heller ikke det stemte med det, jeg havde lært! Saa endelig saa' jeg Folkene hernede samles i Kapellet paa Søn—og Festdage, jeg hørte dem lovprise Gud og takke ham for hans uendelige Godhed og forstod, at det var os — Bedstefa'r og mig — som havde taget fejl, og at Menneskene ikke er onde, men gode —! Derfor — — — beder jeg Eder, lad mig opsøge ham, paa de Steder, hvor han fordums færdedes, lad mig kalde paa ham..... han vil høre min Stemme og..... hvem véd..... maaske det kan lykkes mig at aabne hans Øjne, saa at han, inden han dør.... kan faa Fred med Gud og Mennesker.”
Man havde ladet den unge Pige tale ud. Alle følte hvor nødvendigt det var for hende at aabne sit Hjerte for sine Venner, som hun troede, hun skulde forlade for stedse. Da hun udmattet tav, medens hede Taarer trillede ned ad hendes Kinder, vendte Harry sig til Madge og sagde :
„Mo'r, hvad vilde Du tænke om en Mand, der opgav og forlod en saa ædelt tænkende Kvinde?”
„En saadan Mand vilde jeg anse for en Pjalt,” svarede Madge, „og selv om det var min egen Søn, saa vilde jeg fornægte og forbande ham —.”
„Dér hører Du, hvad Mo'r siger, Nell. Hvor Du ogsaa gaar, jeg følger Dig. Vil Du væk, godt, saa gaar vi sammen —.”
„Harry, Harry,” hulkede den unge Pige. Bevægelsen overvældede hende, hendes Læber blev blege og bevidstløs sank hun om i Madges Arme. Den gamle Kone lagde hende varsomt ned paa Sengen og bad med sagte Stemme de andre om at forlade Stuen og sørge for, at ingen Uvedkommende forstyrrede dem. I Tavshed adlød de alle som én hendes Ønske.