Det Sorte Indien

Seks Maaneder efter de omtalte Begivenheder blev Nells og Harrys, paa en saa sørgelig Maade afbrudte Vielse, fuldbyrdet i St. Gilles Kapellet ved Malcolmsøen.

Efter at hans Velærværdighed Pastor Hobson havde udtalt Velsignelsen, vendte det unge Ægtepar, der endnu var sørgeklædte, tilbage til „Cottagen”.

Simon Ford og James Starr, der nu var befriede for alle deres Bekymringer, præsiderede ved Bryllupsgildet, der fandt Sted umiddelbart efter Vielsen, og varede til den lyse Morgen.

Jack Ryan, der bar sin smukke Højlænderdragt, greb Lejligheden til paa en Gang at danse, synge og spille for de forsamlede Gæster, der forlangte Kunststykket om og om igen og tiljublede ham et endeløst Bifald.

Den næste Dag gik Livet i Gruben sin sædvanlige Gang under James Starrs Ledelse.

Det synes overflødigt at sige, at Nell og Harry blev lykkelige. De havde købt deres Lykke saa dyrt, at de tilfulde forstod Værdien af den.

Hvad Simon Ford, Ny Aberfoyles Æresformand angaar, saa følte han sig fuldt forvisset om, at han og Madge nok skulde komme til at fejre deres Guldbryllup, et Haab, som Madge af ganske Hjerte delte.

„Og hvorfor saa ikke ogsaa Diamantbryllup,” sagde Jack Ryan, det vil da kun være en Bagatel for Folk som Dem og Deres Kone.”

„Du har Ret, min Søn,” svarede den gamle Overstiger roligt, „og mere end det maaske! Hvad mærkeligt vilde der være i, om man naaede en Alder af flere Hundrede Aar hernede i Ny Aberfoyles fortræffelige Klima, hvor man hverken kender noget til Regn eller Blæst eller Oververdenens øvrige Vejrforandringer.”

Skulde Kulbyens Indvaanere virkelig komme til at opleve en saadan Fest? Ja, det er et Spørgsmaal, som Eftertiden vil besvare.

I hvert Tilfælde Viste det sig, at den gamle Silfax' Ugle opnaaede en for en Fugl usædvanlig høj Alder dernede.

Den kredsede endnu af og til om under de mørke Hvælvinger. Kort efter Oldingens Død fløj den bort, skønt Nell gjorde alt hvad hun kunde for at holde den tilbage.

Bortset fra, at den ligesom sin tidligere Herre ikke holdt af Mennesker, syntes det, som om den bevarede et Slags Had overfor Harry. Den skinsyge Fugl vedblev vel i ham at se den, der røvede Nell og kunde sikkert ikke tilgive ham, at han ikke havde sluppet sit Bytte.

Senere saa Nell den kun fra Tid til anden, naar den langsomt svævede hen over Malcolmsøen.

Længtes den efter at gense sin gamle Veninde? Eller vilde den maaske med sine skarpe Øjne gennemtrænge det Dyb, hvori Silfax var druknet.

Det er ikke godt at vide, og begge Formodninger fandt deres Tilhængere, thi Fuglen vedblev at leve i Legenden og gav Jack Ryan Stof til mangen en fantastisk Fortælling.

Takket være den muntre og livsglade Fyr, fortæller man endnu i Skotland om den gamle „Ildmand” i Ny Aberfoyle og hans forunderlige Fugl.

JV.Gilead.org.il
Copyright © Zvi Har’El
$Date: 2007/12/27 09:27:44 $