Det Sorte Indien

Man skiltes, men forinden tog, man den Bestemmelse, at anvende større Forsigtighed og Opmærksomhed end nogensinde. Den gamle Silfax' Trusel var altfor bestemt, til at man ikke skulde tilskrive den alvorlig Betydning. Det Spørgsmaål laa nær, om den gamle „Ildmand” ikke muligvis havde et eller andet frygteligt Middel til sin Raadighed, hvorved han kunde tilintetgøre hele Ny Aberfoyle.

Ved alle de forskellige Udgange til Gruben stod Dag og Nat opstillet bevæbnede Mænd. Enhver Fremmed, der søgte Adgang til Minerne, blev først fremstillet for James Starr, overfor hvem han maatte godtgøre sin Identitet. Nu undlod man heller ikke længere at gøre Kulbyens Befolkning bekendt med den Fare, der truede dem. Da Silfax umulig kunde staa i hemmelig Forbindelse med nogen af Befolkningen, behøvede man ikke at frygte noget Forræderi. Ogsaa Nell fik Underretning om de Forholdsregler man havde taget, hvilket beroligede hende noget.

Hun var flere Gange paa Nippet til at flygte tilbage til Bedstefaderen, men det eneste, der afholdt hende derfra, var Harrys udtrykkelige Forsikring om at han i saa Fald vilde følge efter hende.

Der skete intet usædvanligt i Ny Aberfoyle i den Uge, der gik forud for Nells og Harrys Bryllup, og Minearbejderne begyndte at komme sig af den vanvittige Rædsel, som i Begyndelsen truede med at ville standse hele Bedriften. Dog blev de strengeste Forsigtighedsregler stadig overholdt.

James Starr lod anstille de omhyggeligste Eftersøgelser vedrørende den gamle Silfax. Da den hævngerrige Olding havde forsikret, at Nell aldrig skulde blive Harrys Kone, maatte man gaa ud fra, at han ikke under nogen Omstændigheder vilde lade sig afskrække fra at umuliggøre denne Forbindelse. Det bedste vilde naturligvis være at sikre sig hans Person, uden iøvrigt at Volde ham nogen personlig Skade. Man gennemsøgte alle Gangene helt til de øverste Etager, som mundede ud i Nærheden af Irwine ved Dundonalds Castles Ruiner, idet man antog og sikkert med Rette, at Silfax holdt Forbindelsen med Omverden vedlige ad denne hemmelige Vej, og at det var den, han benyttede, naar han nødvendigvis maatte op paa Jordens Overflade_, for at forskaffe sig Levnedsmidler og lignende.

Hvad „ildheksene” angik, var James Starr fuldkommen paa det rene med, at det var Silfax, som nu og da antændte større og mindre Kvantiteter af Grubegas og derved fremkaldte hine saa ofte iagttagne Fænomener. Heri havde han ganske Ret, men desuagtet blev alle Efterforskninger resultatløse.

Skønt han ikke vilde være ved det og skjulte det saa godt han kunde, følte James Starr sig højst ulykkelig over denne fortsatte Kamp mod et øjensynligt uangribeligt Væsen. Hans Ængstelse blev større og større jo nærmere Dagen kom. Det eneste Menneske, han delagtiggjorde i sine Bekymringer var den gamle Overstiger, der iøvrigt selv var alt andet end glad tilmode.

Endelig oprandt Bryllupsdagen.

Silfax. havde indtil nu ikke givet noget Livstegn fra sig og man aandede lettet op. Fra den tidlige Morgen var alle Kulbyens Indbyggere paa Benene, og alt Arbejde var lagt til Side for den Dag. Værkførere og Arbejdere, Overordnede og Underordnede, alle vilde de personlig overbringe den gamle Overstiger og hans Søn deres Lykønskning. Det var dem en kærkommen Anledning til at lægge den Agtelse og Ærbødighed for Dagen, som de nærede for de to Mænd, 'hvis behjertede og utrættelige Anstrængelser, Ny Aberfoyle ene og alene skyldte sin blomstrende Virksomhed. .

Klokken elleve præcis skulde Vielsen foregaa i St. Gil-les Kapellet ved Bredden af Malcolmsøen.

Til den fastsatte Tid saa man fire Mennesker forlade „Cottagen”. Det var Harry med sin Moder under Armen og Simon Ford med Nell.

Umiddelbart efter dem fulgte James Starr, tilsyneladende rolig, men skarpt iagttagende alt, hvad der foregik rundt omkring, og bagved ham igen Jack Ryan, der saa' glimrende ud i sin Hø j lænder dragt.

Derefter kom Værkets øvrige Teknikere, Kulbyens Honoratiores, den gamle Overstigers Venner og Kolleger, samt endelig hele den øvrige Del af den store Arbejderfamilie, som udgjorde Kulbyens Befolkning.

Det var en af disse glødende Augustdage, der navnlig i de nordligere Lande virker saa trykkende. Den uvejrsvangre Luft trængte helt ned i Gruben, hvor Temperaturen i Dag var ganske usædvanlig høj. Atmosfæren mættede sig med Elektricitet fra Ventilationsskakten og den store Malcolmtunnel.

Man havde —hvilket var noget ganske usædvanligt — i Dag kunnet iagttage et saa paafaldende Barometerfald i Kulbyen, at man uvilkaarligt spurgte sig selv, om et eller andet frygteligt Uvejr ikke vilde bryde løs fra den Skiferhvælving, som i Ny Aberfoyle svarede til Himlen.

I Virkeligheden var der selvfølgelig ingen, der for Alvor forurpligedes over denne uvejrssvangre Luft.

Det siger sig selv, at alle havde iført sig deres fineste Klæder. Madge bar en Dragt, der levende mindede om gamle Dage. Hendes Haar var sat op i en „toy”, saaledes som ældre Koner bruger det, og ned over hendes Skuldre hang den saakaldte „rockelay” en Slags firkantet Mantille, som Skotlænderinderne forstaar at bære saa graciøst.

Nell havde lovet sig selv at bekæmpe sin indre Bevægelse. Hun tvang sit Hjerte til ikke at slaa for stærkt og det lykkedes virkelig ogsaa det modige Barn, at give sit Ansigt et roligt og ubekymret Udtryk.

Hun var ganske enkelt klædt, men netop denne Tarvelighed, som hun havde foretrukket for enhver finere-Pynt, gjorde hende dobbelt tiltrækkende. Hendes eneste Haarpynt bestod i et broget Baand, det saakaldte „snood”, som de unge Skotlænderinder gerne bærer.

Simon Ford bar en Dragt, som selv Nichol Jarvie, Walter Scotts værdige Landfoged, ikke vilde have rynket paa Næsen af.

Hele det store Selskab rettede nu sine Skridt henimod St. Gilles Kapellet, der var festligt smykket i Dagens højtidelige Anledning.

De elektriske Lamper i Kapellet udsendte et saa straalende Lys, at de brogede Vinduesruder glimrede som de herligste Kaleidoskoper.

Den ærværdige Præst William Hobson, der skulde forrette Vielsen, stod allerede i Døren til Kapellet.

Nu nærmede Toget sig, efter først at være gaaet i festlig Procession omkring Malcolmsøen. I samme Øjeblik intonerede Orglet og begge Parrene, baade det gamle og det unge, begav sig, ført af den ærværdige Pastor Hobson, op for Højalteret i St. Gilles.

Præsten nedbad først Himlens Velsignelse over hele Menigheden, derpaa blev Nell og Harry alene staaende foran Herrens Tjener, som holdt den hellige Skrift i Haanden.

„Harry Ford,” begyndte den Gejstlige, „vil De have Nell, som hos Dem staar til Hustru, og sværger De, stedse at ville omgive hende med trofast Kærlighed?”

„Det sværger jeg for Gud og den Almægtige,” svarede den unge Mand med fast Stemme.

„Og De, Nell,” vedblev Præsten, „vil ogsaa De have Harry Ford, som hos Dem staar, til Ægtefælle for ...”

Præsten havde endnu ikke faaet talt til Ende, da der hørtes en forfærdelig Larm udenfor Kapellet.

En af de mægtige, udover Søen hængende Klipper, havde pludselig, omtrent 100 Skridt fra Kapellet, løsnet sig uden nogen forudgaaende Eksplosion, som om dens Fald allerede længe havde været forberedt.

Nu styrtede Vandet under den ned i en Afgrund, om hvis Eksistens ingen hidtil havde haft nogen Anelse.

Straks efter dukkede en Baad op midt imellem Klippestykkerne og dreves ved et kraftigt Stød midt ud i Søen.

I Baaden stod en Olding i en mørk Munkekappe, med vildt strittende Haar og et langt hvidt Skæg bølgende ned over Brystet

I Haanden holdt han en af de Daviske Sikkerhedslamper, inde i hvilken der brændte en klar Flamme, beskyttet af et Sikkerhedsnet.

Med høj og tydelig Stemme raabte Oldingen:

„Grubegassen! Grubegassen! Død og Fordærvelse over Eder alle!”

I samme Øjeblik mærkede man virkelig ogsaa den ejendommelige Gaslugt, som ikke var til at tage fejl af, brede sig over hele Gruben.

Det hidrørte fra, at Klippen ved at falde ned, havde givet Luft for en uhyre Mængde Gas, som efterhaanden havde samlet sig i Skifermassen; men som havde været hermetisk indespærret, indtil den ovenover liggende Klippe styrtede ned. Nu strømmede den farlige Luftart op under Rummets Hvælving, under et Tryk af fem til seks Atmosfærer.

Oldingen maatte have kendt Tilstedeværelsen af denne Gasbeholdning og havde pludselig aabnet for den, for paa den Maade at forvandle Atmosfæren i Gruben til en stærk eksplosiv Blanding.

James Starr i Følge med nogle andre havde skyndsomst forladt Kapellet og var styrtet ned til Søen.

„Afsted! Ud af Gruben! For Himlens Skyld afsted!” raabte Ingeniøren ind gennem Døren til Kapellet, da det gik op for ham, hvad det var for en frygtelig Fare, der truede dem alle.

„Grubegassen, den dræbende Grubegas,” gentog Oldingen, idet han drev sin Baad endnu længere ud paa Søen.

Harry fik skyndsomst sine Forældre og Nell ud af Kirken.

„Afsted, afsted, ud af Gruben! Skynd jer, Skynd jer,” raabte James Ford.

Det var for sent at flygte. Den gamle Silfax var parat til at udføre sin sidste Trusel, og forhindre Nells og Harrys Bryllup, ved at begrave alle Kulbyens Indvaanere under Kulværkets Ruiner.

Over hans Hoved kredsede den kæmpemæssige Natugle paa sine sort—og hvidspættede Vinger.

I dette Øjeblik styrtede en Mand sig frygtløs i Søen og svømmede med kraftige Tag ud mod Baaden. Det var Jack Ryan, der anspændte alle sine Kræfter for at naa den afsindige Olding, inden han fik udført sin djævelske Plan.

Silfax saa' ham nærme sig. Med Lynets Fart splintrede han Lampeglasset, rev den brændende Væge ud og holdt den triumferende op i Luften.

En Dødsstilhed hvilede over den rædselsslagne Forsamling. Hvad James Starr angik, var han fuldt forberedt paa det uundgaaelige, og undrede sig blot over, at Eksplosionen ikke forlængst havde fundet Sted og ødelagt Ny Aberfoyle med Mand og Mus.

Silfax' af Raseri fortrukne Træk forraadte hans Harme over, at den lette Gas i Stedet for at udbrede sig i de lavere Luftlag, var strømmet tilvejrs og havde samlet sig oppe i det øverste af Grubens Hvælvinger.

Men endnu var hans Hævn ikke tilintetgjort. Han gav Uglen et Vink, og den greb, som saa ofte i fordums Tider nede i Dochart Gruben, den brændende Væge og begyndte at svinge sig op under den høje Hvælving i den af den Gamle angivne Retning.

Endnu nogle Sekunder og Ny Aberfoyle vilde ikke eksistere mere. Da rev Nell sig løs fra Harry og inden man kunde have talt til tre stod hun saa tæt ved Søen, at dens Vand berørte hendes Fødder.

„Harfang, Harfang, kom til mig!” raabte hun med høj og klar, om end skælvende Stemme.

Forbavset standsede den trofaste Fugl sin Flugt. Med et gik det op for den, hvis Stemme det var, der kaldte. Den kiggede ned, opdagede Nell og lod den brændende Væge falde i Søen, hvorpaa den selv dalede langsomt ned ved hendes Fødder, idet den beskrev en stor Bue.

Da gjaldede et højt og forfærdeligt Skrig ud over hele Forsamlingen. Det var den sidste Lyd man hørte fra den gamle Silfax.

I det Øjeblik, hvor Jack Ryan lagde sin Haand paa Rælingen af Baaden, styrtede den Gamle sig i Bølgerne, rasende og fortvivlet over at se sine Hævnplaner tilintetgjorte.

„Red ham, red ham,” raabte Nell med bønfaldende Stemme.

Harry hørte hendes Bøn. Ogsaa han sprang ud i Søen og havde snart naaet Jack Ryan. De dykkede begge flere Gange under, men forgæves.

Malcolmsøens Vande gav ikke Slip paa deres Bytte. De havde for evig lukket sig over gamle Silfax.

JV.Gilead.org.il
Copyright © Zvi Har’El
$Date: 2007/12/27 09:27:44 $